Når man ser det fra oven

Skyldes nu denne paradoksale opstilling en sympatisk beskedenhed hos forfatteren? Nej, forklaringen er den, at billedet er taget, efter at artiklen var gået til trykning. Det blev knaldet på i sidste øjeblik.

Billedet blev optaget på en flyvetur, som Stiesdal og jeg foretog sammen i juli sidste år. Det er gengivet ovenfor, og det er naturligvis muligt, at fagmandens begejstring over det vil forekomme læseren lidt overdreven. Det viser jo, når alt kommer til alt, bare en grå flade med nogle tegninger i. Det er nødvendigt at kende lidt til sagen for ret at vurdere det.

Det at komme til vejrs giver muligheder for iagttagelser, som slet ikke er til stede til daglig, når vi trasker rundt med øjnene i en højde af 170 cm over jordskorpen. Ikke blot får man et bedre overblik over mangt og meget, men det bliver også muligt at se ting – farveforskelle, svage ujævnheder i terrænet – som end ikke kan anes af dem dernede. Det har vist sig, at dette nye syn på tingene med fordel kan udnyttes af arkæologen. Helt forsvundne oldtidsanlæg kan under gunstige omstændigheder blive synlige igen og fotograferes. Metoden har længe været brugt i udlandet, og nu har altså Hans Stiesdal taget opgaven op.

Vort billede, der er taget over Hodde bakke nordøst for Varde, afslører en lille gruppe oldtidshuse, om hvis fortidige eksistens ingen kunne have anelse. Husenes grundplaner fremtræder så tydeligt, at vi helt uden spadens hjælp kan tegne dem op, hvilket er sket. Husene griber ind i hinanden; der kan udskilles tre anlæg, som ikke kan have stået på samme tid.