Møg

I vikingetiden opstod de første danske købstæder, og det blev indledningen til langvarige uappetitlige processer. I de snævre gader hobede affaldet sig op. Fra udgravninger i vore gamle byers kerneområder kender vi dette syndige roderi, disse metertykke lag af ragelse, som langsomt, i århundredernes løb, hævede gade- og husniveau op i højderne. I arkiverne var møgdyngerne længe om at sætte sig spor, det skete først fra slutningen af middelalderen, da man så småt begyndte kampen mod svineriet. I Kristoffer af Bayerns stadsret fra 1443 fastsættes der bøder for den, som kaster affald i havnen eller lader skam og gødning ligge på gaden foran sit hus i mere end tre dage. Ligeledes må ingen have sit »hemmelige hus« (det lille nyttige rum med hjertet) nærmere ved bystræde eller nabo end én alen. For så vidt var alt vel i vor hovedstad.

Nu er det at nedskrive et lovbud ikke det samme som at få det efterlevet, og netop i den her behandlede sag synes det at have knebet meget med lovlydigheden, hvad de stadige gentagelser af påbudene vidner om. 1577 forbydes slagtninger inde i byen, fordi affaldet derfra forpestede luften, og det fremgår, at man meget vel har været klar over, at urenlighed kunne være årsag til »pestilens og andre sygdomme«. For Christian IV, som gjorde så meget for sin hovedstads forskønnelse, var svineriet en stadig kilde til ærgrelse; under trusel om store bøder pålægger han bystyret at tage sig af sagen, hvilket vistnok medfører nogen – omend kun midlertidig – forbedring. Op gennem århundrederne følger påbud påbud. Holberg ironiserer over svineriet, og helt op mod år 1800 erfarer vi, at gødning og slagteaffald »ja endog lokums urenlighed« daglig skylles gennem rendestenene og ud i kanalerne, som derfor udbreder en ulidelig og for helbredet skadelig stank. Til afhjælpning heraf påbydes murede skarnkister og »priveter«, og der gives anvisning på, hvordan komøget skal føres ud af byen. Under den store koleraepidemi i 1853 var det de mest snavsede kvarterer, f.eks. Christianshavn, der blev hårdest ramt. – Så meget om byen med de skønne tårne.

I provinsen stod det ikke bedre til, hver by havde sine kors at bære på, men et var fælles: svineplagen. I alle købstæder holdt man husdyr, først og fremmest de nyttige, altædende svin, der ganske vist på deres vis bidrog til renligheden, men som helhed ikke forøgede den (Fig. 1). Til husene hørte der svinestier (undertiden vistnok anlagt foran huset på selve gaden), men gang på gang klages der over, at svinene løber løse omkring til gene for godtfolk ved deres laven ravage. Selv på kirkegårdene brød de ind – som i Helsingør 1585, hvor de satte trynerne i en nyanlagt barnegrav og rodede liget frem, hvilket medførte skærpede straffebestemmelser med trusel om konfiskation af dyrene.