
Mystik omkring en sø
Den store vestsjællandske sø, Tissø, ruger over en hemmelighed. Det gør mange danske søer, hvis man tør fæste lid til folkeoverleveringerne. Men denne er af mere håndgribelig art. Det begyndte, da man i slutningen af forrige århundrede sænkede vandstanden i søen et par meter. Ved den lejlighed blev der fundet gamle sager, og siden er fundene kommet med jævne mellemrum.
Af Aage Skjelborg
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

Tingene, der ofte er meget velbevarede, ligger spredt inden for et bestemt strøg langs søens vestbred, og det mærkelige er, at de er af højst forskellig alder. De spænder i tid fra bronzealder til middelalder – et tidsrum på det meste af et par årtusinder.
Ældst blandt de fundne genstande – når bortses fra en flintpilespids, der næppe kan tillægges betydning, dertil er den for almindelig – er en nål, hjemmehørende i yngre bronzealder. Derefter kommer et mærkeligt fantasidyr af bronze fra tiden kort før Kristi fødsel. Nu følger et alvorligt spring i tid. Alle de øvrige sager er så vidt vides fra vikingetid eller tidlig middelalder. Det drejer sig om sværd, spydspidser, smedeværktøj, økser, spænder af flere forskellige former – trefligede, rektangulære, skålformede – beslag m.m. Desværre er de fleste af sagerne dårligt stedfæstet; de er fundet på en tid, da man ikke tog det så nøje med den side af sagen. Det må understreges, at fundlisten, der er hentet fra Nationalmuseet, ikke kan anses for udtømmende. En nøjere gennemgang af museets arkiver og samlinger kunne muligt bringe mere for dagen. Og hvad der i tidens løb er fundet, uden at det er kommet til fagfolks kundskab, ved vi intet om.
I samråd med Nationalmuseet planlagde jeg en undersøgelse på stedet. Den blev påbegyndt 1. påskedag på det tørre land, nemlig i engene langs søen; her har jo før vandstandssænkningen været søbund. Som hjælpemiddel medbragte jeg en frekvenssøger, en forbedret udgave af metalsøgeren, eller minesøgeren, som den jo almindeligt kaldes. Med dette følsomme apparat lod det sig forholdsvis let gøre at afsøge engen for metal, og det var virkelig også en anselig dynge af hestesko, tøjrepæle og hegnstråd, som i dagens løb blev samlet sammen.
Efter den resultatløse 1. påskedag kom turen 2. påskedag til selve søen, der her er så fladvandet, at der slet ikke blev brug for medbragt frømandsudstyr – det hele kunne klares med et par gummistøvler. Sammen med fisker Michael Hansen, Bakkendrup, der kender søen ud og ind, vadede jeg time efter time gennem vandet. Med søgerens hjælp blev i snesevis af jagtpatroner og jernholdige sten hentet op fra bunden; men det afgørende udslag lod vente på sig. Det kom imidlertid, ganske tæt ved et sted, hvor der for mange år siden var opfisket to vikingetidsspydspidser, en lun sivkrog med klart vand. Udslaget var ret svagt. Det kunne være en lille genstand i ringe dybde eller en stor, dybtliggende. Tre træstykker blev stillet op for at hindre den løse bund i at skride ind i udgravningen. Efter ca. en times arbejde optog vi fra en dybde af knapt 40 cm under søbunden et sværd fra keltisk jernalder, samme alder som den ovennævnte dyrefigur. Bortset fra en smule tæring, der havde ændret lidt ved klingens oprindelige struktur, var våbnet så friskt og velbevaret, som da det for 2000 år siden blev kastet i søen. (Fig. 1)
Udgave: Skalk 1957:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
