Og gamle kniplinger

Den flensborgske rådmand Hilmar von Lütten, hvis fader var en af de første, der holdt det i 1639 fundne guldhorn i hånden, siger udtrykkeligt om findersken, at hun var »eine Dirne aus Møgeltønder (hun var nu ganske vist fra Østerby Daler), die sich mit Klöppeln ernährt und sich mit seiner Mutterschwester Marina Thomsen ihre beständige Handlung gehabt, dass sie dieser M.T. ein Stück des Horn gebracht habt, wie sie die unter Händen habende arbeit fertig«. For første gang træder her en kvinde frem, ved navns nævnelse, af den lange række af anonyme kniplersker, der gennem et par hundrede år var med til at skabe en storindustri i Sønderjylland. Ganske vist var det ikke fordi hun »spandt« guld, men fordi hun fandt guld, at hendes navn er blevet bevaret for efterverdenen.

I over 250 år, fra ca. 1600-1870, blomstrede der i Sønderjylland en særpræget industri, hvis produkter var de skønne Tønderkniplinger. Der blev kniplet mange steder i Sønderjylland, helt fra Flensborg op til Ribe; på Rømø skal man en overgang have fremstillet særlig fine kniplinger. Det var dog især i de gamle Geestherreder i marskegnene vesten for Tønder, at kniplepindene blev rørt flittigt. Amtsforvalter Meyer i Løgumkloster kan således i 1812 berette, at der næsten ikke findes et fruentimmer, der ikke giver sig af med knipling, eller i hvert fald har lært det engang.

Hovedsædet for industrien var i Tønder, hvor fabrikanterne, især i det 18. årh., holdt til. Herfra sendtes kniplingerne ud over det øvrige Danmark og videre til Norge og Sverige. Exporten til udlandet var omfattende, men herom senere. Tønderkniplinger blev anset for en af verdens smukkeste kniplingsarter. Takket være moden, der gennem flere århundreder krævede kniplingsbesat klædedragt for mænd såvel som kvinder fra de velstående samfundsklasser, fik denne udpræget luksusbetonede vare stor nationaløkonomisk betydning, idet exporten gennem lange tider indbragte klækkelige summer til den danske statskasse. (Fig. 2).