Mordstedet

I nærværende artikel skal der, på grundlag af nyvundne erfaringer, gives et bidrag til denne debat, men forinden vil det være rimeligt kort at opridse stridens forudsætninger, som de tegnes af de historiske og arkæologiske kilder. Desværre lider dette materiale af store mangler - hvor spinkelt og speget, det er, vil man få et indtryk af gennem dette nummers kronik, der omhandler selve mordet og dets forspil, og de oplysninger, der foreligger om mordstedet, er ingenlunde bedre. Det synes dog med ret stor sikkerhed at kunne fastslås, at drabet fandt sted i en lade. At det skulle være en kirkelade, som undertiden påstået, er der ikke det mindste, der tyder på.

Om bodskapellet ved man, at det blev bygget kort efter drabet, men derudover foreligger der ingen samtidige oplysninger. Ifølge traditionen skal det være opført på selve mordstedet - altså på ladens plads - og selv om det ikke har kunnet bekræftes historisk, må det vel siges at være en rimelig tanke. Efter kapellets rejsning har Finderup haft to kirkelige bygninger, idet man må gå ud fra, at der i forvejen fandtes en sognekirke (fig. 1).

De messer, som har lydt i bodskapellet til bedste for kong Eriks syndige sjæl, må, om ikke før, være forstummet ved reformationen. Bygningen havde hermed udspillet sin egentlige rolle og stod nu blot som et minde om Danmarks sidste kongemord. 1551 opnår Erik Krappe, herremand til Bustrup i Salling, Christian 3.'s samtykke til at nedbryde et gammelt kapel i Finderup og tage, hvad der måtte være af kalk og teglsten, mens kongen forbeholder sig de tilhugne sten. Det er dog en betingelse, at »ingen ville sige, at dette gamle kapel havde været bygget på det sted, hvor kong Erik blev myrdet« - underforstået, at hvis det var tilfældet måtte kapellet selvfølgelig ikke nedbrydes. Vi ved ikke, om Erik Krappe benyttede sig af tilladelsen, men det er sandsynligt, og spørgsmålet er så, hvilken af de to kirkelige bygninger i Finderup det gik ud over. Var det - trods forbuddet - kapellet? Eller ofrede man kirken og lod kapellet overtage dens funktion? Af kongens ordvalg synes det at fremgå, at der allerede på dette tidspunkt, mindre end 300 år efter mordet, har været tvivl om, hvilken bygning der var bodskapellet, så Erik Krappe kan i begge tilfælde have været i god tro. Et lille hundrede år senere skriver Joh. Isacio Pontano i sin Rerum Danicarum Historia under omtalen af kongemordet: »I selve landsbyen Finderup sås i tidligere år et lille og næsten faldefærdigt kapel opført til minde herom på dette sted«. Den ene af bygningerne - efter forfatterens mening kapellet - har altså på det tidspunkt været borte.

I Peder Hansen Resens store topografiske Atlas Danicus fra 1728 nævnes kirken og kapellet flere gange, men uden at det klart fremgår, hvad der er hvad. Et sted hedder det: »Men det fortjener at bemærkes, at kirken i den nævnte landsby Finderup i det år, da højsalig Erik Klipping blev dræbt der, ikke var bygget på det sted, hvor den nu ses, men på den tid lå den vestligere imod syd, nærmest Niels Skrædders gård, hvor der endnu ses rester, ikke blot af kirken, men også af samme lade«. En lidt yngre kilde, Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1768, udtaler sig mindre tvetydigt: Finderup kirkes alter skal, siges det, »stå på det sted, hvor fordum den lade var, hvori kong Erik Klipping blev ihjelslagen«.

1867 kom arkæologien ind i billedet ved en udgravning foretaget af Nationalmuseet i ruinen af en større teglstensbygning beliggende i den vestlige del af Finderup, en position, der passer meget godt med den af Resen nævnte kirkeruin ved Niels Skrædders gård. Om udseende og grundplan af det stærkt ødelagte hus gav den hastige - todages - undersøgelse ikke megen oplysning, men arkitekt Uldall, der ledede arbejdet, mente dog med sikkerhed at kunne fastslå, at det drejede sig om et kirkeligt anlæg - blandt andet fordi der i årene forud var fundet grave nord for tomten. Dennes udstrækning angives til ca. 25 x 9 meter, hvilket betyder, at den ødelagte bygning har været en del større end den nuværende kirke i dens ældste skikkelse.

Straks rejste der sig en voldsom diskussion: var det bodskapellet, eller var det den oprindelige kirke, man havde fundet resterne af? Tre ting vejede tungt til fordel for kirketeorien: 1. Tilstedeværelsen af grave i forbindelse med bygningen, noget man ikke ville vente at finde ved et bodskapel. 2. Bygningens størrelse i forhold til den nuværende sognekirke. 3. Det udtrykkelige pålæg i dokumentet fra 1551 om ikke at nedrive bodskapellet. - Enige kunne man ikke blive, hverken dengang eller siden (fig. 2). Så sent som i den nylig udkomne 5. udgave af Traps Danmark nævnes begge muligheder, dog med vægten på den opfattelse, at den nedrevne bygning er bodskapellet.

På grundlag af ovennævnte diskussion var det med megen spænding, denne artikels forfatter i 1969 gik igang med en udgravning i Finderup kirke. Ville det lykkes at få afgjort den gamle strid om bodskapellets placering? I så fald skulle resterne af den berømte lade ligge inden for rækkevidde. Den helt store undersøgelse blev det nu ikke til i denne omgang; arbejdet koncentreredes hovedsageligt om en smal jordbalk beliggende i skibets norddel, mellem en dyb varmekanal fra 1930'erne og en stribe omfangsrige barok-begravelser langs kirkens midtakse. I dette område - kun op til en meter bredt - fjernedes først alt, som med sikkerhed havde forbindelse med den stående kampestenskirke, hvorefter opmærksomheden samledes om de tilbageværende jordlag og nedgravninger. De viste, at der havde været en ret voldsom aktivitet på stedet før stenkirken blev bygget. Der fandtes flere »stolpehuller« og gruber, som det dog på grund af det beskedne udgravningsareal ikke lykkedes at sætte i indbyrdes forbindelse, og i de lodrette jordvægge sås en række afretningslag, foroven afsluttet med et brandlag umiddelbart under byggelaget for stenkirken (fig. 3) (fig. 4). Vigtigst var fundet af fem grave, der med sikkerhed kan siges at være ældre end den stående bygning; en af dem lå inde under sylden til skibets nordmur, og i to fandtes skeletter med armene liggende ned langs siden og håndfladerne drejet en smule ind over hoften, som skik var i tidligste middelalder, men ikke senere end midten af 1100-tallet. Der er således ingen tvivl om, at der, før kampestenskirken blev bygget, har været kirkegård på stedet og formodentlig også en ældre trækirke, der muligvis er brændt. Noget entydigt bevis for tilstedeværelsen af denne sidstnævnte bragte udgravningen vel ikke, men »stolpehuller« og gruber peger i den anførte retning. Havde udgravningsstedet været et andet end Finderup, ville teorien formentlig være blevet accepteret uden indvendinger.

Udgravningen har altså virkelig givet et bidrag til den gamle diskussion, omend ikke helt det ventede: den nuværende Finderup-kirke synes ikke at være identisk med bodskapellet. På det sted, hvor kirken ligger, har der været kirkegård - og altså formodentlig også en stavkirke - 100 -200 år før kongemordet fandt sted. Naturligvis kunne man tænke sig denne ældste kirke nedlagt og flyttet de ca. 500 meter hen til den anden plads, men en sådan forlægning stemmer dårligt med skik og brug i middelalderen, og det ville også være et mærkeligt tilfælde, om Erik Klipping skulle blive myrdet og bodskapellet bygget netop på den nedlagte bygnings tomt. Det må iøvrigt erkendes, at der ikke i den nuværende bygnings ældste bevarede dele er noget, der taler imod, at den oprindelig skulle være opført som sognekirke.

Hermed er sagen tilsyneladende gået i hårdknude, for, som man vil erindre, er der ret tungtvejende argumenter for, at heller ikke den anden bygning er bodskapellet, og at ingen af de to anlæg skulle være det forekommer næsten utænkeligt. Som landet ligger, må den nedrevne bygning dog siges at være bedste bud. Den gamle undersøgelse var ikke fyldestgørende, dens resultater må tages med forbehold, og Erik Krappe kan jo have overtrådt kongens forbud, måske uden at være klar over, at han gjorde det.

Skal spørgsmålet endeligt løses, synes der kun at være én mulighed: en ny undersøgelse af den gamle tomt. Det må klarlægges, om bygningen virkelig var så stor som anslået i 1867, og det må undersøges, om det er rigtigt, at der er grave uden for anlægget, samt, i givet fald, hvor gamle disse er. Endelig er der jo laden. At finde omridset af den ville unægtelig være spændende, men så vidt tør man næppe strække sine forhåbninger (fig. 5).