Mystik omkring en sø

Tingene, der ofte er meget velbevarede, ligger spredt inden for et bestemt strøg langs søens vestbred, og det mærkelige er, at de er af højst forskellig alder. De spænder i tid fra bronzealder til middelalder - et tidsrum på det meste af et par årtusinder.

Ældst blandt de fundne genstande - når bortses fra en flintpilespids, der næppe kan tillægges betydning, dertil er den for almindelig - er en nål, hjemmehørende i yngre bronzealder. Derefter kommer et mærkeligt fantasidyr af bronze fra tiden kort før Kristi fødsel. Nu følger et alvorligt spring i tid. Alle de øvrige sager er så vidt vides fra vikingetid eller tidlig middelalder. Det drejer sig om sværd, spydspidser, smedeværktøj, økser, spænder af flere forskellige former - trefligede, rektangulære, skålformede - beslag m.m. Desværre er de fleste af sagerne dårligt stedfæstet; de er fundet på en tid, da man ikke tog det så nøje med den side af sagen. Det må understreges, at fundlisten, der er hentet fra Nationalmuseet, ikke kan anses for udtømmende. En nøjere gennemgang af museets arkiver og samlinger kunne muligt bringe mere for dagen. Og hvad der i tidens løb er fundet, uden at det er kommet til fagfolks kundskab, ved vi intet om.

I samråd med Nationalmuseet planlagde jeg en undersøgelse på stedet. Den blev påbegyndt 1. påskedag på det tørre land, nemlig i engene langs søen; her har jo før vandstandssænkningen været søbund. Som hjælpemiddel medbragte jeg en frekvenssøger, en forbedret udgave af metalsøgeren, eller minesøgeren, som den jo almindeligt kaldes. Med dette følsomme apparat lod det sig forholdsvis let gøre at afsøge engen for metal, og det var virkelig også en anselig dynge af hestesko, tøjrepæle og hegnstråd, som i dagens løb blev samlet sammen.

Efter den resultatløse 1. påskedag kom turen 2. påskedag til selve søen, der her er så fladvandet, at der slet ikke blev brug for medbragt frømandsudstyr - det hele kunne klares med et par gummistøvler. Sammen med fisker Michael Hansen, Bakkendrup, der kender søen ud og ind, vadede jeg time efter time gennem vandet. Med søgerens hjælp blev i snesevis af jagtpatroner og jernholdige sten hentet op fra bunden; men det afgørende udslag lod vente på sig. Det kom imidlertid, ganske tæt ved et sted, hvor der for mange år siden var opfisket to vikingetidsspydspidser, en lun sivkrog med klart vand. Udslaget var ret svagt. Det kunne være en lille genstand i ringe dybde eller en stor, dybtliggende. Tre træstykker blev stillet op for at hindre den løse bund i at skride ind i udgravningen. Efter ca. en times arbejde optog vi fra en dybde af knapt 40 cm under søbunden et sværd fra keltisk jernalder, samme alder som den ovennævnte dyrefigur. Bortset fra en smule tæring, der havde ændret lidt ved klingens oprindelige struktur, var våbnet så friskt og velbevaret, som da det for 2000 år siden blev kastet i søen. (Fig. 1)

Det gådefulde ved fundet, eller fundene, ligger i deres højst forskellige alder. De kan altså ikke hidrøre fra een bestemt begivenhed - et søslag eller hvad man nu vil tænke sig. Der må ligge en fast tradition hag dem, en skik af hvad art den så har været, som har fået oldtidens og den tidlige middelalders mennesker til at kaste våben, værktøj og smykker i søen. En offerskik? Efter nogles mening er det jo guden Ti, som søen har navn efter.

Undersøgelserne vil blive fortsat ved første lejlighed. Hvem ved, måske kan et heldigt fund hjælpe os til at løfte en flig af det slør, som skjuler for os, hvad her har fundet sted.

Det er jernalderens våbenofferfund, som falder en i tanken under læsningen af ovenstående: Ejsbøl, Illerup o.s.v. - de seks store mosefund og de mange småfund af samme art. Men våbenfundene er sjældne i keltisk jernalder og mangler helt i vikingetid for slet ikke at tale om middelalder. Hovedsagelig hører de hjemme netop i det tidsrum, som er fundtomt her ved Tissø, og ingen af dem spænder tilnærmelsesvis så vidt i tid som Tissø-sagerne. Kan det tænkes, at en hedensk kult her har holdt sig gennem årtusinder, og at den har fortsat helt op i kristendommens århundreder trods kongebud og præstelig fordømmelse? Spørgsmålet får stå åbent til fundenes tale bliver tydeligere. At det skulle være den blotte tilfældighed, som har kastet disse sager sammen, er svært at tro.

Antagelig er det den nordiske gud Ti eller Tyr, som har lånt navn til søen - og til en række andre danske lokaliteter (Tislund, Tisvilde, Tibirke m.fl.). Denne gud, hvis dyrkelse nok kan gå tilbage til kel tisk jernalder, synes at have været flittigt dyrket i Danmark, mindre i vore nordiske nabolande. At Tyr var sejrens gud passer godt - næsten mistænkeligt godt - med ovennævnte teori.

Med allerstørste spænding og interesse må man afvente resultatet af kommende undersøgelser.
Red.