Øjnene der ser
I en lille krønike om Knud den Store, forfattet ca. 1040 af en ikke navngivet vesteuropæer finder man følgende beskrivelse af Knuds far, vikingekongen Svend Tveskæg:
Af Harald Andersen
»Mens han endnu var barn, blev han elsket med den inderligste kærliglied af alle; kun hans egen fader kunne ikke lide ham, men det var ikke nogen skyld hos drengen, som gjorde ham fortjent til dette, men alene misundelsen, der forstyrrede forholdet. Da han havde nået ynglingealderen, voksede han dag for dag i folkets kærlighed; men som følge heraf tiltog også hans faders ugunst mod ham mere og mere, i den grad, at han ikke længere i hemmelighed, men ganske åbenlyst tragtede efter at få ham jaget bort fra fædrelandet, idet han med ed forsikrede, at han ikke skulle komme til at sidde på tronen efter ham selv. Derover blev nu hæren harmfuld, så at den svigtede faderen og hang ved sønnen og værnede om ham med stor iver.
Dette førte til, at de mødtes til kamp med hinanden i et slag; i dette blev faderen såret og jaget på flugt, og han flygtede da til vendernes land, hvor han ikke længe efter døde, og Svend beklædte så hans kongestol i ro«.
Om den samme begivenhed fortæller Adam af Bremen nogle årtier senere i sit store kirkehistoriske skrift:
»Dengang iværksatte Svend, søn af den store danerkonge Harald, mange anslag mod faderen og lagde endog råd op om, hvordan han skulle berøve den allerede gamle og svagelige mand kongemagten. Pludselig danner danerne da en sammensværgelse, fornægter kristendommen, indsætter Svend til konge og erklærer Harald krig. Men denne besluttede, skønt han forbandede krigen, at værge sig med våben. Som en anden David gik han ud til kampen og sørgede over sin søn Absalon, mere ked af dennes forbrydelse end af sin egen fare. I denne sørgelige krig blev Haralds parti besejret. Selv flygtede han fra slaget, gik ombord i et skib og slap over til den stad Jumne hos slaverne. Af dem blev han venligt modtaget, men nogle dage efter svandt hans kræfter som følge af såret, og han vandrede heden i bekendelse af Kristus«.
De to beskrivelser siger lidt om historikernes vilkår, når de skal forsøge at danne sig et billede af en fortidig person. For hvad skal man tro? Var Svend Tveskæg et ejegodt menneske eller en samvittighedsløs skurk? Åbenbart er det Svends egen bedømmelse af situationen, der kommer til udtryk gennem sønnen kong Knuds historieskriver, mens Bremerkanniken Adam er Haralds talerør; hans kirke havde jo æren af den gamle konges kristning og måtte følgelig være på hans parti. Der er med andre ord gået politik i vurderingen af kong Svend, og hvor det sker, svigter objektiviteten, billedet spaltes i lyst og mørkt med tab af alle mellemtoner. Det sete afhænger af øjnene, der ser, og så er det for resten lige meget, om den betragtede hedder Svend Tveskæg, Mao, Nixon eller Per Hækkerup (fig. 1).
Fig. 1. Tegning: Jens Bech.