Morfars lut

En lut, som min morfar har bygget. Et stort og skønt instrument med en klang så dyb og rund. Og indeni sidder en lille seddel, hvorpå med morfars håndskrift står: Peder Stochholm, august 1902 – Kjøbenhavn.

Snedker, billedskærer, fotograf, sortkridttegner, instrumentmager Peder Stochholm – rækkefølgen er kronologisk.

Men for at begynde med begyndelsen: Morfar var født i Varde i 1843, hans far var snedker, og han kom i lære hos sin far. Han stod sin lære ud, men hans kunstneriske trang drev ham over i billedskæreriet og derfra igen til at ville være billedhugger. Han rejste til København og gik på Teknisk skole – men opgav det igen af økonomiske grunde. Han lærte sig fotografering og rejste tilbage til Varde, hvor han nedsatte sig som fotograf, og her blev han også gift. Den unge pige, som blev min mormor, kom for at blive fotograferet, og han syntes, hun var så smuk, at han bad om at få lov at tegne et portræt af hende.

Morfar virkede nogle år som fotograf, fra ca. 1880 til 1890, samtidig tegnede han legemsstore portrætter. Det var før man kendte til at forstørre fotografier. Han høstede stor anerkendelse, han havde flere gange portrætter med på udstillinger, bl.a. på verdensudstillingen i København, 1888, hvor hans tegninger vakte smigrende opmærksomhed.

Han ernærede sig nu i en årrække alene som sortkridttegner. Samtidig begyndte han at eksperimentere med at bygge musikinstrumenter – guitar, violin, mandola, mandolin og lut.

Og nu havde han endelig fundet sit rette felt. Man havde fundet frem til at forstørre fotografier – dem kunne de sortkridttegnede portrætter ikke konkurrere med – og da Peder Stochholm omkring århundredskiftet for bestandig bosatte sig i København, arbejdede han udelukkende med at bygge musikinstrumenter. Forinden havde han på Ribe amts-udstilling i Varde 1897 vundet sølvmedaille og diplom for sine instrumenter.

I de første år havde han et lille værksted, hvor han boede, på Åboulevarden, og fra 1903 til 1907 havde han værksted i St. Strandstræde. Men da huset dér skulle rives ned, måtte han flytte igen, og da fik han værksted og butik i Lille Kongensgade 16, hvor han arbejdede til sin død i 1921.

Men lad os følge ham og hans udvikling i avisomtalerne. Det begyndte beskedent i »Politiken«, oktober 1901 – fra en udstilling:

– »Som en kuriositet kan nævnes en pragtfuld og med den yderste delikatesse udarbejdet lut, der skyldes en ukendt kunstner ved navn Stochholm – «

Men i februar 1904 i »Nationaltidende«:

»Den bekendte instrumentmager P. Stochholm, hvis strengeinstrumenter allerede forlængst har vundet indpas i Sverrig og Finland ved lutspillerne Aspelin og Scholander, har i disse dage modtaget bestilling fra friherre Ernst v. Wollzogen, direktør for Komische Oper i Berlin, på en særlig kunstfærdigt forarbejdet 12-strenget lut«.

I 1904 er han nu altså blevet »den bekendte«.

I disse år var i København en kendt trio bestående af tegneren og forfatteren Achton Friis samt Johan Tholstrup og Fr. Birket-Smith. Achton Friis skriver i »Politiken« 4. oktober 1909:

»Der er et sted henne i Lille Kongensgade en butik, hvis vindue er fuldt af prægtige instrumenter. Inde bag denne er et beskedent værksted, hvor en mand ved navn Stochholm dagen lang, året rundt utrættelig sidder og arbejder, aldrig færdig med at forbedre og udvikle de instrumenter, som han har gjort det til sin livsopgave at frembringe. Ikke fabriksmæssigt bliver de til, hver af dem har, så længe de var under arbejde i hans hænder, været hans kælebørn, de optog ham tidligt og sent. Endnu er den kreds, som dyrker disse instrumenter med forstand, alt for lille. Og dog er der intet sted, hverken herhjemme eller i udlandet, hvor de laves så fuldkomne som i Stochholms lille, beskedne værksted. Han ved det selv, han kender sit arbejdes værd. På Århus-udstillingen forleden tilkendtes ham en 2. præmie, en bronzemedaille, for den samling instrumenter, han havde hængt op derovre. Men han sendte den tilbage med disse ord: Tak, men den skal jeg skam ikke have! Jeg skal sige Dem, jeg laver kun førsteklasses arbejde!«

Denne reaktion var typisk for ham. Kort efter at forfatteren Otto Benzon havde købt en lut hos morfar, kom en ham ukendt mand ind til ham og købte en lut. Da han havde valgt, hvilken han ville have, forlangte han at få den bragt hjem til sig. Morfar havde jo intet bud og sagde vrissent: »Når Benzon selv kan gå hjem med sin lut, så kan De vel osse!«

(Fig. 2).