Nedmaning

En særlig spændende »lyregård« fandt Lønborg Friis i Skærum vest for Frederikshavn. Han lod den fotografere, vistnok 1901, og beskrev den i artikler i Vendsyssel Tidende - og han foranstaltede eksperimenter i huset for at undersøge, hvorledes en sådan primitiv indretning fungerede, hvor godt røgaftrækket var o. s. v. Men Skærum-huset havde andre kvaliteter set med en kulturhistorikers øjne. Med sine lave kampestensvægge og skrutryggede tage måtte den lille ejendom tage sig ud som et stykke lyslevende fortid. (Fig. 1)

I 1932 holdt »lyregården« for alvor sit indtog i faglitteraturen. Det år gav arkitekt Halvor Zangenberg den første mere udtømmende beskrivelse af den Landlige byggeskik nord for Limfjorden. Skærum-huset var da for længst revet ned, men han omtaler det og kalder det »en gammel og primitiv lyregård, en af Danmarks sidste«. Som supplement til et af de gamle fotografier gives følgende beskrivelse, som bygger på Friis’ iagttagelser: »Alle husene var opførte af kampesten, som var samlede ved rydning og opdyrkning af jorden, endog i en sådan mængde, at der kunne bygges et langt og solidt dige som læ for norden- og vestenstormen. Rålingens (stuehusets) overvægge mod syd og vest var dog senere blevet fornyede med almindeligt murværk. Indvendig bestod beboelsen, så vidt vides, af kun to rum, »dagligstuen«, der opvarmedes ved en bilægger og derfor havde loft, og et »frammers«, hvori maden tilberedtes på det åbne arneildsted. Herfra steg røgen op gennem rummet, der var åbent helt op under taget, samledes måske nogle øjeblikke oppe under de sodede tagflader, men forsvandt hurtigt ud gennem lyren i tagets rygning«.

Det stykke levende fortid, som tandlæge Friis havde fremtryllet, var kommet for at blive. Vi genfinder et af fotografierne i Nordjyllandsbindet af »Danmark Før og Nu«, som udkom i 1952, og et andet er kommet med i billedværket »Gamle danske bøndergårde« (2. udgave 1962), hvor det i den kortfattede billedtekst blandt andet hedder: »Man tror sig hensat til de skotske Atlanterhavsøer eller til vor egen jernalder«. Sammenligningen med de skotske øers byggeskik er forståelig; der er virkelig en ydre lighed, om den er mere end tilfældig, skal vi ikke diskutere her. Men hvordan forholder Skærum-huset sig til vore hjemlige jernalderhuse? Om disse huses ydre ved vi egentlig ikke så farlig meget, men vi ved derimod, at de alle udmærkede sig ved, at taget blev båret af to rækker indre stolper, et træk som genfindes i Vendsyssels ældre landlige byggeskik. De sparsomme oplysninger om Skærum -huset og det, som direkte kan ses på billedet (f.eks. vinduesplaceringen), tyder imidlertid på, at vi her har at gøre med et hus, hvor det er væggene, der bærer taget. Men det vil igen sige, at når man ser bort fra de helt overfladiske lighedspunkter, så er de almindelige vendsysselske huse med den såkaldte højrekonstruktion nærmere i slægt med jernalderhuset end »lyregården« fra Skærum.

Der er således grund til at forholde sig skeptisk til det hyppigt gengivne lyrehus, men faktisk blev vor genganger da også grundigt manet i jorden allerede året efter, at Lønborg Friis havde kaldt den frem. Det skete i en lille bog af lokalhistorikeren Anton Gaardboe om Skærum sogn, en uanselig publikation fra 1902, som ingen øjensynlig har været opmærksom på.

Anton Gaardboe sætter i sin bog spørgsmålstegn ved selve betegnelsen »lyregård«. Den eneste begrundelse for at tale om en gård synes at være, at der i 1901 ved huset fandtes »tre småhytter til forskelligt brug«. Og hvad lyren angår, så er den også lidt tvivlsom; den lyre, som Lønborg Friis har set, var i hvert fald ikke oprindelig. Lyrehuse var endnu ved midten af forrige århundrede ikke så sjældne i visse dele af Vendsyssel, men hvis Skærumhuset har hørt til dem, må det senere være bygget om, »thi da den sidste ejer for 35 á 36 år siden købte det, nedbrød han skorstenen og indsatte lyre«.

Og det var ikke hans eneste indsats, fortæller Gaardboe. »Indtil da lignede det alle andre huse, meddeler gamle folk på egnen, men denne særling forandrede det i den grad, at det blev helt ukendeligt. Murene af kampesten er nu omtrent to alen tykke på alle sider; kun på sydsiden og den vestre ende findes lidt murværk af brændte sten. Dele af taget står, hvad soliditeten angår, i et sært misforhold til det massive murværk. Hulhederne i dette, som ses udvendig, fremkommer ved knækkede spær og lægter, brøstfældigheder, som ikke er blevet udbedrede på vanlig måde, nemlig ved at afstive med større og mindre grene fra et nærliggende krat; andre partier er godt istandsatte med et med grus og ler iblandet tykt lag af strå og lyng. Husets indre er delt i fire rum; op imod den eneste stue Ligger køkkenet med lyren, der udgøres af en fjerding (lille tønde) uden bund indsat i mønningen. De to andre rum afgav plads for forskelligt skrammel«.

Eneboeren døde som 86-årig i 1901, altså omtrent ved den tid huset blev fotograferet: Anton Gaardboe giver en livfuld skildring af hans levevis, og den fortjener at blive citeret i sin helhed, fordi den stærkt understreger det meget specielle miljø, hvori »lyregården« i Skærum skal placeres:

»Hans måde at leve livet på var lige så ejendommelig og fuld af særheder som den bolig, han indrettede sig. Han var, så vidt vides, født i Hingborg i Lendum, men flyttede 4 år gammel til Elling, hvorhen hans mor kørte ham på en trillebør. Da han var omtrent 30 år gammel drog han syd på til Slesvig, hvor han bl.a. lærte at tale og læse tysk. (Fig. 2)

Efter sin hjemkomst boede han i nogle år i Lendum sogn, ligeledes i en meget primitiv, til dels jordgravet bolig, indtil han på det foran angivne tidspunkt flyttede til Trøgderup (ved Skærum). (Fig. 3)

Ligesom han var sin egen bygmester, således lavede han også så vidt mulig alt sit bohave lige indtil så vanskelige ting som forlorne tænder, hvilke han konstruerede af en benplade med træpløkke til tænder; briller forfærdigede han med en indfatning af vidjer om glassene og ståltrådsstænger, og på en ligeledes selvlavet cykle befordrede han sin person på længere ture.

En af hans mange særheder lagde han for dagen, da han var flyttet ind i dette hus, idet han overkalkede alt sit indbo, endogså kakkelovnen samt alle krukker, fade, kander m.m. Omtrent ved samme tid fik han også den ide at anvende en træspand i stedet for gryde til at koge i, i hvilket øjemed han overklistrede spanden ud- og indvendig med et lag ler; men dette forsøg var mislykket, thi da han første gang havde kogt kartofler i spanden, tørrede staverne ind, og spanden blev utæt.

Han var den første i sognet, som for ca. 30 år siden havde ringeapparat på sin »gadedør«, der altid var aflåset. Apparatet udgjordes af en lille trækasse fyldt med søm, spigerstumer og andre metaldele - en anvendelse af elektricitet måtte han jo anse for en utilbørlig luksus; til kassen, som henstod i stuen, var fæstet en snor, den fremmede trak i ved døren, når han ville indlades.

I hans kost spillede kartofler en stor rolle; han yndede meget en slags vælling af grovtmalet rug og kartofler. Når han kunne hitte sig en flaske mælk, mættede han mælken med salt, og heraf, sagde han, kunne han have »dyppelse« - sauce - til kartofler i et helt år. Salt betragtede han forøvrigt som en universalmiddel både til at præparere sit tøj i for at holde utøj på behørig afstand - thi han havde en udpræget renlighedssans -, og han badede sig også i saltlage som helbredelsesmiddel mod alle forekommende sygdomme.

Kaniner var hans eneste husdyr. Mus hadede han, hvorimod han interesserede sig meget for rotter. Han havde nogen fortjeneste af at feje skorstene. Hans hæderlige karakter i forbindelse med hans fredsommelighed og ædruelighed forskaffede ham et godt lov af sine naboer«.

Når man har læst denne skildring, er man helt på det rene med, at Skærumhuset ingen værdi har som kulturhistorisk dokumentationsmateriale. Ingen ville vel drømme om at bruge eneboerens vidjeindfattede briller som belæg på et tidligt og primitivt stadium i brillernes historie. »Lyregården« bør derfor have optrådt i bygningslitteraturen for sidste gang.

Historien om Skærum-huset er imidlertid ikke enestående; der kunne anføres mange sidestykker. Her vil vi dog nøjes med at vise ét eksempel: et gammelt fotografi af en af de primitive bygninger, der en tid måtte tjene som interimistisk bolig for nybyggere på den inddæmmede Lammefjord. Billedet har været bragt utallige gange, og så sent 'som sidst i 60'erne kunne man finde det i en tysk afhandling som eksempel på »den endnu levende gamle græstørvsbyggemåde«. I jagten på relikter, som kunne belyse eller illustrere et udviklingsforløb, har kulturhistorikere og etnologer ofte ment at finde ældgamle, nedarvede traditioner i noget, der langt bedre lader sig forklare som nødløsninger under ekstremt fattige eller helt specielle forhold.