Og gjorde danerne kristne
Det er i Sydsjælland, i en af skovene, ligegyldigt hvor. Hen ad vejen humper en mand lidt besværligt afsted. Han sniger sig langs med buskene, og en gang imellem ser han sig tilbage, som om han er bange for, at nogen skal følge efter ham. Og selv om det ikke er smukt at belure folk, vil vi alligevel for en gangs skyld gøre det (fig. 1).
Af Thorkild Ramskou
Fig. 1. Tegning: Hans Berg
Hov, hvor blev han af? Pludselig er han væk, men han kan ikke være langt borte. Nej, der knækkede en gren, der har vi ham. Han har lidt besvær med at komme over en grøft, men det lykkes, og så standser han foran en eg, lige på den anden side af grøften. Og se! nu tager han en lærredsstrimmel frem og glatter den ned ad sit ene ben. Han gi'er sig lidt. Nu slår han en knude på tøjstrimlen og binder den om en gren på træet. Han spytter på fingrene, og slår spyttet af - ned på jorden, og det lød grangiveligt, som om han sagde:
Så, nu er det forbi!
Og han gik glad og rask bort - må vi da håbe. Det er imidlertid ikke rigtigt til at sige, for lad os tilstå med det samme, at den her beskrevne scene er fri fantasi, sådan omtrent da. Det manden foretog sig med kluden og de ord han fremsagde, kan man læse sig til, og at man på den måde forsøgte at overføre sin gigt på træet er også beskrevet i talrige artikler og bøger, der handler om gamle dages overtro og trolddom.
Træet står dernede i Sydsjælland som et levende bevis på, at den slags trolddom i al uskyldighed foregår den dag i dag. Jeg besøgte det første gang i efteråret 1958, og da var det behængt med klude og tøjstrimler af alle mulige slags. Mellem 70 og 80 hang der rundt om på grenene, og bortset fra et par enkelte lommetørklæder bar kludene præg af at være bragt med hjemmefra, så man fik indtryk af, at kludeofret til træet var velforberedt. Er det for meget at sige, at her lever vikingernes livstræ Yggdrasil stadig sin stille tilværelse i en sydsjællandsk skov, 1000 år efter at danerne blev kristnede?
Det der virkelig er bemærkelsesværdigt ved dette træ er, at det har fået lov til at fortsætte sin hedenske tilværelse lige til vore dage. Nu kan dette specielle træ ikke være så gammelt som fra vikingetiden, det er næppe ældre end 4-500 år, men det må have haft forgængere i embedet.
Jeg har set noget lignende i Normandiet i Pitre, en lille by, der er kendt fra vikingetidens historie. Der har man en undergørende sten med mærkelige mineralgange og huller i. Også den har sikkert sin helbredende kraft helt tilbage fra hedenskabens dage, men her har kirken taget hånd i hanke med sagerne. Nu hedder stenen Den Hellige Martins Sten. Der er foran den rejst et spinkelt kors og anbragt et brædt, hvor man kan knæle ned uden at tilsmudse sit tøj. Men fremgangsmåden er den samme. Et bånd bindes om det syge sted, stenen berøres med båndet, som derefter bindes om korset.
Trods sin ydmyge beliggenhed mellem en hønsegård og et redskabsskur har den undergørende sten udmærket søgning. Jeg spurgte hønsegårdens ejer, om folk så gik raske bort. Tja, sagde han, hvis de tror på det, gør de vel nok. - Han var en klog mand.
I Normandiet foregik alt i dagens lys, og ingen lagde skjul på hvad man foretog sig og hvorfor. Men prøv engang at spørge efter det hellige træ i Sydsjælland. Det er der ingen, der kender. En af mine bekendte har spurgt efter det hos folk, der boede lige i nærheden, men det træ kendte de ikke noget til. Det er som har man en fornemmelse af, det vist ikke er helt rigtigt, det der foregår, og at der i hvert fald ikke er nogen grund til at indvie tilfældige nysgerrige i, hvor kludeegen vokser. Og det er ganske korrekt.
I år er det 1000 år siden kristendommen blev indført, eller rettere blev anerkendt som officiel religion, den kongen bekendte sig til. Det var et mirakel, der gav stødet til hans omvendelse.
Kongen, Harald Gormsen Blåtand, sad på sin gård sammen med nogle af sine folk. Snakken gik, og som så ofte før var det religionsspørgsmål, der måtte holde for. I hallen var der også en kristen præst. Han hed Poppo. Ingen vidste hvor han var kommet fra, og ingen brød sig om ham. Der kom jo så tit den slags folk rendende for at nyde godt af gæstfriheden og få et måltid mad. Men denne her var mere højttalende og påståelig end man var vant til. Alle deres guder var falske, sagde han. Der var kun en gud og hans søn Jesus Kristus og Den Hellige Ånd. Og det var altså ikke til at begribe et ord af. Så pludselig skar kongen igennem snakken og råbte til præsten: Vil du bære jernbyrd for at bevise det, du siger? - Man sagde ellers om Harald, at han var hurtigere til at tænke end til at tale, men nu ville han altså have syn for sagn (fig. 2).
Fig. 2. Poppos jernbyrd og Haralds dåb, som disse begivenheder i 1100-tallet er fremstillet på det gyldne alter fra Tamdrup kirke.
Og til alles forbavselse sagde Poppo Ja.
Så foregik da prøven næste morgen, og Poppo bestod! Han bar det glødende jern i sine bare hænder, uden at der skete ham den ringeste skade. Det var et mirakel, der var til at tage og føle på. Harald omvendte sig og befalede, at man herefter alene skulle dyrke Kristus som gud og Faderen og Den Hellige Ånd, ligesom de ham underlagte folk skulle aflægge hedenskabet og give guds præster og tjenere skyldig ære.
Lykkedes det virkelig Poppo at bære det glødende jern uden at hans hænder tog skade? Det kan der ikke være tvivl om, - hvordan det så er gået til - og hvilken triumf har det ikke været for den lille klerk. Kongen selv omvendte sig jo og afsvor de gamle guder. Det har vi hans egne ord for på den store Jellingsten.
Men fra selv at omvende sig med en lille skare og til at skrive: Jeg er den Harald, der gjorde danerne kristne, er der et langt spring. Det er store ord.
Haralds kristning forhindrer ikke, at mange af de arkæologiske fund har et mere hedensk præg nu end i den tidligere del af vikingetiden. Det er fra Haralds tid vi kender de fleste fund af Thorshamre både i gravfund og i skattefund. Det er som om reaktionen mod den frembrydende kristendom skal have luft (fig. 3).
Fig. 3. Støbeform til Thorshammer og kors. Man mindes besættelsestiden, når man ser dette minde om en lidt for smart forretningsmand.
Det er folkets århundredlange, fredelige forbindelse med de øvrige europæiske folk, der har bragt den nye religion til Danmark. I virkeligheden har missionærerne Willibrord, Ansgar og Ebbo kun spillet en ganske underordnet rolle, om nogen overhovedet. Gennem lange tider var man vant til, at andre mennesker havde andre guder, og når man nu selv havde så mange, spillede en gud fra eller til ingen rolle. Det er den indstilling vi kender helt tilbage fra ca. år 700. Den langsomme påvirkning gjorde folk tolerante. Da nu kongen bestemte, at de gamle guder skulle vige for Kristus, så var der nok nogen, der stædigt holdt fast ved fædrenes tro, men mange tog kongens ord til efterretning uden derfor i særlig grad at ændre deres levevis. Det tog generationer før skiftet var gennemført. Og selv da var det så som så med trosrenheden.
Og gjorde danerne kristne! Javist. En tysk biskop fra Merseburg - Thietmar hed han - fortæller om begivenheder, som fandt sted på denne tid ved Lejre, hovedstaden i riget i den landsdel, der hedder Sjælland. Her ofrer danerne hvert 9. år til deres guder i alt 99 mennesker og lige så mange heste, hunde og haner.
Og godt en menneskealder efter Poppos jernbyrd slog den hellige Tøger sig ned i Vestervig for at missionere blandt hedningene der.
Dette taget i betragtning kan man ikke undre sig særlig over, at en og anden hedensk forestilling har kunnet overleve, og man må i denne forbindelse ikke glemme, at det man først og fremmest bekæmpede var de gamle guder, Odin, Thor etc. Hvad der ellers fandtes af lavreligiøse forestillinger, fik lov til at leve videre, og det havde jo nok så sine årsager.
Al besværgen og trolddom har været de kristne forbudt fra kristendommens første dage, og forbuddet rækker langt tilbage i den tro, som var kristendommens forudsætning. I 5. Mosebog, 18. kap. vers 10-12 læser man: Der skal ingen findes hos dig, som befatter sig med at øve trolddom, at mane og besværge, at være sandsiger og gøre spørgsmål til de døde. Thi den som gør dette, er vederstyggelig for Herren.
Der er altså ikke noget at tage fejl af, og alligevel måtte man allerede på kirkemødet, synoden, i Laodikaia i året 375 indprente såvel høje som lave gejstlige, at de under ingen omstændigheder måtte befatte sig med trolddom og besværgelser. Heller ikke spådomskunst ved hjælp af bibelsprog kunne tolereres, og det er dog en trafik, der drives herhjemme den dag i dag, omend kun i visse kredse. Alt i alt må vi vel antage, at den fremtrængende kristendom ikke selv var fri for meget af det, den burde have bekæmpet, nemlig alt det småtrolderi, som opfyldte godtfolks hverdag. Selv præsterne kunne ikke sige sig fri for en rem af huden. Hele deres opdragelse og indstilling bundede i et miljø hovedsagelig sammenblandet af græske, romerske og ægyptiske elementer, så magi og besværgelser lå ikke så fjernt.
Med det pludselige behov for præster, der opstod her i landet vel omkring midten af 11. århundrede, kan der nok være smuttet en og anden med, hvis kristelige fundering har været så som så. Der var slet ikke tid til at give den grundige undervisning, der egentlig var påkrævet. Er det da noget under, at præsten til en vis grad kunne hænge fast i de gamle forestillinger, der stadig trivedes blandt folk, og i det miljø han selv stammede fra? Fra tidlig middelalder har vi slet ikke så få eksempler på sammenblanding af kristne og hedenske forestillinger.
Indenfor det sidste tiår er der fundet to trylleformularer, som næppe kan accepteres fra hverken det ene eller det andet hold. Den ene står på en træpind, der er fundet i Ribe. Den er ganske fyldt med runeindskrift, og det er i sig selv en betænkelig sag, da den stammer fra 1200-tallet, da de mystiske runer ellers var forladt som alfabet. Indholdet er en formular, som efter at være læst højt af skriveren skulle befri patienten for "den bævende syge", dvs. malaria, der var meget udbredt dengang. Indskriften lyder sådan: Jorden beder jeg stå mig bi, solen og Sct. Maria og selve Gud drotten, at de giver mig lægedomshånd og helbredelsestunge at helbrede "bævende,". (Her følger en lang magisk remse om at sygdommen skal forlade alle lemmer, og så fortsættes der:) Sort hedder sten. Han stander i havet ude. Der ligger ni uhyrer. De skulle hverken få rist eller ro førend du (dvs. patienten) får ro for de sygdomsdjævle for hvem jeg skrev med runer til at læse op. Amen. Det ske. - Dette er jo den mest oplagte sammenblanding af hedenske og kristne forestillinger man kan tænke sig. Jord, Himmel, sol, Maria, Kristus, sygdomsdjævle og stenen der hedder Sort, han stander i havet ude med ni uhyrer (fig. 4).
Fig. 4. Ribe-runepinden med Danmarks længste runeindskrift Den antikvariske Samling i Ribe har ladet fremstille kopier, som kan erhverves af interesserede. Prisen er 18 kr.
Den anden indskrift er fundet i Romdrup kirke, da man i et anfald af restaureringsdille rev det gamle kampestensalter ned. At man kunne nænne det! Nu havde det ellers tjent troligt gennem 7-800 år.
Det blev revet ned, og intet er så galt, at det ikke er godt for noget. I den lille blykapsel, der rummede helgenrelikvierne midt i alterbordet, lå en lille blyplade med en højst ukristelig indskrift.
På den ene side stod en række henvisninger til forskellige bibelsteder indrammet af kors og det gamle trylleord AGLA. På pladens anden side stod der: Jeg besværger eder I elvermænd og elverpiger, onde ånder og dæmoner, at I ikke skader denne guds tjener Niels, hverken på hans syn eller hoved eller noget ledemod, men at Guds allerhøjeste kraft kan vedblive at være i disse. Amen. - Igen en sammenblanding af hedenskab og kristendom, og det ovenikøbet hos præsten selv, hr. Niels, der som Tage E. Christiansen har påpeget det, næsten kun kan have smuglet sit troldtøj ned i helgengraven, da man forberedte dens indvielse (fig. 5).
Fig. 5. Bygningsstolpe med borehuller efter "nødild", der skulle helbrede kreaturerne for sygdomme. Fra Handest ved Hobro. Findes i Dansk Folkemuseum.
Disse to indskrifter er vel nok de mest direkte halvhedenske trylleformler vi kender fra middelalderen. Men i samtidens andagtsbøger kan man finde lignende, ganske vist uden det hedenske islæt, men af et så "stramt" indhold, at det mest er ordlyden, der forventes at gøre virkningen. Det kan være vanskeligt at skelne, hvad der er magi, og hvad der er tilladelig kristendom. De fleste vil vel kende fortællingen om præsten, der skulle mane et spøgelse ned. Men det ville ikke lykkes for ham, før han opdagede, at han gjorde en grammatisk fejl i den latinske formular. Da den blev rettet, måtte gejsten vige, men heller ikke et sekund før. Fra gammel tid havde kirken anerkendt en mængde "benediktioner", det vi nu ville kalde signeformler, og det var måske rent ud af konkurrencehensyn. Hvorfor skulle man henvende sig til den kloge mand, når præsten kunne udrette det samme? Lige op til vor tid har man kendt den slags trylleformularer i form af de såkaldte himmelbreve (fig. 6).
Fig. 6. Hvo som haver dette Brev, hos sig eller i sit Huus, hos ham skal Torden og Lyenild ikke gjøre Skade.
Krige og lignende ulykker er velegnede til at sætte ekstra blomster på trolderiets overdrev. Fra forrige verdenskrig omtales det, at tyske soldater ofte bar såkaldte værnebreve på sig, altså trylleformularer, der skulle bringe dem frelste gennem farerne. De svarede egentlig til himmelbrevene, og kunne begynde således: Wir deutsche fürchten Gott, sonst niemanden auf der Welt. Diesen Spruch erhielt ich zur Weitergabe ... og den der ikke gav det videre, fik ikke lykken med sig. Kan det undre nogen, som kender vort sydlige nabofolk, at der findes et eksemplar af disse himmelbreve, der bærer stemplet: Militärisch geprüft. (fig. 7).
Fig. 7. Fortegnelse over Tycho Brahes dage, fra ca. 1800, findes i Dansk Folkemuseum. - Teksten til venstre, der fordømmer troen på disse ulykkesbringende dage, er hentet fra Erik Pontoppidans FEJEKOST, et skrift, hvis opgave skulle være "at udfeje de tiloversblevne levninger af såvel hedenskab som papisme". Bogen udkom 1736 som en af de sidste - og vel også bedste - af en lang række lignende udgivelser. Den er skrevet på latin, for at menigmand ikke skal opsnappe og misbruge indholdet. - Afsnittet her er gengivet i Jørgen Olriks oversættelse.
– En ting er bemærkelsesværdig. Med reformationen opstod der pludselig en intens kamp mod alt hvad der hed trolddom og magi. Reformationens folk skrev tidligt og silde mod manen, signen og anden form for trolddom. Hos Peder Palladius kan man læse, at: den der ved om en kvinde, at hun giver sig af med sådant (trolddom) og som ikke indberetter hende til myndighederne, så hun kan få ild i rumpen, er selv et medskyldigt skarn … Kvinde tag dig i agt! Var dig for en sviende hale.
Har du ikke rent mel i posen, så lad det blive anderledes fra i dag, at der ikke skal gå rygter om dig.
Allehånde sortekunster har åbenbart gået i svang hos menigmand, mere end man brød sig om. Men selvfølgelig slog man hårdest ned på ”sort magi", der tog sigte på at gøre skade. Hekseprocesserne blev talrige efter reformationen. Den positive magi, der gav sig af med uddrivelse af onde ånder og sygdomme, så man derimod mere gennem fingre med, og det har nok ikke været fri for, at selv de reformerede præster har givet sig af med den. Hvor mange folkeeventyr findes der ikke. som handler om præster, der kunne mane fanden til sig og tvinge ham til at arbejde for sig (fig. 8).
Fig. 8. Gammel mand, som folk tillægger ”onde øjne”. Drejø 1927. Dansk Folkemuseum foto.
Jo mere vi nærmer os vor egen tid, jo flere opskrifter på trylleformularer er der overleveret. Det er naturligt nok, for skrivekunsten blev mere og mere almindelig, og folk blev altså ikke klogere af den grund. Næsten alle formularerne har gode formål for øje, og næsten alle har et mere eller mindre kristent tilsnit. Men ser vi dem rigtigt efter i sømmene, kan vi mange gange se, at der ligger en hedensk formel bag. Her er en fra ca. 1800 anvendt mod koldsyge, eller den bævende, som vi før kaldte den: De kolder nu fra Norden kom. Tre red i øster, tre red i vester og tre red til den dyrebare flod, som Jesus selver i sted … osv. Kan De genkende de ni uhyrer, der ligger ved stenen Sort, der stander i havet ude?
Dette hellige nital er vel i sidste ende kommet fra klassisk område, der har givet meget, som gennem overtroen er bevaret til vore dage. Hvis man f.eks. skulle slå øjet ud på en tyv, gjorde man det på samme måde i Grækenland et par århundreder f.Kr., som man gjorde herhjemme helt op mod vor egen tid.
Vorter kunne man tælle væk, som det er sket gennem århundreder. De skal "tælles ned" ligesom raketter: 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, 0, nu er du væk - og så kan det godt være, at også vorten alligevel blev siddende.
I forrige århundrede var der en kolossal efterspørgsel på landet efter hekseråd og trolddomsord. Mange blev overleverede mundtligt, men der kendes også utallige håndskrevne "Cyprianusser'. Og de bærer alle præg af at være skrevet af folk, hvem lærdom ikke har trykket allermest. Der kendes navnet på en mand, der har skrevet over 100 Cyprianusser, som han solgte for et par rigsdaler stykket. De blev spredt over hele Nordjylland og er vel igen blevet skrevet af. Nu er de nok for størstedelen gået af brug. Dog har jeg selv overværet, at en velmenende moder hældte skorpionolie i navlen pa sine febersyge børn. Godt at naturen selv er en god læge.
Vi var et par stykker som gravede en hellekiste ud. Det var under krigen. Konen på gården var noget betænkelig, men da jeg lovede at tage eventuelle ulykker på mit hoved, blev hun noget beroliget. Da udgravningen var færdig, spurgte jeg, om hun ikke ville have nogle af de mange sten til stenhøjen i haven. Nej, sagde hun, hun ville ikke tage noget fra dem nede i højen! Fra hvem nede i højen? Ja, det kunne hun ikke rigtig gøre rede for, men dem ville hun ikke tage noget fra, og jeg måtte love, at hver eneste sten kom ned i udgravningen igen.
Og stadig er der nogen, der som i oldtidens dage aflægger besøg hos det hellige træ i Sydsjælland.
Næh, det gamle hedenskab lurer stadig under overfladen. Nu har sygekasserne vel som helhed slået trolddom ud på lægekunstens område, men så har hekseriet benyttet lejligheden til at brede sig andetsteds. Selv dagspressen udøver spådomskunst og stiller horoskoper efter stjernerne. - Så når Harald for 1000 år siden skrev, at han gjorde danerne kristne, ja så er det ikke helt sandt. Endnu i dag stikker der en god portion hedenskab i mangen af os.