Og nærer sig af vrag

Disse berømte linjer, hvormed Holberg lader en anholtbo introducere sin ø for Peder Paars og hans skibbrudne mænd, siger – deres bidende ironi tiltrods – noget rigtigt om den erhvervsøkonomiske rolle, som strandingerne spillede for Anholt og mange andre kystsamfund. Et strandet skib én eller to gange om året var for sådanne samfund simpelthen en eksistensbetingelse, og bjærgningen af ladningen var et erhverv som mange andre, hvoraf man kunne ernære sig uden at blive slået i hartkorn med tyve og røvere. Men samtidig var det et erhverv af en noget speciel karakter, som kom til at sætte sit præg på mange sider af tilværelsen i samfundet. Det er det, vi skal høre lidt om i det følgende med eksempler – ikke fra Anholt, men fra en anden Kattegatsø, Læsø, hvor Holberg med lige så god ret kunne have ladet sin helt strande.

Læsø ligger i det nordlige Kattegat som en blæksprutte med grunde og revler som fangarme udstrakt efter de skibe, som vover sig rundt om Skagen og sætter kursen mod syd gennem de danske farvande. I vore dage leder gode fyr og andre hjælpemidler skipperne trygt uden om de farlige grunde, men i fordums tid var det en risikabel passage, som med rette var frygtet. 1600-årenes kompagniskippere måtte, inden de afsejlede, skrive under på et instruktionsbrev, hvori de formanedes til »næst efter at sejle ud af Sundet i Guds navn, når vinden var god, at vare sig for Anholt og Læsø«. De første beretninger om strandinger ved Læsø har vi fra 1400-årene, og man tør vel mene, at der også dér og dengang har været »slemme knægte«, som gerne hjalp en skipper lidt på gled, hvis han ikke kunne bestemme sig til at strande. Traditionen ved at fortælle om lygter bundet til køernes haler, så de kunne forveksles med skibslanterner og lede søfolkene på vildspor, men lignende beretninger kendes fra andre danske kyster, så det skal man nok ikke fæste for megen lid til. En kendsgerning er det imidlertid, at det i 1619 var nødvendigt at udstede et kongeligt brev med forbud mod, at indbyggerne i Vendsyssel og på Læsø om nattetide optænder ild på stranden for at vildlede de søfarende.

Ved midten af 1700-årene gik sejlskibsfarten ind i sin storhedsperiode. De større og mere dybtgående fartøjer, som da byggedes, havde svært ved at manøvrere forbi grundene på Læsø, og strandinger blev hyppigere, end de før havde været. Dette kom læsøboerne meget tilpas, for strandingerne, der tidligere blot havde været et kærkomment tilskud til økonomien, var ved tidernes ugunst blevet en absolut eksistensbetingelse for øen. (Fig. 2)