Og gjorde danerne kristne

Hov, hvor blev han af? Pludselig er han væk, men han kan ikke være langt borte. Nej, der knækkede en gren, der har vi ham. Han har lidt besvær med at komme over en grøft, men det lykkes, og så standser han foran en eg, lige på den anden side af grøften. Og se! nu tager han en lærredsstrimmel frem og glatter den ned ad sit ene ben. Han gi’er sig lidt. Nu slår han en knude på tøjstrimlen og binder den om en gren på træet. Han spytter på fingrene, og slår spyttet af – ned på jorden, og det lød grangiveligt, som om han sagde:

Så, nu er det forbi!

Og han gik glad og rask bort – må vi da håbe. Det er imidlertid ikke rigtigt til at sige, for lad os tilstå med det samme, at den her beskrevne scene er fri fantasi, sådan omtrent da. Det manden foretog sig med kluden og de ord han fremsagde, kan man læse sig til, og at man på den måde forsøgte at overføre sin gigt på træet er også beskrevet i talrige artikler og bøger, der handler om gamle dages overtro og trolddom.

Træet står dernede i Sydsjælland som et levende bevis på, at den slags trolddom i al uskyldighed foregår den dag i dag. Jeg besøgte det første gang i efteråret 1958, og da var det behængt med klude og tøjstrimler af alle mulige slags. Mellem 70 og 80 hang der rundt om på grenene, og bortset fra et par enkelte lommetørklæder bar kludene præg af at være bragt med hjemmefra, så man fik indtryk af, at kludeofret til træet var velforberedt. Er det for meget at sige, at her lever vikingernes livstræ Yggdrasil stadig sin stille tilværelse i en sydsjællandsk skov, 1000 år efter at danerne blev kristnede?

Det der virkelig er bemærkelsesværdigt ved dette træ er, at det har fået lov til at fortsætte sin hedenske tilværelse lige til vore dage. Nu kan dette specielle træ ikke være så gammelt som fra vikingetiden, det er næppe ældre end 4-500 år, men det må have haft forgængere i embedet.

Jeg har set noget lignende i Normandiet i Pitre, en lille by, der er kendt fra vikingetidens historie. Der har man en undergørende sten med mærkelige mineralgange og huller i. Også den har sikkert sin helbredende kraft helt tilbage fra hedenskabens dage, men her har kirken taget hånd i hanke med sagerne. Nu hedder stenen Den Hellige Martins Sten. Der er foran den rejst et spinkelt kors og anbragt et brædt, hvor man kan knæle ned uden at tilsmudse sit tøj. Men fremgangsmåden er den samme. Et bånd bindes om det syge sted, stenen berøres med båndet, som derefter bindes om korset.

Trods sin ydmyge beliggenhed mellem en hønsegård og et redskabsskur har den undergørende sten udmærket søgning. Jeg spurgte hønsegårdens ejer, om folk så gik raske bort. Tja, sagde han, hvis de tror på det, gør de vel nok. – Han var en klog mand.

I Normandiet foregik alt i dagens lys, og ingen lagde skjul på hvad man foretog sig og hvorfor. Men prøv engang at spørge efter det hellige træ i Sydsjælland. Det er der ingen, der kender. En af mine bekendte har spurgt efter det hos folk, der boede lige i nærheden, men det træ kendte de ikke noget til. Det er som har man en fornemmelse af, det vist ikke er helt rigtigt, det der foregår, og at der i hvert fald ikke er nogen grund til at indvie tilfældige nysgerrige i, hvor kludeegen vokser. Og det er ganske korrekt.

I år er det 1000 år siden kristendommen blev indført, eller rettere blev anerkendt som officiel religion, den kongen bekendte sig til. Det var et mirakel, der gav stødet til hans omvendelse.

Kongen, Harald Gormsen Blåtand, sad på sin gård sammen med nogle af sine folk. Snakken gik, og som så ofte før var det religionsspørgsmål, der måtte holde for. I hallen var der også en kristen præst. Han hed Poppo. Ingen vidste hvor han var kommet fra, og ingen brød sig om ham. Der kom jo så tit den slags folk rendende for at nyde godt af gæstfriheden og få et måltid mad. Men denne her var mere højttalende og påståelig end man var vant til. Alle deres guder var falske, sagde han. Der var kun en gud og hans søn Jesus Kristus og Den Hellige Ånd. Og det var altså ikke til at begribe et ord af. Så pludselig skar kongen igennem snakken og råbte til præsten: Vil du bære jernbyrd for at bevise det, du siger? – Man sagde ellers om Harald, at han var hurtigere til at tænke end til at tale, men nu ville han altså have syn for sagn (fig. 2).