Nysgerrighedens pædagogik
Jeg husker endnu, som var det i dag, min barndoms historielærerinde, der var en glimrende fortællerske, når hun med en elegant bevægelse slog ud med hånden og om en krigsbegivenhed erklærede: "Det var en eklatant sejr", ja så var vi alle helt overbevist om det enestående i begivenheden. Museer og museumsting så vi derimod ikke noget til; men selvom det levende ord stadig er noget ur-oprindeligt, er museumsting det ikke mindre, idet de appellerer til noget andet ur-oprindeligt - nysgerrigheden.
Af Arne Meyling
Derfor begyndte vi her ved Espergærde skole (Tikøb kommune) i 1943 at samle på museumsting for at undersøge deres anvendelighed i den daglige undervisning. Kort fortalt har dette arbejde udviklet sig til et lokalmuseum med pædagogisk hovedformål - på ca. 2-3000 genstande. Lokalerne er på skolen. Der er dør ind til folkebiblioteket, således at lånerne om aftenen gratis kan færdes i museet.
Jeg har tit tænkt på, at det ville være rart, om man kunne få sine elever lige så interesserede i timen, som de er, når kloakmanden renser brønden i skolegården. Mindre børn, som endnu ikke behøver at indfanges i lektiesystemets ruse, går det jo let med. Således lod jeg en dag en 4. underklasse gå på opdagelse i museet med læsebøgerne for at finde genstande, som havde noget at gøre med fortællinger og billeder i bøgerne. Der blev ordentlig liv i kludene, da vi bagefter gjorde ekspeditionens resultater op. I "Spurven sidder stum på kvist" var der rokken, messingstagen og den tykke bibel, i hvilken "far med Vorherre taler", der var svinedrengens gryde på tre ben, og i "Hvad fatter gør" var der skæppemålet, som ikke bare brugtes til at måle guldpenge i. Der er noget charmerende ved sådan at gå på opdagelse, og da fortællingerne jo ofte foregår i gamle dage, går de nydeligt i spand med museumstingene og lægger grunden til en historisk viden, det vil være lige så interessant at fortælle om, som om kloakmanden i brønden.
Imidlertid er lektierusen ikke sådan at smutte uden om, når man bliver ældre, men måske kloakmanden også her kunne hjælpe os en smule. Der stod en underlig nævestor, brun klump foran 1. mellem. Hvad skulle sådan en grovpeter her på klassens fine bord? Tja - det var såmænd ham, viste det sig, der havde bjerget Danmark igennem en vanskelig periode, for ca. 2400 år siden. Det var mosejernet. Og så tegner man, hvorledes jernet blev renset og smeltet på "blaasbjerg" (blæsebakke), kikker på oversigtstavlerne med billeder fra hele verden, fra 3000 f.Kr. til nutiden. Selvfølgelig ser vi også billeder af Gundestrupkarret, Dejbjergvognen og Guldhornene og kikker til slut på en "mascot" den rustne, halvfærdige hestesko, som står på museets stampekærne. Den blev med megen hemmelighedsfuldhed købt i 1825 hos en klog mand og brugt til at komme i kærnen, når mælken ikke ville blive til smør. Og dermed er vi nede i jernalderen igen, for det er efter alt at dømme fra den tid, at troen på jernets og hesteskoens kraft stammer. "Ja", siger nu en af drengene, "min mor har fortalt om en gammel mand fra Saunte her i kommunen. Han døde for få år siden, og han lagde hvert forår, når køerne skulle på marken, en økse på dørtrinet, som dyrene skulle gå over, for så blev de ikke syge". Der ser man; jernaldersporet igen, og kik så på garagen over for skolen, der hænger en hestesko på porten.
Til slut lige et rask hop op i skolens top til de store drenge og piger, der svømmer alvorligt rundt i lektierusen med store fiskeøjne, fordi de skal til eksamen - har kloakmanden mon ikke en smule til dem? Lad os se. Her er en tyk bog fra 1741 med et underligt ord "imprimatur" på første blad. Nu må vi have fat i bibliotekarens leksikon, som fortæller, at ordet betyder "må trykkes" dvs. at man dengang ikke måtte lade noget trykke uden regeringens tilladelse, man havde censur, og det varede lige til denne runde kobbertingest her blev lavet, det er Grundlovsmedaljen af 1849 med moder Danmark, der modtager frihedens ånd - så fik vi trykkefrihed og de andre borgerlige rettigheder, som tyskerne forbød under besættelsen.
Der kom lige noget trykt ind ad døren med posten: "Kampen for frihed og retfærdighed fortsætter", står der. Der fortælles om lande, hvor "imprimatur" gælder endnu - nysgerrighedens og kloakmandens fjende nr. 1 (fig. 1).
Fig. 1. Tegninger: Ritta Meyling.