– Og gamle kniplinger

Den flensborgske rådmand Hilmar von Lütten, hvis fader var en af de første, der holdt det i 1639 fundne guldhorn i hånden, siger udtrykkeligt om findersken, at hun var »eine Dirne aus Møgeltønder (hun var nu ganske vist fra Østerby Daler), die sich mit Klöppeln ernährt und sich mit seiner Mutterschwester Marina Thomsen ihre beständige Handlung gehabt, dass sie dieser M.T. ein Stück des Horn gebracht habt, wie sie die unter Händen habende arbeit fertig«. For første gang træder her en kvinde frem, ved navns nævnelse, af den lange række af anonyme kniplersker, der gennem et par hundrede år var med til at skabe en storindustri i Sønderjylland. Ganske vist var det ikke fordi hun »spandt« guld, men fordi hun fandt guld, at hendes navn er blevet bevaret for efterverdenen.

I over 250 år, fra ca. 1600-1870, blomstrede der i Sønderjylland en særpræget industri, hvis produkter var de skønne Tønderkniplinger. Der blev kniplet mange steder i Sønderjylland, helt fra Flensborg op til Ribe; på Rømø skal man en overgang have fremstillet særlig fine kniplinger. Det var dog især i de gamle Geestherreder i marskegnene vesten for Tønder, at kniplepindene blev rørt flittigt. Amtsforvalter Meyer i Løgumkloster kan således i 1812 berette, at der næsten ikke findes et fruentimmer, der ikke giver sig af med knipling, eller i hvert fald har lært det engang.

Hovedsædet for industrien var i Tønder, hvor fabrikanterne, især i det 18. årh., holdt til. Herfra sendtes kniplingerne ud over det øvrige Danmark og videre til Norge og Sverige. Exporten til udlandet var omfattende, men herom senere. Tønderkniplinger blev anset for en af verdens smukkeste kniplingsarter. Takket være moden, der gennem flere århundreder krævede kniplingsbesat klædedragt for mænd såvel som kvinder fra de velstående samfundsklasser, fik denne udpræget luksusbetonede vare stor nationaløkonomisk betydning, idet exporten gennem lange tider indbragte klækkelige summer til den danske statskasse. (Fig. 2).

Grundene til at Tønder blev hovedsædet for industrien er flere. Byen havde helt fra middelalderen været et handelscentrum, skærmet af hertugelige privilegier. Den gunstige beliggenhed ved den stærkt vandførende Vida havde desuden givet byen betydning for søhandelen. Ved den fremadskridende inddæmning, som påbegyndtes i 1553, blev åens nedre løb imidlertid ændret, og kystlinjen rykkede stadig længere vestpå. Omkring 1600 forværredes derfor de handelsmæssige forhold for Tønder. Men sønderjyderne er driftige handelsfolk, og nye udveje fandtes. Byen var beliggende i et opland, hvor studedrift var det fremherskende erhverv. En stor del af den kvindelige arbejdskraft kunne derfor frigøres og helt hellige sig kniplingsfremstillingen. Man havde således rigelig og billig arbejdskraft for hånden. Erhvervet havde desuden den store fordel, at det kunne drives af børn og gamle og svagelige kvinder inden for hjemmets fire vægge. Udlægget til arbejdsredskaber var ikke stort; et knipleskrin og dertil hørende pinde og nåle kostede ikke alverden.

Tønderkniplinger fremstilledes for det meste af bleget hørtråd, som importeredes i spundet tilstand fra Nederlandene. Den fine tråd var uhyre kostbar og for fineste kvalitet betaltes der op til 100 rigsdaler pr. pund. Det er da ikke underligt, at man prøvede at fremstille tråd herhjemme. I 1789 meldes der om en trådfabrik i Løgumkloster og en i Tønder. Denne sidste beskæftigede 60 spindersker, der var ufaglærte, hvorfor arbejdet »ihre Zufriedenheit vermehrte«. Garnet sendtes til Sønderborg for blegning. Indtægten ved denne fabrikation beløb sig til 15.000 rigsdaler årligt. Men i det lange løb kunne disse fabrikker ikke hamle op med den importerede tråd. Sorte kniplinger og kniplinger af silke og guld kendes, men er ikke så almindelige. I en naturhistorie for børn fra 1791 kan man læse, at man hist og her har kniplet af tråd fremstillet af brændenælder. Omkring 1837 begyndte man så småt at anvende bomuldstråd, hvorved kvaliteten blev ringere, og efterspørgslen dalede.

Endnu er det uklart, hvorfra industrien er kommet til Sønderjylland, og hvornår den egentlig begyndte. Der er god grund til at antage, at den er indført fra Flandern, hvor denne hjemmeindustri har været kendt i lang tid. Det har nemlig vist sig, at der anvendes de samme tekniske udtryk i forbindelse med knipleriet som her, og at tonefaldet i de enkelte ord tilmed er det samme. I begyndelsen af det 16. årh. blev Nederlandene Europas førende handelsmagt. Herved opstod der et nyt og vigtigt marked for afsætningen af danske landbrugsprodukter, og kreaturudførslen, som væsentlig gik til Tyskland, blev nu også rettet mod Holland. Sammen med andre af renæssancens kunstformer førtes kniplingsindustrien til Sønderjylland, hvor den på grund af før omtalte forhold fandt en gunstig grobund. (Fig. 3). Kunsten at kniple er imidlertid af ældre dato i Danmark, hvilket bl.a. fremgår af en ligprædiken holdt over den i 1596 afdøde Karen Gyldenstierne (født 1542), frue til Norges statholder, hvori der siges: »Thi der hun vaar 7 Aar oc paa det Ottende / haffue hendis kiære Fader oc Moder som da haffde Øekloster i Julland / antuordet hende en aff Kloster Jomfruerne udi samme Kloster / hos huilcken hun lærde at læse oc scriffue//.... saa oc at knytte / kniple / sprange oc andet saadant / som Ungdommen pleyer at tilholdis« Det har således været almindeligt at adelens døtre gav sig af med at kniple. Men industri bliver der først tale om i Sønderjylland engang o. 1600.

(Fig. 4).
Nogle af de ældste kniplinger, som muligvis skyldes Tønderindustrien, findes på Rosenborg og har tilhørt Christian IV. Det er ornamentale båndkniplinger med flamsk-italienske mønstermotiver. Kun få af disse kniplinger er bevaret i Danmark, men afbildninger på samtidige portrætmalerier viser deres udstrakte brug. Sorte kniplinger kendes bl.a. fra Frederik III's sørgedragt.

Desværre er denne Tønderkniplingens første periode (det 17. årh.) kun dårligt oplyst. Bortset fra nogle optegnelser i Christian IV's dagbog om kongens indkøb af kniplinger i Valsbøl og Flensborg er der kun få historiske overleveringer. Hoffet i Gottorp har allerede fra 20'erne været gode aftagere. Det købte i tiden 1656-58 for 1654 rigsdaler tønderske kniplinger af Johann Steinbeck, en mand der oprindelig hørte til i Slesvig, men som slog sig ned som kniplingshandler i Tønder, hvor han i 16 år drev sin næring på ulovlig vis, idet han til trods for ihærdige angreb fra byens øvrighed undslog sig for at aflægge borgered og svare afgifter m.v.

For at beskytte den hjemlige industri udstedtes der 1647 i Danmark og Norge importforbud mod udenlandske kniplinger.

Det 18. årh. var Tønderkniplingens storhedstid. I Tønder by var der i 1717 syv kniplingsfabrikanter. Tyve år senere var tallet steget til 25. Disse havde flere tusinde piger i deres brød. Ved importforbud beskyttede regeringen stadig industrien og vågede desuden strengt over, at den ikke overflyttedes til nabolandene. Man indførte rejsepas og mandtalslister over kniplerskerne - ja et reskript fra 1740 gjorde faktisk pigerne stavnsbundne. Af kniplingsfabrikanten krævedes det, at han skulle kunne tegne og fremstille nye mønstre. Dernæst skulle han kunne instruere mønsterkniplerskerne, hvorefter den egentlige arbejderske kunne sættes i gang. Han skulle yderligere vide at behandle kniplersken efter den Gud hende givne gave, for derefter at indrette mønstret efter hendes evner. Fejl i arbejdet måtte han kunne påpege samt angive måden, hvorpå fejlen kunne afhjælpes. Ikke mindre vigtigt var det, at han, så snart han så et mønster, skulle kunne afgøre, hvilken finhed i tråd der krævedes. For at blive fabrikant måtte man gennem syv års læretid, og det var nødvendigt at have en stor kapital i ryggen. Kniplingsindustrien gik ofte i arv, således at kapitalen holdtes inden for samme slægt. Store beløb skulle udlægges til indkøb af den kostbare tråd, og der måtte afsættes klækkelige summer til exporten, der foregik pr. kredit; men de store summer der kom ind må langt have opvejet eventuelle tab. Således kunne hvert forår en enkelt fabrikant exportere for 10.000 rigsdaler til østersøområderne, hovedsagelig St. Petersburg. Andre fabrikanter sendte for 20.000 rdl. til Spanien og Portugal via Hamburg. Kommerciekollegiets statistik viser, at udførslen til Danmark og Norge i 1781 beløb sig til 72.845 rdl. og til udlandet 63.190 rdl. En i sandhed imponerende export, nar man tager i betragtning, at rigsdalerens købekraft var således, at man kunne købe en stud for 7½ rdl.

Mange kniplingshandlere i det 18. årh. har sikkert været nogle hårde hunde, der erhvervede deres rigdom ved midler, der ikke altid var helt fine. Flere har dog indlagt sig fortjeneste ved stiftelsen af legater, som kom Tønder by til gode. Det ældste legat stiftedes af den meget velhavende kniplingshandler Peter Struck, som også var rådmand. Han døde i 1713. At han var en from mand fremgår bl.a. af en indmuret tavle på hans hus i Vestergade 18, Tønder. Her står: »BIS HER HAT MIR GOT GEHOLFEN«. Slet så fromme var hans arvinger imidlertid ikke. De overholdt ikke testamentets bestemmelse om, at 91 demat jord i Frederikskog (en kog er et inddiget marskområde) skulle gå til velgørenhed, idet indtægterne derfra skulle anvendes til oprettelsen af et vajsenhus for drenge. De skamløse arvinger skjulte testamentet, men den pietistiske provst Schrader tvang det frem, og et vajsenhus blev bygget i Østergade. Kniplingshandler Poul Popsen oprettede i 1786 et legat, der skulle yde støtte til kirker, skoler, arbejdshuse samt til oprettelse af fabriker, især spinderier, for at afhjælpe eventuel arbejdsløshed. At Popsen var en hyggelig og gemytlig mand fremgår især af testamentets indledende sætning: »Efter at jeg i mange år har levet i fornøjeligt ægteskab med min hustru...« Poul og Helena Popsen er stedet til hvile under gulvet i Christkirkens midterskib under en gravsten smykket med en engel med beskyttende udbredte arme. Under samme kirkegulv hviler Popsens gode ven, den statelige, men noget stive borgmester Carsten Richtsen, der bandt en del af sin gennem kniplingshandelen indtjente formue i et legat, stiftet 1815. Tønder by har mindedes disse gavmilde mænd ved at opkalde gader efter dem: Strucksallé, Popsensgade, Richtsensgade osv. (Fig. 5) (Fig. 6).

Men selve kniplingerne i det 18. årh., hvordan var de? Garnet de fremstilledes af var ofte spindelvævstyndt. Det blev indført fra Nederlandene, hvor det siges at være spundet i mørke, fugtige kælderrum, for at tråden ikke skulle briste. Spinderskerne blev ofte lungesyge af det usunde arbejde. Af et pund tråd, betalt med 100 rigsdaler kunne der forfærdiges 384 alen knipling á 5 rigsdaler. Således blev et pund tråd ved flittige hænders arbejde til 7 pund guld. De tønderske mønstre er stærkt præget af deres udenlandske forbilleder fra Flandern og Brabant, blot er de noget tungere i kompositionen. Blomster- og plantemotiver gengives mere stift og tørt uden den elegante ynde, som udmærker forbillederne. Mønster, tråd og teknik går ikke helt op i den perfekte enhed, som kendetegner de udenlandske.

De flittige arbejdersker, den store skare af kniplersker, som sled fra morgen til aften for livets underhold, rekrutteredes for størstedelen fra kådnernes (boelsmænd) og indersternes (de uden jord og sand) lag; de var landsbyens underklasse, der betegnedes som rotter og mus i bondens hus. En del kniplersker var bosatte i Tønder, og blandt disse var flere piger, som var kommet »galt af sted« på grund af den faste garnison i byen (fra ca. 1713-1770); og som det hed »manche fanden hier ein ehrlichen Erwerb vor allem dank der Aufblühen der Spitzenklöppelei«. Også sømandskoner, der store dele af året var alene, beskæftigede sig med knipling. Allerede i det 18. årh. påpegedes skyggesiderne ved dette arbejde. Kniplerskerne blev ved det stillesiddende arbejde, der udførtes i foroverbøjet stilling, hektiske, forkrøblede og blinde, forfaldt til nydelsen af snustobak, te og kaffe, og blev helt igennem uegnede til andet arbejde. Og da de ikke formåede at spare noget op til fremtiden, blev de ofte som gamle en byrde for samfundet. Dette er jo nok en noget pessimistisk og noget skæv fremstilling af forholdene. Det har snarere været således, at dette erhverv, hvortil der ikke krævedes store legemlige kræfter, fortrinsvis har tiltrukket de noget svagelige og vanføre, som her fandt en udmærket måde at blive forsørget på. Småkårsfolk var meget nøjsomme i deres vaner og krav. En forbedring i kniplerskens arbejdsstilling synes at være indført i visse familjer ved benyttelsen af et stativ, forsynet med en fodskammel.

I 1717 betalte kun tre af de otte i Tønder bosatte kniplersker kopskat, der for disse var ansat til een rigsdaler. Af skatteregistret fremgår det imidlertid, at kniplingshandlerne gennemsnitlig betalte 16½ rigsdaler. Allerede dengang var der en iøjnefaldende forskel i fabrikanternes og kniplerskernes kår. Antallet af udøvende kniplersker omkring slutningen af 18. århundrede anslås til ca. 16.000. Enkelte fabrikanter kunne beskæftige op til 1500 piger. Arbejdslønnen angives at have ligget mellem 12 og 24 skilling pr. uge, hvilket giver en omtrentlig årsindtægt på 12½ rigsdaler. Dog kniplede flere af pigerne kun om vinteren og hjalp til ved landbruget om sommeren. Pigerne var helt og holdent afhængige af kniplingsfabrikanterne, af hvem de modtog mønstre samt garn, der enten betaltes ved modtagelsen eller afregnedes, når det færdige arbejde afleveredes. Det kaldtes at »få skåret af«. Boede de i nærheden af fabrikanten, gik de selv med det færdige arbejde. De mere periferisk boende betjentes af bissekræmmerne eller husererne. Disse var ufaglærte handelsfolk, mænd »uden dannelse og smag«, som ikke formåede selv at fremstille mønstre og ikke havde midler til at forskaffe sådanne fra udlandet. Ofte prøvede husererne, der ifølge deres erhverv kom vidt omkring, at lokke betroede mønstre fra kniplepigerne ved bestikkelse. Dette tog sådan overhånd, at der i 1775 udstedtes et reskript, hvori det blev pigerne forbudt at overdrage mønstre eller at sælge færdige kniplinger til andre end den rette indehaver.

Efter den franske revolution fulgte en nedgangsperiode for Tønderindustrien. Klædedragten forenkledes stærkt og maskinerne vandt frem. Allerede i 1787 anlagdes en blondefabrik i Tønder og maskinlavet tyll fortrængte det håndgjorte. I tiden efter Napoleonskrigene blomstrede industrien imidlertid op, bl.a. fordi de danske bønderkvinder nu brugte Tønderkniplinger på deres hovedtøjer. Kniplingerne skulle være brede og samtidig til en overkommelig pris for at kunne stå sig i konkurrencen.

Her i Tønderindustriens sidste fase frigør man sig fra en slavisk efterligning af udenlandske motiver. Ganske vist er hovedtrækkene præget af Lille-kniplingens (Lille er et fransk kniplingscentrum), men detaljerne er særegne for Sønderjylland. Med sand dekorativ stilsans varieres motiverne i det uendelige. Blomstermotiver som nellike, aurikel og marguerit, frugtmotiver som jordbær og pære er yndede. Floraen fra mark, skov og have gengives med frejdig friskhed. Mange kniplinger har pigenavne, opkaldte efter gamle kniplersker, f.eks. Ellen, Marens hægte osv. Et meget yndet motiv er endvidere rokokotidens gitterværk indrammet af akantusblade. Indtil 1850 er mønsterkompositionerne elegante og velafbalancerede, kvaliteten ensartet og fast, men kravet om billigere kniplinger foranledigede, at de blev gjort løsere i strukturen med større og flere huller, og de såkaldte københavnerkniplinger opstod. Kompositionen bliver gradvis løsere og mere tilfældig, blomstermotiverne sjuskede og udviskede, degeneration og forfald sætter ind. Anvendelsen af den billigere bomuldstråd gør sit til, at det går ned ad bakke med industrien. Dog først efter 1864, ved adskillelsen fra moderlandet, sygner den helt bort. I afbleget form eksisterer den dog endnu, men blot som en skattet husflid.

I løbet af det 19. århundrede forflyttedes kniplingsindustrien gradvis fra Tønder by til dens opland (Møgeltønder, Løgumkloster og Bredebro). I 1803 var der 11 fabrikanter i byen, men kun een var tilbage i 1836; i dette år beskæftigede han 500 kniplersker, 12 år senere var antallet skrumpet ind til 120.

(Fig. 7).
Mest fremtrædende blandt oplandets fabrikanter var Jens Wulf fra Bredebro. Han var storkøbmand og gav sig bl.a. af med korn- og uldhandel, men kniplingshandelen var hans kæledægge, hvilket tydeligt fremgår af hans dagbog, som han førte fra 30-årsalderen indtil sin død (fra 1804-1858). Wulf var af virkeligt format, han var en af de få, der formåede at fastholde udenlandshandelen. Han sendte prøvekollektioner (de såkaldte prøvebøger med kniplingsudvalg) til Nord- og Sydamerika, til Asien, Afrika og Australien. Bortset fra Wulfs udenlandshandel blev det væsentlige marked for Tønderkniplinger dog Danmark, og her var det husererne eller kniplingskræmmerne, der vandrede rundt med den tunge læderkasse i en rem over skulderen. I solskin og regn, fra sogn til sogn, har disse mænd trasket talløse mil og solgt deres kniplinger. Også i København falbød de slesvigske kræmmere deres varer fra hus til hus. Store værdier rummedes i disse vejrslidte kasser, man regner med summer fra 500-2.000 rigsdaler. En sådan rigdom kan mangen gang have fristet til røveri. I danske folkesagn findes gentagne gange beretninger om myrdede kniplingskræmmere.

Da tiderne bedredes for landbruget, var det ikke så nødvendigt for bondestandens underklasse at sætte børn til knipleriet. Det var derfor vanskeligere for fabrikanterne at erhverve tilstrækkelig arbejdskraft. Wulf prøvede på at afhjælpe denne mangel ved at oprette to knipleskoler for småpiger i Abild og N. Sejerslev. Det var hans kæreste stunder, når han besøgte disse skoler, hvis elever var i alderen fra 6-12 år. Ofte »tog han fod i hånd« og vandrede hid, og altid havde han godter med til børnene. Allerede før seksårsalderen lærte småpiger at kniple. Dette foregik på et pindebræt, også kaldet »storkereden«. Det kunne bindes om barnets knæ og derved forhindre alt for stærk søgang under indøvelse af de første, svære »slag«. Der begyndtes med smalle, ret grove kniplinger. Kokøje var et yndet begyndelsesmønster. Hurtigt blev pigerne så ferme, at de kunne tjene et par skilling, og det var et stort øjeblik første gang, der skulle skæres af. En kniplingslærerinde med det rette greb på at anvende opmuntrende tælleleg og små flidsbelønninger i form af en tvebak eller kage og med evne til at synge viser og fortælle eventyr kunne få børnene interesseret til trods for den megen stillesidden og evindelige gentagelse, som optræningen uvægerligt medførte.

Ofte kunne kniplerskerne kun nogle få mønstre, men dem kunne de til gengæld perfekt og kunne tjene ganske godt. En enke tjente således til sine syv børns ophold og opdragelse.

Om alle disse forhold ved vi endnu for lidt; men en undersøgelse er i gang. Skulle mon nogle af Skalks læsere sidde inde med oplysninger, der kunne hjælpe til at belyse denne interessante industris sidste tid? Mange detaljer, der kan erindres, vil være af stor betydning for det videre forskningsarbejde omkring kniplingerne. Vigtigst ville det være at få oplysninger om kniplerskerne, så deres liv og færden kunne kortlægges. Det gælder om at finde ind til mennesket bag arbejdet, således at museumsstoffet og den videnskabelige forskning kan levendegøres.

Tre hundrede års flid. Tusinder af kvinder bøjet over arbejdet. Smidige hænder kaster de perleprydede pinde, der danser en livlig cancan på gjørebrevets hårde læder. Under knappenålenes langsomt fremadskridende hær dukker de skønne mønstre frem.