Nu stod alle husene i lue

Hen på formiddagen den 23. august år 1011 stod Flose Tordarsön, høvdingen som en uforsonlig skæbne havde gjort til brandstifter, sammen med sine mænd ved de rygende ruiner af den statelige gård, der havde tilhørt den vise bonde Njal Torgeirssön på Bergtorshvol i Landöerne på det sydlige Island. I nattens løb havde de indebrændt Njal og hans hustru Bergtora og deres tre sønner samt nogle andre personer af Njals husstand. I den berømte Njalssaga, der er skrevet på Island omkring 1280, læser vi om de begivenheder som til slut førte til den berygtede mordbrand. Njals indebrænding er disse begivenheders dramatiske højdepunkt. Vist var den både stordåd og udåd - for at bruge Floses egne ord - men i vort sind spiller der dog et forunderligt skær om denne tildragelse, takket være sagaens fuldendte kunst, den middelalderlige forfatters mesterskab.

Af Kristján Eldjárn

I den middelalderlige litteratur har islandsk kultur nået højest og Njalssaga er vel dens ædleste frugt. Den er da også et bestandigt under for dem som engang har stiftet bekendtskab med den, og det er en stadig fryd at nyde den som skønlitteratur i dette ords fulde betydning. Og det skulle være den første indstilling overfor Njalssaga.

Ikke desto mindre er det vor ret og pligt at gennemlyse sagaen og spejde efter det der ligger bag ved fortællingen. Mange spørgsmål kan stilles. Man kan spørge hvem der har skrevet sagaen, hvorfra forfatteren har hentet sit emne. Man kan endda spørge om sagaen er troværdig, om de pågældende begivenheder er historisk hjemlet. Før i tiden stillede man ikke den slags spørgsmål. Man stolede på sagaernes historiske troværdighed ned til de mindste detaljer. Hvis man ikke kunne det, følte man sig bedraget. I vore dage er dog de fleste forskere af den mening - og det er ikke sandsynligt at det syn vil blive ændret - at de islandske sagaer for en stor del er digtning, forfatternes tankefoster, noget som den nye tids romaner. Dermed er ikke sagt at de ikke kan indeholde en historisk kærne. De er i mere eller mindre grad komponeret uden om folkelige sagn om personer, der virkelig har levet, og tildragelser der beviselig har fundet sted, men det hele er ordnet og bearbejdet af sagaskriveren, påvirket af hans samtid, hans liv og personlige erfaring. Det er litteraturgranskningens pligt at belyse den fra alle sider, finde frem til forfatterens råmateriale, blandt andet gamle sagn, og undersøge deres historiske værdi såvidt muligt.

Undertiden kan en sagas troværdighed efterprøves ved en arkæologisk undersøgelse. Intet under derfor at man længe har været interesseret i at udforske grunden under Bergtorshvol gård i det øjemed at finde resterne af Njals nedbrændte huse. Dog ikke så meget for at konstatere om Njalsbranden virkelig har fundet sted, for derom har man aldrig været i tvivl. Njals indebrænding er nævnt i så mange middelalderlige kilder og er så godt afhjemlet at så vidt jeg ved betragter alle forskere den som en historisk kendsgerning. Sagaen opgiver selv at branden fandt sted tre år før Briansslaget i Irland, d.v.s. 1011, en søndag aften to måneder før vinter, d.v.s. 22. august, men den trak ud til noget hen på formiddagen den følgende dag. Landnams- bogen, der er et forholdsvis pålideligt historisk skrift, omtaler Torgeir Goldner således: "Hans søn var Njal, som indebrændte på Bergtorshvol sammen med otte andre". I sin Edda anfører Snorre et vers af "Brand-Njal" og "Brand-Flose" nævnes nogle andre steder i de gamle skrifter.

Men alt dette til trods, har man længe været nysgerrig efter at grave på det berømte sted for om muligt at finde noget der kunne fortælle et eller andet om mordbranden og for at studere de huse den vise Njal boede i da han mødte sin skæbne hin mindelige dag. Allerede i 1873 fremsatte statsmanden og historikeren Jón Sigurdsson det forslag at man under en sagkyndig ledelse skulle forsøge at grave efter Njals hal. "Gravning af ukyndige er værre end ugjort", sagde Jón Sigurdsson meget rigtigt. Han fik det svar - også meget rigtigt - at jorden var et sikkert gemmested for det som allerede var i dens forvaring og foreløbig var det vigtigere at tilvaretage de antikviteter som lå og flød oven på jorden rundt omkring i landet. Og det blev ikke til nogen gravning den gang.

Den første som gravede på Bergtorshvol var den kendte guldsmed og oldforsker Sigurdur Vigfusson, der en tid var bestyrer af oldsagsamlingen i Reykjavík. Han var så godt bevandret i sagaerne at han siges at have kunnet dem alle udenad og var alt andet end tolerant overfor dem som vovede at betvivle deres troværdighed. Sagaernes pålidelighed var for ham - som for mange andre - en hjertesag, og han kæmpede ufortrødent for at bevise den. Som våben i denne kamp brugte han blandt andet udgravninger og ganske vist på en måde man nu ikke finder berettiget. I årene 1883 og 1885 var Vigfusson på Bergtorshvol og gravede noget hist og her på gårdtomten*). Mange mærkelige ting mødte hans blik, eller det syntes han i hvert fald. Blandt andet fandt han klatter af et besynderligt, hvidt, klæbrigt stof, der viste sig at være skyr, og som endnu forvares på museet i Reykjavik - dog uden Bergtoras navn på etiketten.

Det meste af det som Vigfusson fandt i sine prøvegrave opfattede han som vidunderlige beviser på Njalsbranden og beskrev det i animerede ord i sine dagbøger. Men ak, Vigfusson lededes af sine ønsker og sin iver, for senere undersøgelser har vist at intet af det han fandt kan have noget med Njal og hans folk at gøre. Vigfusson var et barn af sin tid som vi af vor, - og måske får vore undersøgelser en ligeså hård dom hos vore efterkommere som hans har fået hos os.(Fig.1, fig. 2, fig. 3)

Billede

Fig. 1. Bergtorshvol 1951. Udhusene vest for det nye beboelseshus er hygget efter udgravningen i 1927-28. Ved x udgravningen 1951.

Billede

Fig. 2. Kort over Bergtorshvol og nærmeste omgivelser med de moderne bygninger og udgravningsfelterne indtegnet. Området mellem de to felter var stærkt forstyrret af senere tiders bebyggelse. Ved prøvegravning her fandtes ingen brandspor.

Billede

Fig. 3. Thordarsons udgravning 1927-28. Alle de mange gulve er indtegnet, det ene oven i det andet. Det nedbrændte hus, som antagelig er et korntørringshus, ligger øverst til højre.

Nu gik der en lang tid uden at nogen gravninger blev foretaget på Bergtorshvol. Men i sommeren 1926 byggedes det første betonhus på stedet; tidligere havde der kun været græstørvsbygninger. Da man gravede for fundamenterne, gik man igennem mange kulturlag, som delvis mentes at kunne være fra Njalsbrandens tid. Dette gav stødet til storstilede udgravninger på gårdtomten i årene 1927 og 1928. Undersøgelserne lededes af museumsdirektør Matthias Thordarson. I sin helhed er det de vidtløftigste udgravninger som er foretaget på Island før 1954, da domkirketomten på Skålholt blev udgravet. Men resultatet var lidet opmuntrende, og derfor blev undersøgelsen afbrudt inden man havde gennemgravet hele gårdtomten. Når det centrale område kun gav et magert resultat, var der ikke meget at vente i udkanterne, mente man. I året 1951 blev der dog fra museets side gjort endnu et forsøg på at finde resterne af Njals gård, denne gang foranlediget af forberedelserne til den smukke udgave af Njalssaga, der udkom i 1954. Og nu kan man næppe tænke sig at flere udgravninger bliver gjort på Bergtorshvol. Tiden er således inde til at vurdere hvad det hele har ført til. Som helhed betragtet har udgravningerne nok været en skuffelse, men der gives dog lyse punkter. Lad os nu se lidt på landskabet, skuepladsen.

Landet omkring Bergtorshvol er meget lavt og fladt, kun 8 meter over havfladen, og meget sumpet. De nærmeste omgivelser er ensformige og ikke særlig spændende, men i det fjerne er en storslået horisont med vældige fjelde og jøkler på landsiden og udenfor kysten knejser Vestmannöernes stolte klippeborge. Pa det flade land hæver sig hist og her rundagtige forhøjninger, gamle sandhøje under et lag muldjord. På disse forhøjninger står gårdene, bl.a. Bergtorshvol. Tunet eller den dyrkede hjemmemark er på en gruppe sådanne forhøjninger, og på én af dem står gårdshusene. Lige øst for dem er den betydeligste af højene og den kaldes nu Flosehøjen. Det er den der i Njalssaga omtales som "hvållinn" (højen). Gården ligger i læ vest for denne høj, for østlige vinde er fremherskende i disse tragter.

Alle stedkendte er enige i at en anden beliggenhed end denne ikke kommer i betragtning: hvor gården står nu må den afgjort altid have stået simpelthen fordi et andet, som gårdtomt egnet sted, ikke findes på Bergtorshvols grund. Og dette er meget vigtigt. På dette sted må Njals gård have stået, altså indenfor et ganske begrænset område. Matthias Thordarson undersøgte den centrale del af dette område, ialt 388 m3. På hele dette areal gravede han lag for lag ned gennem kulturaflejringerne, indtil 3,20 m på det dybeste sted, hvor han endelig fandt urørt jord, eller snarere rent sand, hvoraf undergrunden består.

Under Thordarsons udgravning viste det sig med stor klarhed, at han befandt sig på en gårdtomt hvor den ene generation efter den anden havde bygget sine gårde gennem århundreder. Overalt var der bygningslevninger og tit var det meget vanskeligt at holde det ene hus ude fra det andet og nå frem til klare, i kronologisk rækkefølge ordnede gårdsplaner. Det forholder sig nemlig således at sten findes ikke i omegnen, og derfor har man der i bygden altid opført sine bygninger udelukkende af græstørv. Nokså upraktisk for bønder, men rent fatalt for arkæologer, for det bevirker at man under en udgravning er henvist til at finde husenes form ved at følge gulvlag, som tit glipper når man mest trænger til vejledning. Vi skal heller ikke opholde os længe ved de mange gulvlag fra fortidens huse, der kom til syne ved Thordarsons udgravning, men i stedet svare på det brændende spørgsmål om nogen nyhed angående Njals gård kom for dagen. (Fig.4)

Billede

Fig. 4. Fra udgravningen i 1951. I det fjerne skimtes nogle af Sydislands
mægtige jøkler.

Ak nej, de lyse forventninger blev skuffet. De eneste brandlevninger Thordarson fandt, viste sig på 2,30 m dybde på "bagsiden" (landsiden) af gårdshøjen. Der havde tydeligvis stået et lille hus, som var ødelagt ved brand. Der var et umiskendeligt brandlag og mærkeligt nok indeholdt det en mængde forkullet byg og stængler. Aksene sad endnu på flere af stænglerne, så der er åbenbart tale om islandsk korn. Det lille hus tegnede sig ikke klart, men det har i hvert fald ikke været en bolig. Det stod bag ved hovedbygningerne og alle omstændigheder taler for at det drejer sig om et korntørringshus. Det ville være ubesindigt uden videre at antage dette hus for nedbrændt i Njals-branden, for ildsvåde har været alt andet end ualmindelig på islandske gårde. Hen man kan pege på at brandlaget lå så dybt nede at det ikke kan være langt fra Njaltidens niveau.

Bortset fra dette lille hus fandt Thordarson ingen brandrester og Njals bolig udeblev fortfarende. Men endnu var der en del tilbage af gårdshøjen, umiddelbart vest for det område hvorpå de sammenklyngede gårdshuse fortrinsvis har stået i senere tider. Det var ikke udelukket at gården i gamle dage havde strakt sig længere i den retning, eller det var i hvert fald værd at se efter om dette muligvis kunne være tilfældet. Det var det vi gjorde i sommeren 1951. Det viste sig at man havde bygget mindre på dette sted i tidernes løb end på den centrale del af gårdtomten. Ikke desto mindre fandt vi fire gulve, det ene over det andet, men bebyggelsen havde ikke været kontinuerlig. Gården havde blot bredt sig ud over denne udkant af gårdtomten en og anden gang når husholdningen på grund af gunstige forhold har antaget særlig store dimensioner.

Udgravningen på dette sted var en tid lang ret spændende. Det viste sig nemlig snart ved prøvegravninger at nederst af alle kulturlagene, i en mandshøjdes dybde, lå et veritabelt brand lag, der stammede fra et nedbrændt hus. Snart fandt vi lagets udkant, der overalt fremtrådte som en sort streg, dannet ved at ilden har slikket op ad de indvendige græstørvsvægge. Indenfor denne sorte streg lå brandresterne, men udenfor fandtes levninger af vægge bestående af rødlige græstørvsstykker, der endda var til at skelne enkeltvis på grund af de vekslende farver. Materialet til alle vægge havde man hentet i de omkringliggende moser.

Dage og uger holdt vi vor nysgerrighed om dette lag i tøjle og blev samvittighedsfuldt ved med at finde dets begrænsning til alle sider. En skønne dag, efter megen skovlen og skraben, lå det foran os i hele sin udstrækning: i jorden var der ligesom tegnet en grundplan af et stort hus, der måtte være gået til grunde ved ildebrand i en fjern tid. Dets indvendige mål var godt og vel 14 meter i længden og 4 meter i bredden, dør på den vestlige gavlvæg, gulvet svagt hældende mod vest, mod døren. Nær den ene ende var der en lille tilbygning. (Fig. 5)

Billede

Fig. 5. Fjøset under udgravning. Afgrænsningen til begge sider ses tydeligt båsene og de mange stolpehuller ligeledes. Det hele minder slående om en jysk jernalderstald.

Det kan ikke nægtes at store forhåbninger knyttedes til det. Kunne det tænkes at Njals hal ikke havde været større end som sådan og med en yderdør på gavlen? Det havde man ikke før set på de oldtidshaller man havde udgravet. (Fig. 6)

Billede

Fig. 6. Plan over fjøset og den lille tilbygning. Væggenes yderside blev ikke undersøgt; men vægtykkelsen har overalt på Island og til alle tider været omtrent den samme, nemlig som vist på tegningen.

Men endelig kunne vi gå i gang med at undersøge selve brandlaget med pietetsfuld omhyggelighed. Det var et mægtigt lag af aske og forkullede birkestammer, små og store; overalt kiggede de forkullede stolpeender op fra deres huller i gulvet. Taget var åbenbart styrtet ned i tomten og havde kvalt ilden i de allerede halvbrændte rafter og stolper.

Men brandlaget var sterilt. Det indeholdt ingen oldsager, ej heller blev sådanne fundet på det underliggende gulv, hvad man dog havde et berettiget krav på, hvis her havde været en menneskebolig. Og en dag stod vi ansigt til ansigt med den nøgne sandhed: Det var ingen hal, som var nedbrændt her, derimod en kostald, et stort fjøs for omtrent 30 køer, hvis båse havde stået i to rækker langs begge sider, grebningen midt på gulvet. Væggene havde været bygget af græstørv og tagkonstruktionen var for en stor del af hjemlig birk. Ligeledes var skillerummene mellem båsene lavet af birkegrene der var drevet ned i gulvet. I hver bås var der en tøjrepæl. Der var knap nok en eneste sten i hele tomten. Den lille tilbygning har måske været en lade. Alt fremtrådte med den største klarhed, da undersøgelsen var færdig. Det ville have været en oplevelse for den danske arkæolog Gudmund Hatt at se dette nedbrændte islandske fjøs, for det svarede i alle henseender på det nøjeste til hans jyske stalde fra tidlig jernalder, i sin tid ligeledes ødelagt ved ildebrand. Se f.eks. fig. 28-31 i Hatts publikation af Nørre Fjand-bopladsen. De fotografier kunne ligeså godt være taget på Bergtorshvol i 1951!

Ja, fjøset på Bergtorshvol var der ikke noget i vejen med. Det var et ganske udmærket fjøs og tydede på en nokså stor drift på gården, men Njals hal var endnu ikke fundet. Og den bliver det heller ikke herefter, for nu er hele gårdtomten på Bergtorshvol i den grad gennemgravet, at brandlag fra store huse umulig kan skjule sig der. (Fig. 7)

Billede

Fig. 7. Forkullede rester af et af båse skillerummene. Pæle af birk er drevet ned i gulvet

Hen nu spørger man naturligt nok: Hidrører ikke dette store nedbrændte hus, som ganske vist kun er et fjøs, netop fra selve Njalsbranden? Den er dog en historisk kendsgerning, hvor meget man end graver og hvor lidet man end finder. Og man kan ikke vente at sagaen i sin fremstilling af Njalsbranden skulle nævne noget så forholdsvis ligegyldigt som fjøset. Svaret på spørgsmålet lyder således: Jo, det er netop særdeles sandsynligt. Man har nu fundet to nedbrændte hustomter på Bergtorshvol: Et korntørringshus nordligst på gårdtomten, et fjøs længst mod vest. De er fundet i en dybde der gør det sandsynligt at begge stammer fra samme tid og er ødelagt i den samme ildsvåde. Og de er meget gamle. Fjøset lå nederst af alle kulturlagene på sit sted, korntørringshuset lå også meget dybt, omend ikke nederst. Begge disse huse har stået i bygningsarealets udkant, og netop det er efter min mening grunden til at de endnu kunne findes intakt. På den centrale del af bygningsarealet eller gårdtomten hvor beboelseshusene altid har stået og deriblandt Njals huse, fandtes derimod ingen sikre brandrester. Det kan forklares ved den intensive bygningsvirksomhed på dette sted gennem tiderne. Lad os antage at beboelseshusene på Njals tid har stået på det her formodede sted, midt på tomten, med et fjøs og et korntørringshus lige i nærheden, kun lidt mere i udkanten. Ild bliver sat på gården, den brænder ned, men tillige brænder fjøset og korntørringshuset som står så nær at ilden fra bålet kan nå dem. Det er endda ikke udelukket at begge husene ligefrem har været sammenbygget med de øvrige gårdshuse. Det første man gør efter branden er selvfølgelig at bortrydde aske og brandrester af boligen og så snart som muligt at genopbygge den, medens det haster mindre med de andre huse, f.eks. fjøset. Hvor det havde stået får resterne lov til at hvile i fred og sætte sig som et lag i jorden. Hvis det er gået sådan til - og det er ingenlunde en ulogisk tanke - kunne sporene fra branden tage sig ud netop som udgravningerne synes at vise. Brandlaget fra selve gården, d.v.s. boligen, er ikke til at finde, simpelthen fordi det ikke mere er der, det er fjernet lige efter branden. De andre huse derimod som ikke blev bygget på det samme sted igen eller i hvert fald ikke straks, viser sig endnu som et meget tydeligt og skarpt afgrænset lag aske og forkullet træ.

Nu kommer vi ikke nærmere til målet end dette. En større ildløs har hærget Bergtorshvol engang meget tidlig i gårdens historie. Dette viser udgravningerne utvetydigt, men om de fundne levninger stammer fra Njalsbranden eller en anden mindre dramatisk ildsvåde på omtrent samme tid, det kan ikke med sikkerhed afgøres. Jeg for min del finder det yderst sandsynligt at vi her har fundet brandrester fra Njais indebrænding. Flere ting taler for det, men ingen imod. Men bevise det kan vi ikke, og det er der ikke noget at gøre ved.

Og så kommer rosinen i pølseenden. Tidlig i indeværende år sendte jeg en prøve forkullet birk fra Bergtorshvol til Kulstof-14 dateringslaboratoriet i København, hvor man med stor imødekommenhed foretog en datering af prøven. Laboratoriets leder er da også en stor beundrer af Njalssaga. Undersøgelsen gav til resultat at tidspunktet for dannelsen af det pågældende træ ligger indenfor tidsrummet 840-1040. Mordbranden på Bergtorshvol skal have fundet sted i 1011. Når man tager i betragtning at fjøset godt kan have været nogle år eller årtier gammelt, da det gik til grunde, og at dé birketræer som blev anvendt ved dets opførelse selvfølgelig er vokset i mange forudgående år, så stemmer denne datering slående godt med at fjøset netop er ode lagt ved den berømte brand i året 1011. Den ved andre kriterier fundne datering får altså her den stærkeste støtte. Men et b e v i s er heller ikke denne naturvidenskabelige datering. Der kan i det hele taget ikke føres afgørende beviser. Man må nøjes med mindre, og i dette tilfælde er det endda ikke så lidt.

Og hermed slutter en prosaisk oversigt over udgravningerne på Bergtorshvol. De har ikke givet noget rigt udbytte med hensyn til Njals gård og hans indebrænding. Men de har lært os meget om andre ting, som er forbigået her. Og sagaen forbliver heldigvis hvad den altid har været, det store digterværk, uanset al vor graven og grublen. Vore tanker går tilbage til den grå efterårsmorgen den 23. august 1011, hvor Flose Tordarsön dystert stirrer på de ulmende rester af Bergtorshvol gård, indtil han pludselig gør omkring og med raske skridt går til sine heste.

En udførlig beretning om udgravningerne på Bergtorshvol findes i den islandske oldsagsforenings årbog 1951-52. Årbogen, der er skrevet på islandsk, men med engelske resuméer, er meget billig for abonnenter og burde have større udbredelse i Danmark end tilfældet er.

*) Med "gårdtomt" menes i denne artikel - i mangel af et bedre ord - grunden hvorpå en gård står eller har stået.

Artiklens fotografier er alle taget af museumsinspektør Gísli Gestsson.