Novgorod

Disse egenartede byer har haft stormfulde perioder, men også sødmefulde stunder, en historie af mere end sløve årstal. Digtere og eventyrfortællere har ladet sig fortrylle, og besøgende har villigt forvildet sig i strøg og stræder, nydt haver og ædel arkitektur. En sådan by er vokset frem af århundreders talent og drama. Novgorod, Ruslands gamle store by, omfattes med en særlig hengivenhed af nationalbevidste borgere i det store rige. Her overvintrede russisk kultur under mongolstormene gennem middelalderen. Novgorod holdt sig strunk og fri, medens Djengis Khan og hans efterkommere holdt landet sydfor slavebundet. Da anden verdenskrig bragte tragiske ødelæggelser i det traditionsrige miljø, satte sovjetrussiske arkitekter og arkæologer ind med et arbejde, som næppe har sidestykke andetsteds på jorden. Afbrændte kirker blev restaureret, ruiner bygget op, mægtige frie strækninger udgravet minutiøst, lag under lag til de ældste tider, sine steder 28 lagserier, hver med vidnesbyrd om sin epoke og sine skæbner. Nu ligger byen genrejst, en pryd, selv om den har lidt unødigt af barbariet.

Man kan igen opleve dens markante profil, når man, som vikingerne forhen, søger frem ad Volkhovfloden fra Ladoga til Ilmensøen, et par hundrede kilometer syd for Leningrad. Motorvejen Leningrad-Moskva passeres, men denne vej og disse byer er unge i forhold til Novgorods ærværdighed. Og dog betyder navnet: Nyby. Ny var den for over 1100 år siden. Det er formentlig ældre anlæg som det nærliggende Staraja Ladoga, den blev sammenlignet med.

I den disede luft skelner man byenhæve sig over den jævne landskabslinje. Kupler fra kirke ved kirke, men over dem alle Sofiekatedralens gyldne løg. Den er Novgorodboernes stolthed, grundlagt i 1045 som en udløber af den byzantinske kirkearkitektur med Sofiekatedralen i Konstantinopel som det store, ak for store, forbillede og nærmere ved Kijevs Sofiekirke. I disse fjerne byer var den græsk-ortodokse tros vigtigste arnesteder for missionen mod nord.

Så fortrolige var nordboerne med Novgorod, at de gav den et nordisk navn: Holmgård, men deres forbindelse med den gik også langt tilbage. I den tidlige russiske krønike, der har fået navn efter en skrivende munk i Kijev, Nestor, finder man en noget fantasifuld skildring, der også kendes fra et ældre sagn. Der får vi at vide, at Novgorods første konge var en nordbo, Rjurik, og at han skal være en af det russiske riges grundlæggere. Da navnet passer vel med det nordiske Rørek, har man ikke fra skandinavisk side haft svært ved at lade sig overbevise om beretningens troværdighed. Russiske videnskabsmænd har altid været mere forbeholdne. De mange nordiske personnavne, der går igen i tidlig russisk historie og ikke mindst i Novgorods, viser dog tydeligt nok den nordiske infiltration. 862 skal tre varægiske – det vil sige skandinaviske – kongebrødre være indkaldt, den ene for at tage sig af Novgorod. Han slog sig ned i kongeborgen uden for byen.