Morfars lut

En lut, som min morfar har bygget. Et stort og skønt instrument med en klang så dyb og rund. Og indeni sidder en lille seddel, hvorpå med morfars håndskrift står: Peder Stochholm, august 1902 - Kjøbenhavn.

Snedker, billedskærer, fotograf, sortkridttegner, instrumentmager Peder Stochholm - rækkefølgen er kronologisk.

Men for at begynde med begyndelsen: Morfar var født i Varde i 1843, hans far var snedker, og han kom i lære hos sin far. Han stod sin lære ud, men hans kunstneriske trang drev ham over i billedskæreriet og derfra igen til at ville være billedhugger. Han rejste til København og gik på Teknisk skole - men opgav det igen af økonomiske grunde. Han lærte sig fotografering og rejste tilbage til Varde, hvor han nedsatte sig som fotograf, og her blev han også gift. Den unge pige, som blev min mormor, kom for at blive fotograferet, og han syntes, hun var så smuk, at han bad om at få lov at tegne et portræt af hende.

Morfar virkede nogle år som fotograf, fra ca. 1880 til 1890, samtidig tegnede han legemsstore portrætter. Det var før man kendte til at forstørre fotografier. Han høstede stor anerkendelse, han havde flere gange portrætter med på udstillinger, bl.a. på verdensudstillingen i København, 1888, hvor hans tegninger vakte smigrende opmærksomhed.

Han ernærede sig nu i en årrække alene som sortkridttegner. Samtidig begyndte han at eksperimentere med at bygge musikinstrumenter - guitar, violin, mandola, mandolin og lut.

Og nu havde han endelig fundet sit rette felt. Man havde fundet frem til at forstørre fotografier - dem kunne de sortkridttegnede portrætter ikke konkurrere med - og da Peder Stochholm omkring århundredskiftet for bestandig bosatte sig i København, arbejdede han udelukkende med at bygge musikinstrumenter. Forinden havde han på Ribe amts-udstilling i Varde 1897 vundet sølvmedaille og diplom for sine instrumenter.

I de første år havde han et lille værksted, hvor han boede, på Åboulevarden, og fra 1903 til 1907 havde han værksted i St. Strandstræde. Men da huset dér skulle rives ned, måtte han flytte igen, og da fik han værksted og butik i Lille Kongensgade 16, hvor han arbejdede til sin død i 1921.

Men lad os følge ham og hans udvikling i avisomtalerne. Det begyndte beskedent i »Politiken«, oktober 1901 - fra en udstilling:

- »Som en kuriositet kan nævnes en pragtfuld og med den yderste delikatesse udarbejdet lut, der skyldes en ukendt kunstner ved navn Stochholm - «

Men i februar 1904 i »Nationaltidende«:

»Den bekendte instrumentmager P. Stochholm, hvis strengeinstrumenter allerede forlængst har vundet indpas i Sverrig og Finland ved lutspillerne Aspelin og Scholander, har i disse dage modtaget bestilling fra friherre Ernst v. Wollzogen, direktør for Komische Oper i Berlin, på en særlig kunstfærdigt forarbejdet 12-strenget lut«.

I 1904 er han nu altså blevet »den bekendte«.

I disse år var i København en kendt trio bestående af tegneren og forfatteren Achton Friis samt Johan Tholstrup og Fr. Birket-Smith. Achton Friis skriver i »Politiken« 4. oktober 1909:

»Der er et sted henne i Lille Kongensgade en butik, hvis vindue er fuldt af prægtige instrumenter. Inde bag denne er et beskedent værksted, hvor en mand ved navn Stochholm dagen lang, året rundt utrættelig sidder og arbejder, aldrig færdig med at forbedre og udvikle de instrumenter, som han har gjort det til sin livsopgave at frembringe. Ikke fabriksmæssigt bliver de til, hver af dem har, så længe de var under arbejde i hans hænder, været hans kælebørn, de optog ham tidligt og sent. Endnu er den kreds, som dyrker disse instrumenter med forstand, alt for lille. Og dog er der intet sted, hverken herhjemme eller i udlandet, hvor de laves så fuldkomne som i Stochholms lille, beskedne værksted. Han ved det selv, han kender sit arbejdes værd. På Århus-udstillingen forleden tilkendtes ham en 2. præmie, en bronzemedaille, for den samling instrumenter, han havde hængt op derovre. Men han sendte den tilbage med disse ord: Tak, men den skal jeg skam ikke have! Jeg skal sige Dem, jeg laver kun førsteklasses arbejde!«

Denne reaktion var typisk for ham. Kort efter at forfatteren Otto Benzon havde købt en lut hos morfar, kom en ham ukendt mand ind til ham og købte en lut. Da han havde valgt, hvilken han ville have, forlangte han at få den bragt hjem til sig. Morfar havde jo intet bud og sagde vrissent: »Når Benzon selv kan gå hjem med sin lut, så kan De vel osse!«

(Fig. 2).

Mange kendte folk havde deres gang i den lille butik i Lille Kongensgade. De to unge skuespillerbrødre Adam og Johannes Poulsen kom der af og til - Johannes havde altid fart på, han rev døren op med sådan en hast, at han engang slog mormors gulvspand omkuld. Men hans interesse for instrumenterne var stor, han købte flere strengeinstrumenter og bestilte f.eks. en lut af ældste model, en renæssancelut, en kort 12-strenget med knækket hals.

Den unge Ludvig Brandstrup erhvervede en af morfars luter, som han omfattede med megen veneration, og den musikalske dronning Alexandrine handlede og købte lut hos morfar.

Den omrejsende sanger og komponist Saxtorph-Mikkelsen havde også en Stochholm-lut, og han indledte altid sine koncerter med at fortælle om sit instrument og dets skaber. Jeg husker så tydeligt, hvor jeg svulmede af stolthed, da jeg som stor pige overværede en af hans friluftskoncerter på en åben mark ved Borups Allé, hvor han stående på et vognlad viste sin lut frem og nævnede min morfars navn.

I sommeren 1911 optog en herlig polemik mellem kritikeren Charles Kjerulf og læge Hans Kaarsberg i Sorø adskillige daglige spalter i »Politiken«. Det var dengang, Saxtorph-Mikkelsen nylig var begyndt på sine tourneer - læge Kaarsberg roste ham til skyerne og så i ham en fornyer af folkemusikken. Charles Kjerulf derimod sablede Saxtorph-M. fuldstændig ned og kaldte ham en umusikalsk dilettant. Men een ting kunne d'hrr. blive enige om, Saxtorph-M's ord om lutens mester stod til troende - jeg vil i den forbindelse blot citere Charles Kjerulf:

- »Deres mening om instrumentmager Stochholm, de danske guitarers og luters fader og spillernes forsyn, deler jeg ganske. Den gamle sælsomme mand er et stort stykke af et geni, og hvor jeg kan anbefale ham og hans forunderlige evner, gør jeg det med glæde. Men - så skilles også vore veje -« osv.

I tiden fra århundredskiftet og til første verdenskrig stod visekunsten højt herhjemme. Dertil bidrog bl.a. Holger Drachmann med sine viser. Det blev almindeligt både i foreninger og privat at optræde med sang til eget lutakompagnement.

I »B.T.« oktober 1920 i »Et interview med en lutspiller« fortæller skuespiller Albert Luther om sit instrument og dets mester:

» - den gamle Stochholm derhenne i strædet, når han engang er død, vil han blive verdensberømt, en så fremragende kunstner er han på sit område, og hver gang jeg griber luten for at kalde tonerne frem af dens strenge, så strømmer der mig i møde fra disse mesterens kærlighed til sit instrument, og jeg føler befrielse ved at udløse den - «

Ak nej - morfar blev ikke verdensberømt. Op mod anden verdenskrig gled luten tilbage i glemselen og blev afløst af guitaren, som blev et ensemble-instrument.

Indenfor interesserede kredse var morfar i sin tid kendt og estimeret - men han sloges med fattigdom hele sit liv. Han og mormor satte fjorten børn i verden, hvoraf kun fem blev voksne. Det var dengang, man overlod til Vorherre at bestemme, hvor mange børn man skulle have, og det var dengang, børn døde af difteritis og spansk syge - mormors liv var en tragisk vekslen mellem fødsel og død.

Jeg husker jo kun morfar som en gammel mand, en lille mand med stort hvidt hår - med et væsen, som skiftede fra mild snakkesalighed til mørk bisterhed, en pudsig mand.

For mig var morfars værksted en eventyrlig hule, hvor skønne blanke instrumenter skabtes midt i et roderi af mærkværdigt værktøj, i en lugt af lim og træ, dårligt oplyst af en støvet lampe. Han lavede selv sit værktøj, han lærte sig selv at bygge instrumenter, konstruktionen var hans egen - og han var den første danske og i mange år den eneste lut- og mandolinbygger. Luten var og blev hans speciale.

På indersiden af døren ind til hans butik sad en trekantet flad kasse, som min mor fejlagtigt kaldte æolsharpen. Muligvis har han lavet den selv. Foran forneden på kassen er der et aflangt hul, indenfor hvilket der sidder syv små metalstykker, hver med sin tone, som en xylofon. Og ned foran dem hænger i korte snore syv små blykugler, som slår mod metallet og klingrer fint, når man tager i døren.

Æolsharpen fandt jeg igen imellem min mors efterladte ting. Dens spæde ringlen satte mig tilbage i tiden, genkaldte mig erindringen om værkstedet og butikken i Lille Kongensgade, hvor jeg som fem-seksårig stod og fik harpen til at klinge ved at skubbe til døren

Og nu har jeg sikret min gren af slægten et kosteligt arvestykke, morfars lut - og æolsharpen sidder nu på indersiden af døren til mit hus.

(Fig. 3).