Møllesten til norden

Da Forhistorisk Museum i sommer foretog en mindre udgravning på Rodskov Strandgård ved bunden af Kalø vig, kunne vor værtinde, fru Lilly Jakobsen, forevise en mærkværdig sten, som hun havde fundet under en spadseretur langs stranden. Stenen var tydeligt nok bearbejdet og senere overbrudt; men det var nu mere stoffet end formen, der fik os til at opmåle og fotografere denne simple genstand.

Materialet var en vulkansk bjergart, basaltlava, af en type, som er ukendt i de skandinaviske landes undergrund, men som findes ved byen Mayen i Eifelområdet nær Rhinen. I en fjern geologisk fortid har en vulkan her spyet lava frem i dagslyset, hvor den stivnede til en porøs masse, som dannede et højdedrag i terrænet, og lige siden oldtiden har man brudt denne bjergart for at bearbejde den til møllesten - eller kværnsten. På grund af lavaens mange fine hulheder kunne en sådan møllesten bruges i det uendelige uden at blive glat og miste sin effektivitet.

Allerede omkring år 1000 før Kristus startede man på en industriel udnyttelse af Mayen-forekomsterne, og senere, da området blev indlemmet i romerriget, skete der et betydeligt opsving i produktionen, idet lavaen nu også anvendtes som bygningsmateriale. Da frankerne kom til magten, mistede denne bjergværksdrift en del af sin betydning; men den gik dog aldrig på noget tidspunkt helt i stå.

Den arkæologiske forskning har forlængst fastslået, at der i 6-700-årene og i den efterfølgende vikingetid eksisterede en handelsforbindelse mellem Vesteuropa og Skandinavien. Den store vikingestad Hedeby ved Slien må opfattes som et vigtigt punkt på denne rute, en transithavn, hvorfra de vesteuropæiske handelsvarer blev videresendt til Norden og Østersølandene. For pelsværk og slaver modtog folkene i de skandinaviske lande varer som smykker, glas og våben - altså sager af en ret luksusbetonet art. Som handelsvare betragtet hører Mayen-møllestenene til en grovere kategori, men ikke desmindre ser det ud til, at også de har været forhandlet ad denne rute i denne tid. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5)

I Hedeby er der fundet massevis af sådanne møllesten; men af tilsvarende fund fra det nuværende Danmark har kun nogle ganske få kunnet dateres til vikingetid, og de har aldrig gjort sig særlig bemærket i den arkæologiske litteratur. Typen kendes fra den sjællandske vikingelejr Trelleborg, fra den igangværende bopladsudgravning ved Okholm syd for Ribe og fra Århus, hvor de seneste års gravninger i den ældste bys aflejringer har bragt adskillige brudstykker for dagen, og hvor der også kendes ældre fund. Nogen dominerende rolle spiller Mayen-møllestenene altså ikke i de danske vikingetidsfund, men dog nok til, at man må antage, at eksportørerne nede sydpå har haft Danmark med i deres overvejelser.

I middelalderen tog den nordeuropæiske handel et betydeligt opsving. Den tyske Hansa var den store organisatoriske baggrund - og skibene lastede mere. Om skibsladningerne til middelalderens Ribe skriver Sakse da også, at de bringer landet »al verdens herlige varer«. Hele katedraler blev sejlet til os fra Rhinegnenes stenbrud, men det var en anden vulkansk bjergart, nemlig tuf, man her fandt anvendelse for. Importen af Mayen-møllesten var dog ikke gået i stå, og aftagere har der antagelig været nok af. Man må regne med, at mange private husholdninger har haft egen kværn, og sådan vedblev det at være flere århundreder frem i tiden, også i byerne, indtil monopoler og særordninger satte bremsende ind - som for eksempel i Århus, hvor magistraten 1663 erklærer, at den har anordnet »Århus vandmølle til alene at male, hvad byen behøver, og hermed være afskaffet alle andre møller her i byen samt håndkværne«. Hvor omfattende importen af Mayen-møllesten har været i middelalderen, skulle fundmængden kunne give oplysning om. Den synes ikke at være særlig stor, men det middelalderlige fundmateriale er ret mangelfuldt bearbejdet, så det er vanskeligt at danne sig et overblik. Fra Ribe- og Esbjergegnen kendes flere fund, og det er måske ikke helt tilfældigt, da det vel var på disse kanter, stenene blev udskibet. (Fig. 6)

Også i nyere tid har Danmark fået sin andel af produktionen fra lavabruddene ved Mayen - som for øvrigt er i virksomhed den dag i dag. Omkring 1800 var den rhinske sten næsten fast inventar i danske møller.

At vi har indført møllesten til landet i middelalder og nyere tid, er naturligt nok; men interessen samler sig unægtelig om vikingetidsfundene, der bidrager til et mere nuanceret billede af denne periodes ikke alt for godt oplyste fjernhandel. Som allerede omtalt indtager kværnstenene en særstilling ved at være af en anden og grovere art end de varer, som ellers tilflød Skandinavien i denne tid, og det gør dem yderligere interessante, at vi med så stor og uvant sikkerhed kan fastslå, hvorfra de stammer. Ud fra fundenes fåtallighed kan man ikke uden videre slutte, at vikingetidens møllestensimport har været af ringe omfang, for man må huske, at disse sten har meget dårlige muligheder for at gøre sig gældende i et oldsagsmateriale, der hovedsageligt stammer fra grave og skattefund. Der kendes uhyre få bosteder fra denne tid, og det er naturligvis først og fremmest der, man kan gøre sig håb om at finde det grovere husinventar, som kværnene jo tilhører. Bedømmelsesgrundlaget lider således af en skævhed, men derpå vil fremtidige fund sikkert råde bod.

Om nyfundet fra Rodskov Strandgård tør tages til indtægt for det sparsomme vikingetidsmateriale, er nok temmelig tvivlsomt; det fremkom ikke langt fra en lokalitet med fund fra middelalder og hører måske snarere til denne periode. Men at det engang har gjort den lange rejse fra stenbruddet ved Rhinen til den østjyske strandbred, derom kan der i hvert fald ikke herske tvivl.

nu minder hvilen
efter den tunge
tørn ved kværnen.
(Grottesangen)