Nonneliv – især i Jylland

I tidens løb er der foretaget mange udgravninger i danske klostertomter. Men de fleste af disse undersøgelser er mere end 25 år gamle, og de er foretaget efter retningslinjer, som ikke ville kunne accepteres i dag. I reglen har man blot gravet fundamenter og begravelser frem uden at tage hensyn til jordlagene omkring bygningsresterne (Fig. 1). Man var ikke opmærksom på den betydning, som en nøje undersøgelse af disse jordlag kan have for tidsfæstelsen af bygningslevnene.

Ved udgravningen på Ringkloster fulgte vi - som det er naturligt for arkæologer i dag - strengt lagfølgen i jorden. Kulturlagene blev registreret i deres forhold til fundamenter og murrester, og eftersom der blev fundet ikke mindre end sytten middelalderlige mønter rundt om i aflejringerne, fik vi glimrende muligheder for at datere de enkelte bygningsdele. Ydermere lykkedes det for første gang på dansk grund at lokalisere en regulær klosterfløj af træ. Den må stamme fra o. år 1200, klostrets første tid.

Med støtte fra Statens humanistiske Forskningsråd kom et samarbejde i stand med kolleger fra universitetets geologiske institut. Geografen Jens Tyge Møller påtog sig at udarbejde en fotogrammetrisk opmåling af hele det område, hvor klostret kan have haft bygninger og andre anlæg f.eks. fiskedamme. Desuden eksperimenterede han med fotografisk opmåling af udgravningsfelterne. Geofysikeren Niels Abrahamsen foretog arkæo-magnetiske målinger, blandt andet af munkesten fra klostret.

Der er således mange forskellige perspektiver i denne undersøgelse, og arbejdet vil da også blive fortsat til næste sommer. Da står klostrets kirke for tur. Den ligger under herregårdens store kostald, som til vort held skal have nyt gulv. Ved imødekommenhed fra ejerne, proprietærerne Carl og Henning Teisen, kan vi benytte denne lejlighed til at udgrave en ellers utilgængelig arkæologisk forekomst af stor interesse.

Når undersøgelserne engang er afsluttet, vil resultaterne blive publiceret af et forfatterkollegium bestående af de lærere og studenter, som har taget del i arbejdet. Denne publikation skal ikke foregribes her, men vi vil kaste et blik på middelalderens klostervæsen og se på den ejendommelige rolle, som en række jyske nonneklostre kom til at spille i det danske samfundsliv i middelalderen (Fig. 2, Fig. 3).

Allerede tidligt i kristendommens historie vendte fromme mænd og kvinder verden ryggen og søgte ud i ørkenen for at leve en ensom og asketisk tilværelse i religiøs fordybelse. Det var søjlehelgenernes store tid. Men nogle af eremitterne søgte sammen i små grupper for at hente styrke i fællesskabet og opildne hinanden i troen. De første klostre var blevet til. Skulle de trives, måtte der sættes regler for det fælles liv. Dette viste sig at være svært. Målene sattes ofte for højt, så idealismen blev til en blind fanatisme, der i længden ikke kunne holdes vedlige.

Først Benedikt af Nursia, der i 529 grundlagde det berømte kloster på Monte Cassino i Syditalien, formåede at skabe de regler, der blev bestemmende for det vesterlandske klostervæsens videre udvikling. Den hellige Benedikts munke blev lukket inde i deres kloster, hvor de efter faste forskrifter for det daglige livs gang skulle leve et ydmygt og stilfærdigt liv i bestandig stræben efter et rent og fuldkomment kristenliv. Benedikt havde en søster, som hed Scholastica. Hun blev sat i spidsen for et nonnekloster og regnes for alle nonneklostres moder.

Da klostervæsenet kom til Danmark, havde Benedikts regel næsten 600 år bag sig. Den havde dannet rammen om livet i flere tusinde klostre rundt om i Vesteuropa. Reglerne var blevet udbygget og tildels modificeret under erfaringernes pres, men overalt tegnede det ejendommelige mønster sig, som synes at skulle kendetegne alle klosterbevægelser til alle tider: efter grundlæggelsens enthusiasme følger en afmatningens tid, hvor idealismen blegner og klostertugten gradvis slappes. Både munke og nonner finder det nu svært at leve helt så asketisk og arbejdsomt, som reglerne foreskriver. Man begynder at interessere sig for denne verdens goder og indretter sig mere bekvemt. Næste fase bliver en reformbevægelse, der tvinger klostrene til at stramme disciplinen og vende tilbage til tidligere tiders strenge fromhedsliv. Hvorefter afmatningen begynder igen - det er pendulet i evig bevægelse. Nogle gange var trægheden i klostrene så stor, at reformatorerne måtte bryde ud og stifte nye ordener. Således blev cistercienserordenen omkring år 1100 skabt af idealistiske munke, som krævede streng overholdelse af Benedikts regel.

Vi ved ikke med bestemthed, hvornår Danmark fik sit første kloster, ejheller hvor det lå. Det første, der er sikkert dokumenteret i skriftlige kilder, er Skt. Knuds kloster i Odense, grundlagt af indkaldte engelske munke ved år 1100. Nonneklostrene kom øjensynligt lidt senere. Her er Skt. Peders kloster i Lund det første, der nævnes. Det blev oprettet af ærkebiskop Eskil kort efter 1145. Men det er muligt, at nonneklostrene i Slesvig og Ålborg begge er ældre.

Flere af de ældste nonneklostre blev anlagt i tilslutning til et munkekloster. Derved sikrede man præster og skriftefædre til nonnerne. Men disse dobbeltklostre blev hurtigt delt. Den folkelige fantasi, der alle dage med forkærlighed har beskæftiget sig med munke og nonner, og som fabler om underjordiske gange mellem klostrene, vil ikke være i tvivl om grunden hertil. Og dog, den eneste gang vi har underretning om årsagen til opløsningen af et dobbeltkloster, er det ikke utilbørligt samkvem mellem munke og nonner, der bringer institutionen til fald. I 1190'eme havde munkene ved Skt. Mikaels dobbeltkloster i Slesvig med selveste abbeden i spidsen fået den kedelige vane at tilbringe deres aftener på tvivlsomme beværtninger i Slesvig by. Munkeafdelingen blev derfor flyttet langt ud på landet, idet man dog efterlod fire pålidelige brødre til at sørge for nonnernes gudstjeneste.

Hvorom alting er: før år 1200 var alle dobbeltklostre væk. To hundrede år senere genoptog den svenske ordensstifter Birgitta Birgersdatter ideen, og nye dobbeltklostre blev grundlagt trods pavestolens mistænksomme modvilje. Blandt disse var klostrene i Maribo og Mariager.

De første danske nonneklostre lå i byerne. Men midt i 1100-årene indledtes en bemærkelsesværdig udvikling. I løbet af mindre end hundrede år oprettedes der i Jylland otte benediktiner-nonneklostre ude i landdistrikterne, alle på naturskønne steder. Limfjordsegnen tegner sig for de seks: Hundslund kloster (nu Dronninglund), Ø kloster (nu Oksholm) på Øland, Sebber kloster mellem Ålborg og Løgstør, Ørslev kloster mellem Viborg og Skive, Stubber kloster mellem Skive og Holstebro og Gudum kloster mellem Struer og Lemvig. Ved Skanderborg stiftedes foruden Ring kloster også Vissing kloster ved Mossø, kun to mil vest for Ring.

Føjer vi hertil to andre ordeners klosterstiftelser fra samme tid - præmonstratenser-nonneklostret i Vrejlev ved Hjørring samt augustiner-nonneklostret i Asmild ved Viborg - vil vi se, at de jyske landdistrikter tegner sig for hele ti nonneklostre fra Valdemarstiden. Til sammenligning tjener, at der i resten af Danmark dengang kun fandtes ialt fire nonneklostre uden for byerne - et på Fyn, et på Sjælland og to i Skåne. Der er altså i høj grad tale om en jysk specialitet.

Om drivkraften bag denne bølge af klostergrundlæggelser for nonner i Jylland ved vi så at sige intet, men man må formode, at de er udsprunget af stærke religiøse strømninger i den jyske stormandsstand (Fig. 4). Det er hovedsageligt de store jordejere, der må have bekostet klosterbyggeriet og forsynet nonnerne med de indtægtsgivende ejendomme, der var det materielle grundlag for klostrenes eksistens og trivsel. Og alt taler for, at det først og fremmest var herremændenes enker og ugifte døtre, som blev nonner i landklostrene.

Det var - eller blev - sædvane, at forældre og værger betalte et ret betydeligt indtrædelsesgebyr for de kvinder, der blev sendt i kloster. Til gengæld sparede man det endnu større beløb, det ville have kostet at få pigen gift. I nogle tilfælde kender vi gebyrets størrelse fra bevarede kontrakter. I 1338 måtte Detlev Rutze af Tüttendorf således udrede 40 mark lybsk for at få sin datter Aleke optaget i Skt. Johannesklostret i Slesvig. For dette beløb kunne han have købt ti gode okser. Også enker, der gik i kloster, måtte betale rigeligt, og klostret havde tillige god indtægt af sin arveret til afdøde nonners personlige ejendom.

Ydermere kunne klostrene øge deres formue ved at optage ældre mennesker som en slags pensionærer, der boede ved klostret, men ikke var underkastet klostertugten. Disse pensionærer overlod deres ejendom til klostret, som til gengæld forpligtede sig til at holde dem med kost og pleje. Sådanne aftaler kunne indeholde detaljerede forskrifter om vilkårene. En dame af høj byrd, fru Bodil Hemmingsdatter, indgav sig o. år 1200 i Skt. Peders kloster i Næstved. Hun betingede sig ved skriftlig aftale så meget af al føde hver dag, som der tilkom tre munke. Hendes krav til beklædning var også betydeligt; blandt andet skulle hun have lammeskind, aftagne om foråret, en ny skindkjortel hvert andet år samt årligt to par nattøfler (Fig. 5). Men fru Bodil var også værd at kræse om. I kontrakten overdrog hun klostret gårde og jord i tolv landsbyer foruden en del skov.

Intet under, at de fleste af disse stormandsklostre efterhånden blev velhavende institutioner. For Ringklosters vedkommende er det muligt at danne sig et skøn over omfanget af det gods, som klostret ejede ved reformationen. Det andrager ialt omkring 10.000 tønder land, hvortil kommer et antal møller, ålegårde og andre rettigheder, som klostret nød indtægt af. Det er karakteristisk, at dette gods lå spredt over store dele af Østjylland. Ringkloster fik øjensynligt mange af sine nonner langvejs fra.

Bag klostrets mure gik dagen sin faste gang, styret af den hellige Benedikts regel, som fastlagde både principper og enkeltheder for livet i klostret. Essensen af reglerne finder man i de tre løfter, som novicen aflagde ved sin indtræden i det hellige samfund. Ved en ceremoni i klosterkirken kastede hun i alles påsyn sine verdslige klæder og blev klædt i nonnens simple dragt. Hun måtte højtideligt love at forblive inden for klostrets mure, at leve her i fattigdom og kyskhed hele sit liv og at underkaste sig priorindens vilje i ubetinget lydighed. Meningen med disse løfter var, at nonnen frasagde sig al forbindelse til »verden«. Ingen færden uden for klostret skulle fylde den fromme kvinde med nye indtryk, ingen verdslig besiddelse eller tilknytning til andre mennesker end medsøstrene skulle lede hendes tanke bort fra det ene betydningsfulde: den stadige og hengivne beskæftigelse med det himmelske. Lydigheden mod klostrets leder skulle sikre ordnede forhold og ro i klostret, og det gav fred i den enkeltes sjæl, at alle beslutninger blev taget af en anden.

I klostret var alle søstre lige. Man havde samme dragt og samme vilkår. Man sov i fælles sovesal med ens og simple sengesteder eller i små, spartansk udstyrede celler. Man spiste samme mad i den fælles spisesal. Kun klostrets leder, der i Danmark normalt hed priorinden, hævede sig over søstrene. Hun havde sin egen lejlighed i en af klosterfløjene og kunne se gæster ved sit bord. Fik de menige nonner besøg, skulle samtalen finde sted gennem et tilgitret vindue. Ligesom nonnen ikke måtte besøge verden, måtte verden ikke trænge ind i klostret (Fig. 6).

De fromme søstres tid var nøje opdelt. Den skulle tilbringes med bøn, gudstjeneste og praktisk arbejde, under hvilket tavshed var en dyd. Flere gange i døgnet samledes man til fælles lovsang og bøn i kirken, første gang ved midnatstid. Der var to daglige messer, skriftemål hver fjortende dag og altergang mindst en gang om måneden. Klostret måtte derfor have sin egen præst. Han kunne også være klostrets prior - den mand som i samråd med priorinden varetog klostrets udadvendte funktioner og styrede dets ejendomme. Som kvinde kunne priorinden ikke selv møde på tinge og udføre forretninger på klostrets vegne. Med tiden blev det almindeligt at lade forretningskyndige verdslige fungere som forstandere for nonneklostrene, og i katolicismens sidste dage kunne det ske, at kongen ligefrem gav klostrene i forlening til adelsmænd. Disse udredede de fornødne midler til klostrets daglige drift, men stak iøvrigt overskuddet i deres egen lomme.

Egentlig skulle søstrene selv udføre de sysler, der var forbundet med husførelsen. Det grovere arbejde er dog utvivlsomt tidligt blevet overtaget af tjenestefolk. Vore benediktiner-nonner, klosterfruerne som de også kaldtes, kom fra samfundets højeste lag og havde næppe megen tilbøjelighed for rengøring og storvask.

I udlandet var adskillige nonneklostre kendte lærdomssteder. Herhjemme har vi ikke vidnesbyrd om nogen påfaldende lærdom blandt benediktiner-nonnerne. Uden boglige sysler var de dog ikke. Den hellige skrift blev læst igen og igen, og man indøvede tekster og sange til kirketjenesten. Endvidere virkede mange nonner som lærerinder, ikke blot for novicerne, men også for børn, som blev anbragt i klostret for opdragelsens skyld. Det har vel fortrinsvis været undervisning med religiøst sigte, men både læsning og skrivning og måske også musik og tegning har stået på timeplanen (Fig. 7).

Megen tid er gået med udførelsen af finere kvindelige håndarbejder (Fig. 8). I prægtige broderier med skønsyning af enhver art har man - måske efter egen tegning - med guld- og sølvtråd gengivet især scener fra biblen og fra helgenernes liv. På denne måde skønt at tolke skriftens ord har også været at ære Gud, som det var søstrenes fornemste pligt. I Ringkloster har nonnerne siddet med deres sytøj i klostrets nordfløj. Her bragte sommerens udgravning et fingerbøl, to små fine sakse og en mængde broderenåle for dagen.

Opsynet med de forskellige funktioner i klostret var fordelt mellem søstrene. Men priorinden var øverste instans i alle anliggender, åndelige som timelige. Hun overvågede nonnernes virke, opmuntrede de fromme og flittige, straffede de tankeløse og forsømmelige. Hun bestemte, hvem der måtte få besøg eller foretage en rejse.

Som tiden gik, så man mange steder mindre strengt på den nøje overholdelse af klosterløfterne. Allerede tidligt havde abbedisser og priorinder overalt i Europa begivet sig til kirkemøder eller på pilgrimsfærd. Efterhånden kunne man også møde menige nonner i byernes gader og på landevejene, som oftest for at besøge deres familier. Men dette kunne skabe forargelse og give anledning til repressalier. I 1447 befalede kongen, at der ved nonneklostret i Ålborg skulle rejses en bygning, hvor man kunne holde nonnerne ved deres regel og gudstjeneste, vel indelukkede, så at de hverken kom ud eller havde anden omgængelse i deres kloster end den, som kirkens ret og deres egen regel tillod.

Løftet om fattigdom blev heller ikke overholdt. De danske benediktiner-nonner var bestemt ikke besiddelsesløse. En velstående enkes testamente fra 1292 betænker adskillige munke og nonner, deriblandt enkens egen søster Margrethe, der var nonne i Ringkloster. Hun var tiltænkt en guldring. I 1365 er to andre nonner i Ring så heldige at arve sytten lybske gylden. Der skal nok have været nonner i Danmark, der ejede både pelsværk og silkeklæder. Rekorden indehaves dog sikkert af priorinden i Easebourne i England, der engang i 1400-tallet bragte sit kloster på fallittens grund ved overdådig selskabelighed og i den anledning af bispen blev pålagt at sælge sit pelsværk for at rette klostrets økonomi op.

Det asketiske liv blev med tiden mildnet. Benedikts regel havde antydet, at kød burde man ikke spise. Dette var snart blevet til, at man kun måtte spise kød af tofodede dyr. Men herved blev det ikke. De firfodede dyr vandt også indpas, og fundene af dyreknogler i Ringklosters jord levner ingen tvivl om, at mange lækre stykker gris er endt i nonnemaver. Fra Skt. Peders kloster i Lund findes en fortegnelse over, hvad prioren i slutningen af 1400-tallet skulle levere nonnerne til deres føde og klæder. Der var øl, hele fire tønder om ugen, desuden brød, byg, smør, sild, fisk, flæsk, ærter, bønner, oksekød, marsvinsflæsk, løg, ost, byg- og havregryn samt salt. Endvidere mælk af seks køer, der stod i priorgården, olie til at faste med, fri kåljord samt byg og havre til gæssene. Det er ikke noget ringe udvalg, og det er bestemt ikke forskelligt fra, hvad mennesker uden for klostret fik at spise, hvis de ellers levede godt.

I det omfang, det var dem muligt, har klosterfruerne levet som andre folk af stand. De har lunet sig med pelsværk, Ladet linnedsærke afløse den grove underklædning, og på kolde dage har de siddet i varmestuen med deres håndarbejder, søster Margrethe og andre heldige måske prydet med smykker. Over sytøjet har man vederkvæget sjælen med beretninger, som ikke alle stammede fra den hellige skrift, og mangen lille klosterjomfru er sovet ind til drømme om en smuk ung falkonér som ham, der er afbildet på det lille knivskaft fra Ringkloster (Fig. 9).

Midt i 1400-årene blev der gjort et alvorligt forsøg på at få de danske benediktinerklostre, både munkenes og nonnernes, til at vende tilbage til tidligere tiders idealer. En stærk reformbevægelse inden for ordenen, der var opstået i det tyske kloster Bursfeld, sendte en holstensk munk, broder Johannes, til Danmark for at få de danske klostre til at slutte sig til den såkaldte Bursfeld-congregation. I ét nonnekloster, vistnok Sebber, blev han modtaget »som en engel fra himlen«, og også i Gudum kloster kom en reform i stand. Men i alle andre klostre ville nonnerne aldeles ikke vide af nogen forandring. De sad musestille og lod stormen suse og dø hen udenfor.

Alt dette må ikke bibringe læseren den opfattelse, at nonnerne var dårlige kristne eller måske ligefrem ureligiøse. Det var middelalderens mennesker bestemt ikke. For dem indgik religionen i dagliglivet på en måde, som det kan være svært at forstå i dag. For dem var det himmelske hierarki med Gud Fader, hans Søn, Jomfru Maria og hele den store, brogede skare af helgener levende og nærværende virkelighed. Også almindelige mennesker gik så vidt muligt til messe eller i det mindste til bøn i kirken hver eneste dag.

De nonner i Ring, som kortede tiden med brætspil, kan have gjort det med anger i sjælen og siden skriftet det som en synd. De har trofast bedt deres bønner - skønt vel efterhånden mere ved dag end ved nat. I klosterskolen har de fromt undervist i den sande religion, og efter tidens målestok har de sikkert været udmærkede, strenge opdragere for små adelsdøtre som f.eks. Birgitte Gøye, der tilbragte en del af sin barndom bag Ringklosters mure.

Vil man forstå udviklingen i vore benediktiner-nonneklostre, må man først og fremmest erindre, at det var adelens kvindeoverskud, der befolkede dem. De gamle enker, der af egen fri vilje kom til klostret, og som bragte et langt livs minder med sig, kunne vel få en tryg og behagelig alderdom her. Men for de kvinder, der som børn eller helt unge var blevet anbragt her af deres forældre, og som aldrig havde fået tilbudt en anden tilværelse, kunne klosterlivet være forfærdende tungt. De måtte resignere og indordne sig under klostertugten, thi verden udenfor var lukket for dem. Mange klostergivne jomfruer har kunnet istemme de ord, der tillægges abbedissen Elisabeth i Bergen på Rügen. Hun skal have sagt, at hellere måtte hendes broder, hertugen af Pommern, have giftet hende bort til den fattigste ridder end have begravet hende levende i klostret i Bergen.

Med den lutherske reformation i 1536 var klostrenes saga ude - næsten da. Deres godser og ejendomme blev konfiskeret af staten, og tiggermunkene blev uden nåde sparket ud af deres klostre og forfulgt på enhver måde. Men vore nonner var damer af stand, som man måtte tage hensyn til. De blev uantastet boende i deres klostre, og de adelsmænd, som fik klostergodset i forlening, fik ordre til at sørge ordentligt for dem. I Stubber måtte lensmanden endnu i 1547 trækkes med hele tolv nonner, vel lige så mange som der havde været i den katolske tid. I Dalum på Fyn var der i 1571 stadig fire klosterfrøkener, som skulle have »sædvanligt underhold«. Og da Frederik II i 1581 - 45 år efter reformationen - solgte Hundslund kloster med bygninger og jordegods, måtte køberen forpligte sig til at forsørge to sejlivede gamle klosterjomfruer deres tid ud.

Et enkelt kloster fik lov at leve videre. For at adelen stadig kunne få mulighed for at slippe af med overtallige døtre og besværlige enker, omdannede man i 1556 birgittinerklostret i Maribo til et luthersk jomfrukloster, hvor damerne som deres katolske forgængere skulle leve en indelukket tilværelse under streng disciplin. Men klostertugt lod sig ikke praktisere i det protestantiske Danmark. Hærget af talrige skandaler blev klostret nedlagt i 1621.

Nogle menneskealdre senere opstod nye stiftelser for adelens kvinder - frøkenklostrene i Roskilde, Gisselfeld, Odense, Støvringgård, Vemmetofte og Vallø. Men da havde man lært af fortidens fejl og gav klostrenes damer en anderledes fri tilværelse.

(Fig. 10)