Oldtidens orkester

Så storslået er denne tanke, at den har afstedkommet en vis begrebsforvirring. Da den svenske kunstner Carl Larsson i 1915 malede sit billede af Midvinterblotet i Uppsala-templet, afbildede han bronzelurer, jernaldersværd og middelalderbygninger i salig blanding. Og da Norge for nylig fejrede 1100-året for landets samling, skete det til toner af de norske bronzelurer, som man intet kendskab havde til i år 872. I vikingetiden, da der blotedes i Uppsala, og da Norge blev en enhed, lå lurerne velforvarede i deres moser, hvor de havde tilbragt over tusinde år og skulle blive lang tid endnu.

Den overordentlige berømmelse, som lurerne har opnået, og som blandt andet kommer til udtryk i misbrugen, har sine gode grunde. I det sparsomme fundmateriale glimrer de ved deres størrelse og mængde. De er håndværksmæssige fænomener, og moderne musikere har demonstreret deres overordentlige spilletekniske muligheder. Intet under, at de har optaget fantasien – og at den af og til er løbet løbsk.

Hvorfra kom de? Så højt udviklede instrumenter kan ikke være opstået pludseligt, men må ses som kronen på en lang udvikling. Om man blot kunne udrede den! Er de produkter af en enestående nordisk tradition, eller har de nået os udefra? Kom de fra Irland, fra etruskernes land eller er de kommet fra Asien ad samme rute, som i en endnu langt tidligere periode af menneskets historie forsynede eskimoerne og Amerikas indianere med instrumenter og tonesystemer? Hypotesen om en nordisk oprindelse har flest tilhængere blandt dagens forskere, men kun gennem nye arkæologiske fund kan vi håbe en dag at vinde sikkerhed i spørgsmålet.

Hvordan lød bronzelurerne? Klang de, som kongelig kapelmusikus Palmer-Traulsen får dem til at klinge på en af Nationalmuseet udgivet grammofonplade? Det er lidet sandsynligt. Flere tusinde års lagring i mosen kan have påvirket materialet og dermed deres musikalske muligheder. Vigtigere: et instruments klang afhænger af, hvilket mundstykke man bruger, og hvilken spilleteknik man anvender. Men allervigtigst: lyden bestemmes af ønsket. Det er med musikken som med sproget; antallet af lyde, som kan frembringes, er uendeligt, vi udnytter kun en begrænset del af dem.

Vi forlader lurerne, men blot for at udvide emnet og spørge: Hvorfor gjorde man musik? Hvad havde man den til? For det moderne vesterlandske menneske er musikkens hovedopgave at adsprede og at oplive trætte nerver. Har den haft samme rolle i oldtiden? De spørgsmål kan ikke besvares alene ud fra arkæologiske fund. Vi må søge hjælp i etnologien og undersøge, i hvilken sammenhæng man laver musik hos nulevende folk på forskellige kulturniveauer, og hvordan musikudøvelsen har udviklet sig inden for det tidsrum, vi har historisk kendskab til. Det er muligt på denne måde at rekonstruere et sandsynligt udviklingsforløb, som må gælde også for oldtidens Norden.

Menneskets historie er præget af kampen for tilværelsen, en kamp ført med stadig nye våben. Lyden er et af dem – og et af de første, som bevidst udnyttedes. Den primitive jæger lokker dyrene til sig ved at efterligne deres lyde. Manden, der udhuler en træstamme til båd eller borer skafthul i en stenøkse, gør sig arbejdet lettere ved at synge til; det vil sige, han indordner sine bevægelser i et rytmisk mønster og forstærker bevidst den lyd, hans redskaber frembringer. Musik af denne art gør nytte – nytte i moderne forstand.

En efter vor opfattelse indbildt nyttevirkning forekommer, hvor lyd bruges til at holde onde magter fra livet. Mennesker i primitive samfund er omgivet af ånder og guder, som truer med ulykker, sygdomme og naturkatastrofer. Men man mener at kunne redde sig ved visse handlinger. Når man udstyrer sig med masker, fordrejer stemme, tale og bevægelser, får man kraft til at modstå ånderne – en magisk kraft. Handlinger, som har vist sig effektive, gentages og stivner til riter. Disse udbygges til indviklede religiøse ceremonier, som må varetages af specialister – medicinmænd eller præster. Musik og dans udgør ofte de vigtigste elementer i sådanne ritualer.

Under dette gør man sine erfaringer. Man opdager, at musikken ikke blot påvirker naturen og ånderne, den indvirker også på menneskene selv. I antikkens Grækenland og Kina f.eks. skelnes ikke mellem skøn og uskøn musik, men mellem god og dårlig. Den gode musik gør mennesket venligt og harmonisk, den dårlige gør det asocialt, hårdt eller slapt.

Også for vore nordiske forfædre har, må vi gå ud fra, musikkens praktiske og magiske funktioner været de vigtigste, det – i moderne forstand – æstetiske af sekundær betydning. Når nordisk forhistorie kun har få anerkendte instrumentfund og derfor må forekomme musikfattig, kan det i høj grad bero på den betydning, vi lægger i ordene »musik« og »musikinstrument«. De associeres med melodispil udført af specialister på specialkonstruerede redskaber og påhørt af en gruppe mennesker, som finder behag i dette. I arkæologien er bronzelurerne det, der minder mest om vore dages koncertinstrumenter; derved er den opfattelse opstået, at Nordens oldtid kun har klinget af lurer. Men musik er ikke blot tiltalende tonemønstre, det er al af mennesker bevidst organiseret lyd. Og musikinstrumenter – eller skal vi kalde dem lydredskaber – er alle genstande, som anvendes til at frembringe denne lyd. De kan være specialkonstruerede som lur eller fløjte, men det er ingen betingelse. Et kogekar bliver et instrument i det øjeblik, man vender bunden i vejret og begynder at tromme på den.

Set under denne synsvinkel tegner vor oldtids musikliv sig unægtelig noget anderledes end udtrykt af Angul Hammerich. Det burde være muligt at finde adskillige instrumenter, og det vil vi nu forsøge. Det ældste – måske – er rasleinstrumentet. Fra det øjeblik, mennesket blev sig selv bevidst, vågnede trangen til at pynte sig. En enkelt hængeprydelse var let at lave, den glædede øjet – men også øret, når den ved kroppens bevægelser frembragte raslelyd. Fra nordisk stenalder har vi fund af gennemborede dyretænder, muslingeskaller og knogler – rasleperler, som har været trukket på snor og båret om hals eller arm (fig. 2).