Nordboblod

I 200 år, fra ca. 1400 til ca. 1600, var Grønland uden organiseret forbindelse med den gamle verden. Svigtet af sine egne, sad en lille flok af allerede hårdt prøvede nordbokolonister – frugten af Erik den Rødes bosættelse 400 år tidligere – tilbage i udmarken. Det gik dem ikke godt. Da besejlingen blev genoptaget, fandt man ingen nordboer, og lige siden har det store spørgsmål været: Hvad skete der i det lange tomrum? Det er som om, bare det at vide det for os danskere ville dulme lidt på en følelse, der minder betænkeligt om dårlig samvittighed.

Af Ib Persson

Kolonisationen, der sluttede så tragisk, begyndte som et spændende eventyr, og manden, der startede det, var som sagt Erik den Røde. Historien er velkendt: Han var islænding, kom til Grønland 982 og fulgtes i de kommende år af mange af sine landsmænd. Kolonisterne bosatte sig på sydvestkysten i to bygder, Østerbygd og Vesterbygd. Herfra drog de på lange rejser nordpå og imod vest, hvor de nåede frem til Nordamerikas kyster.

Hjemme i bygderne levede nordboerne som bønder, og deres tilværelse blev derved afhængig af tilførsler fra Europa, bl.a. af træ og jern. Grønlandske produkter som hvalroshud, sælskind og vadmel blev samtidig eftertragtede varer i europæiske købmandsboder, og på handelsforbindelsen med den gamle verden hvilede nordbosamfundets rige udvikling i de følgende århundreder, hvor Grønland fik eget bispesæde, og folketallet nærmede sig 5000. Svigtende tilførsler betød afsavn og nød. I 1300-årene, da pesten hærgede Europa, var forbindelsen afbrudt i lange perioder, og følgerne blev skæbnesvangre – ikke mindst, fordi bygderne samtidig var truet af de nordfra kommende thuleeskimoer.

Bekendtskabet med dette jægerfolk var ikke af ny dato. Det første møde med dem havde fundet sted mere end 100 år tidligere under et sommertogt nordover, og i det følgende tidsrum havde »skrællingerne«, som nordboerne kaldte dem, fortsat deres fremrykning mod syd. (Fig. 1). Omkring 1350 angreb de Vesterbygd, og da undsætningen sydfra nåede frem, fandt man »ingen mand, enten kristne eller hedne, uden noget vildt fæ og får«.

(Fig. 2).