Nordom driver sandet
(Fig. 1) Det i den senere tid så stærkt omtalte, nyfundne »Vinlandskort« omfatter også Grønland, men her er den gamle kartografs indsats ikke slet så banebrydende som for Vinlands vedkommende. Der findes et Grønlandskort, som er ældre, omend ikke meget ældre. Det er tegnet af danskeren Claus Claussøn Swart eller, som han foretrak at kalde sig, Claudius Clavus Niger.
Af Harald Andersen
Fig. 1: Ingen beskrivelse
Han blev født i landsbyen Sallinge på Fyn 14. september 1388, to timer før solopgang, men denne pedantisk præcise oplysning er uheldigvis det eneste, vi kender til hans barndom og tidligste ungdom. I 1420'erne dukker han op i Rom, og der må hans geografiske interesse være blevet vakt. På den tid var kun Middelhavslandene fyldestgørende kortlagt, men nordboen kom til hjælp ved at udarbejde et Nordenskort, der trods store mangler var et betydeligt fremskridt. Om hans videre færd ved vi kun lidt, men senere udsender han - muligvis på Erik af Pommerns tilskyndelse - en ny og forbedret udgave af Nordenskortet, og her er det, Grønland er kommet med.
Clavus siger i en til kortet hørende tekst, at de afbildede lande er ham »ved selvsyn nøje bekendt«, og betragter man Grønlandskortet, der langs sin kystlinje er spækket med navne, kan man virkelig fristes til at tro, at det er tegnet af en stedkendt mand. Disse navne har imidlertid voldt efterverden en svære kvaler. Ikke et eneste af dem har kunnet genfindes blandt de grønlandske stednavne, man senere har fået kendskab til.
At kortet ikke er bevaret i original, men kun i afskrifters afskrifter, letter naturligvis ikke læsningen. Navnene viser tydelige tegn på forvanskning, og det var da også kun ved hjælp af et nyfundet dokument - en navneliste til Clavuskortet - at det omkring århundredeskiftet lykkedes A.A. Bjørnbo og Carl S. Petersen at løse gåden. Listens Grønlandsafsnit begynder således: Thær promontorium. Boer fluuii ostia, Eeynh promontorium, Manh fluuii Ostia o.s.v. - altså en række stednavne med forklarende latinske tilføjelser (i oversættelse: Thær forbjerg. Boer flodmunding, Eeynh forbjerg, Manh flodmunding); det er de samme navne og tilføjelser, vi møder i forkortet og forvansket skikkelse på ovenstående udgave af kortet. Til deres forbavselse opdagede de to forskere, at når de uforståelige stednavne blev læst i rækkefølge, gav de mening - og ovenikøbet mening på godt datidigt dansk. Thær boer eeynh manh (Der bor en mand). Fra ende til anden læste de:
Der bor en mand i en Grønlandså, og Spjeldebod monne han hedde.
Mer haver han af hvide sild,
end han haver flæsk hint fede.
Nordom driver sandet påny.
Helt så stiv i geografien, som han gerne ville give det udseende af, var Clavus altså ikke. Også hos ham har det knebet med flæsket, men han har vidst råd, og man kan næsten høre ham klukke, da han fordelte ordene fra et folkevisevers som stednavne ned over kortet. Visen kan han have lært i sin barndoms Sallinge; i hvert fald klinger hans fynske modersmål sødt igennem.
»Et godt hoved, men noget upålidelig« var det skudsmål, Clavus fik af sine venner i Rom. Kan det siges kortere?
