Oldtiden i nutiden

Verdens næststørste ø, New Guinea mellem ækvator og Australien, er i årene etter den 2. verdenskrig blevet det forjættede land for arkæologer og antropologer fra alle verdens egne. Det gælder navnlig øens østlige halvdel, Papua-New Guinea, der i år er blevet en selvstændig stat, men i begyndelsen af vort århundrede var delt mellem Tyskland og England og senere overtoges af Australien. (Fig. 1)

Af Axel Steensberg

Billede

Først i 1933 nåede den første hvide mand ind i det centrale, tætbefolkede højland ved Mount Hagen og Wahgi-floden, og samme år traf han den mand, der ses håndtere sin stenøkse på billedet nederst til venstre. Indtil da havde man levet i et stenaldersamfund, kun forstyrret af indbyrdes stammekrige, der udkæmpedes med bue og pil, lange spyd og økser lavet af lokale bjergarter. Da den hvide administration straks forbød anvendelsen af ildvåben på grund af befolkningens indbyrdes ufred, er bue og pil den dag i dag det eneste jagtvåben, lige flittigt brugt af voksne og børn, som det ses på et par af disse billeder.

Det meste af landet er opfyldt af tropisk urskov, kun de frugtbare dalfører langs nogle af indlandets floder er opdyrket. Fiskeriet i floderne foregår som for tusinder af år siden fra udhulede stammebåde, der svarer til vore fortidige »eger«. Og langs de nyanlagte veje kan man se moderne »helleristninger« i den gennemskårne faste tufjord. Men i stedet for skibe – som i Nordens bronzealder – forestiller disse indridsede tegninger lastbiler, hvis sideflader er lukket af rudemønstre, så man forstår, at de ikke er gennemsigtige.

Andre steder møder man jordfaste sten, hvis overflade dækkes af skålformede fordybninger. Overalt i verden har man frembragt sådanne skåltegn, enten for at ofre i dem eller for simpelthen at nedsvælge det pulver, der opstod ved, at man bankede og borede i den hellige stens overflade, så man derved delagtiggjordes i dens kraft. I en landsby nær Maprik ligger en mægtig sten, hvis overflade er tæt besat med slibespor efter mændenes stenøkser, meget mindende om hjemlige stenalders-hvæssesten. Sådan møder man den dag i dag fortiden i dette mærkelige samfund, der har levet på et bonde-stenaldertrin gennem 5-6000, måske 9000 år. Jorddyrkningen er imidlertid uhyre intensiv, skønt redskaberne er træspade og gravestok. I virkeligheden er det havebrug snarere end landbrug, der drives omkring landsbyerne, mens man udenfor svedjer nyt land som hos os i oldtiden. (Fig. 2) (Fig. 3) (Fig. 4) (Fig. 5) (Fig. 6) (Fig. 7) (Fig. 8)

Udgave: Skalk 1975:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.