Nu stod alle husene i lue

I den middelalderlige litteratur har islandsk kultur nået højest og Njalssaga er vel dens ædleste frugt. Den er da også et bestandigt under for dem som engang har stiftet bekendtskab med den, og det er en stadig fryd at nyde den som skønlitteratur i dette ords fulde betydning. Og det skulle være den første indstilling overfor Njalssaga.

Ikke desto mindre er det vor ret og pligt at gennemlyse sagaen og spejde efter det der ligger bag ved fortællingen. Mange spørgsmål kan stilles. Man kan spørge hvem der har skrevet sagaen, hvorfra forfatteren har hentet sit emne. Man kan endda spørge om sagaen er troværdig, om de pågældende begivenheder er historisk hjemlet. Før i tiden stillede man ikke den slags spørgsmål. Man stolede på sagaernes historiske troværdighed ned til de mindste detaljer. Hvis man ikke kunne det, følte man sig bedraget. I vore dage er dog de fleste forskere af den mening – og det er ikke sandsynligt at det syn vil blive ændret – at de islandske sagaer for en stor del er digtning, forfatternes tankefoster, noget som den nye tids romaner. Dermed er ikke sagt at de ikke kan indeholde en historisk kærne. De er i mere eller mindre grad komponeret uden om folkelige sagn om personer, der virkelig har levet, og tildragelser der beviselig har fundet sted, men det hele er ordnet og bearbejdet af sagaskriveren, påvirket af hans samtid, hans liv og personlige erfaring. Det er litteraturgranskningens pligt at belyse den fra alle sider, finde frem til forfatterens råmateriale, blandt andet gamle sagn, og undersøge deres historiske værdi såvidt muligt.

Undertiden kan en sagas troværdighed efterprøves ved en arkæologisk undersøgelse. Intet under derfor at man længe har været interesseret i at udforske grunden under Bergtorshvol gård i det øjemed at finde resterne af Njals nedbrændte huse. Dog ikke så meget for at konstatere om Njalsbranden virkelig har fundet sted, for derom har man aldrig været i tvivl. Njals indebrænding er nævnt i så mange middelalderlige kilder og er så godt afhjemlet at så vidt jeg ved betragter alle forskere den som en historisk kendsgerning. Sagaen opgiver selv at branden fandt sted tre år før Briansslaget i Irland, d.v.s. 1011, en søndag aften to måneder før vinter, d.v.s. 22. august, men den trak ud til noget hen på formiddagen den følgende dag. Landnams- bogen, der er et forholdsvis pålideligt historisk skrift, omtaler Torgeir Goldner således: “Hans søn var Njal, som indebrændte på Bergtorshvol sammen med otte andre”. I sin Edda anfører Snorre et vers af “Brand-Njal” og “Brand-Flose” nævnes nogle andre steder i de gamle skrifter.

Men alt dette til trods, har man længe været nysgerrig efter at grave på det berømte sted for om muligt at finde noget der kunne fortælle et eller andet om mordbranden og for at studere de huse den vise Njal boede i da han mødte sin skæbne hin mindelige dag. Allerede i 1873 fremsatte statsmanden og historikeren Jón Sigurdsson det forslag at man under en sagkyndig ledelse skulle forsøge at grave efter Njals hal. “Gravning af ukyndige er værre end ugjort”, sagde Jón Sigurdsson meget rigtigt. Han fik det svar – også meget rigtigt – at jorden var et sikkert gemmested for det som allerede var i dens forvaring og foreløbig var det vigtigere at tilvaretage de antikviteter som lå og flød oven på jorden rundt omkring i landet. Og det blev ikke til nogen gravning den gang.

Den første som gravede på Bergtorshvol var den kendte guldsmed og oldforsker Sigurdur Vigfusson, der en tid var bestyrer af oldsagsamlingen i Reykjavík. Han var så godt bevandret i sagaerne at han siges at have kunnet dem alle udenad og var alt andet end tolerant overfor dem som vovede at betvivle deres troværdighed. Sagaernes pålidelighed var for ham – som for mange andre – en hjertesag, og han kæmpede ufortrødent for at bevise den. Som våben i denne kamp brugte han blandt andet udgravninger og ganske vist på en måde man nu ikke finder berettiget. I årene 1883 og 1885 var Vigfusson på Bergtorshvol og gravede noget hist og her på gårdtomten*). Mange mærkelige ting mødte hans blik, eller det syntes han i hvert fald. Blandt andet fandt han klatter af et besynderligt, hvidt, klæbrigt stof, der viste sig at være skyr, og som endnu forvares på museet i Reykjavik – dog uden Bergtoras navn på etiketten.

Det meste af det som Vigfusson fandt i sine prøvegrave opfattede han som vidunderlige beviser på Njalsbranden og beskrev det i animerede ord i sine dagbøger. Men ak, Vigfusson lededes af sine ønsker og sin iver, for senere undersøgelser har vist at intet af det han fandt kan have noget med Njal og hans folk at gøre. Vigfusson var et barn af sin tid som vi af vor, – og måske får vore undersøgelser en ligeså hård dom hos vore efterkommere som hans har fået hos os.(Fig.1, fig. 2, fig. 3)