Når man ser det fra oven

Læsere af Hans Stiesdals artikel om luftfotografering i arkæologiens tjeneste (Nationalmuseets Arbejdsmark 1959) kan have grund til at undre sig. Forfatteren fortæller sagligt og forbeholdent om de beskedne resultater, som er nået på dette felt herhjemme, og fremholder udenlandske præstationer som et fjernt mål at stræbe imod. Og så sluttes artiklen af med et billede - og vel at mærke et dansk billede - som hævder sig smukt blandt verdens bedste.

Af Olfert Voss

Skyldes nu denne paradoksale opstilling en sympatisk beskedenhed hos forfatteren? Nej, forklaringen er den, at billedet er taget, efter at artiklen var gået til trykning. Det blev knaldet på i sidste øjeblik.

Billedet blev optaget på en flyvetur, som Stiesdal og jeg foretog sammen i juli sidste år. Det er gengivet ovenfor, og det er naturligvis muligt, at fagmandens begejstring over det vil forekomme læseren lidt overdreven. Det viser jo, når alt kommer til alt, bare en grå flade med nogle tegninger i. Det er nødvendigt at kende lidt til sagen for ret at vurdere det.

Det at komme til vejrs giver muligheder for iagttagelser, som slet ikke er til stede til daglig, når vi trasker rundt med øjnene i en højde af 170 cm over jordskorpen. Ikke blot får man et bedre overblik over mangt og meget, men det bliver også muligt at se ting - farveforskelle, svage ujævnheder i terrænet - som end ikke kan anes af dem dernede. Det har vist sig, at dette nye syn på tingene med fordel kan udnyttes af arkæologen. Helt forsvundne oldtidsanlæg kan under gunstige omstændigheder blive synlige igen og fotograferes. Metoden har længe været brugt i udlandet, og nu har altså Hans Stiesdal taget opgaven op.

Vort billede, der er taget over Hodde bakke nordøst for Varde, afslører en lille gruppe oldtidshuse, om hvis fortidige eksistens ingen kunne have anelse. Husenes grundplaner fremtræder så tydeligt, at vi helt uden spadens hjælp kan tegne dem op, hvilket er sket. Husene griber ind i hinanden; der kan udskilles tre anlæg, som ikke kan have stået på samme tid.

Billede

Fig. 1. Der kan udskilles tre anlæg, som må være af forskellig alder: Indhegnet område, hvortil man - omend med forbehold - må antage, at to af husene hører. Det største af disse har været et spændhus, dvs. et hus, hvis tag har gået til jorden; Tagspærene har støttet i den gravede rende. Der har været indvendige vægge og stolper. I den nordlige langside ses indgangen tydeligt. Det mindre hus synes at være af en anden type, som måske har haft lerklinede fletværksvægge. Hegnet kan have været et risgærde. Indgangen til pladsen ligger mellem husene, og her er hegnet tredobbelt, hvad så dette kan betyde. Indhegningen synes forlænget både mod øst og vest, men disse linjer kunne ikke følges til enden. - Gårdsamfund af denne type er i øvrigt helt ukendt herhjemme. Et langhus. Huse som dette, med opholdsrum i vestenden og stald i øst, er velkendte fra ældre jernalder. Huset er af spændhuskonstruktion med døre i begge langsider. Staldenden smalner noget til, måske fordi taget her har haft større rejsning. Hus med buede langvægge (Trelleborgtypen). Denne husform er velkendt i yngre jernalder, og det har været almindeligt antaget, at den var opstået i denne periode. Muligvis vil fundet her ændre denne opfattelse.

Hvis man alene ud fra luftbilledet skal prøve at tidsbestemme anlæggene, vil man skønne, at de tre af husene tilhører ældre jernalder, mens det fjerde (det med de buede vægge) passende kan anbringes i jernalderens slutningsafsnit. Vor viden om oldtidens hustyper er dog ikke grundfæstet nok til, at vi uden videre tør gå ud fra, at dette er rigtigt. En måned efter, at billedet var taget, drog vi derfor til Hodde for - med venlig tilladelse af gårdejer Søren Foss - at prøve at skaffe os en mere begrundet mening. Kornet var da høstet, og der var intet at se i den golde stubmark. Det så ikke lovende ud.

Med fotografiet som udgangspunkt anlagde vi tre udgravningsfelter, beregnet til at ramme hvert af de tre store huse. Overalt genfandt vi de huller og vægriller, vi kendte fra billedet.

For spørgsmålet om dateringen er det vigtigt, at vi også fandt en del skår. Deres vidnesbyrd var overraskende. Alle husene - også det med de buede vægge - synes at høre hjemme i ældre jernalder - endda i en tidlig del af denne, nemlig århundredet før Kristi fødsel. - Skulle virkelig "Trelleborghuset" have rødder så langt tilbage i tiden? Det spørgsmål står endnu åbent, men det er klart, at der skal graves igen i Hodde.

Prøvegravningen viste, at kulturlaget over husene er gennempløjet til undergrunden. Muldlaget var kun ca. 30 cm tykt, og det er nok ikke mindst den omstændighed, vi kan takke for det fine billede, som tegnede sig i bygmarken. I den tørre sommer har komet haft vanskeligt ved at skaffe sig næring nok, men de planter, som voksede over de muldfyldte huller og render, har haft de bedste betingelser. De er blevet højere end de andre og har kastet skygge. Fotografiet er taget kl. 19.30, altså på et tidspunkt hvor solen stod lavt. Et par timer tidligere har der næppe været noget at se. Vort billede er altså opstået ved et sammenspil af heldige omstændigheder. Af sådanne er den arkæologiske luftfotografering stærkt afhængig.

Oldtidsfundet i Hodde hører til sidste års interessanteste, ikke blot på grund af sine arkæologiske kvaliteter, men navnlig ved det perspektiv det åbner. Med et fotografi som dette i hånden kan ugers ørkesløst arbejde spares, og felter og snit kan placeres, som de tjener arbejdet bedst.