Noahs ark

Siden den majdag i 1891, da Gundestrupkarret blev gravet op af den himmerlandske tørvemose, har millioner af mennesker stået undrende foran den store sølvkedel, på hvis sider majestætiske guder og usseligt menneskekryb færdes mellem hinanden. Der er også en vrimmel af dyr. Et udvalg af dem er her draget frem fra kedelens kroge for enkeltvis at lade sig bese. De er skabt af vest- eller sydeuropæiske kunstnere i tiden kort før Kristi fødsel.

Af Ole Klindt-Jensen

Ser man nøje til, vil man lægge mærke til tre tydelige kategorier. Der er først og fremmest de dyrearter, som var fortrolige for kunstnerne, hunde, okser, hjorte o.l. Dernæst er der dyr, som forarbejderne af kedelen ikke har set, men hørt om og set billeder af, elefanter og delfiner, løver, leoparder og andre eksotiske skabninger, som berejste folk vidste om. Her er det tydeligt, hvorfra forbillederne stammer. Det er den gamle Middelhavskulturs motiver, som går igen, flere af dem endog i meget gammel stil. Se f.eks. på ørnen. Den er stiliseret og har stive oprejste vinger, ret et heraldisk pryddyr. Elefanterne er en hel lille historie for sig. De har små øren som vore dages indiske art, men i oldtiden forekom denne race også i Middelhavsområdet, så forbillederne har måske ikke været kunstneren så fjerne. Disse elefanter er alligevel faldet lidt mærkeligt ud. Benene og kroppen hører til på okser, og havde det ikke været for stødtænderne og snabelen, ville vi nok have været i tvivl.

Den tredje kategori er fantasifostrene - sagnenes og eventyrfortællingernes dyreverden. Griffe, vingeheste og flyve-drager hører hjemme i den gamle orientalske kunst og har nok virket lidt umoderne på den tid, da kedelen blev til.

Helt for sig selv står den mærkelige slange med vædderhovede. Den kendes ikke andre steder end hos kelterne, og den er åbenbart skabt af keltisk fantasi. Den er et af argumenterne for at henføre Gundestrupkedelen til deres særprægede kultur, der strakte sig fra Irland til Sortehavet.