Moderne bekvemmeligheder

Ikke blot åndens, men også håndens arbejde har præget vore middelalderlige klostres eftermæle. I det velordnede klostersamfund trivedes kunst og lærdom, men praktiske fag som landbrug og håndværk blev ikke forsømt. I klosterbygningerne kan findes indretninger og installationer, som virker helt moderne. Det har et par mindre udgravninger foretaget sommeren 1961 givet udmærkede eksempler på.

Af Johannes Hertz

Tomten af augustinerklosteret ved Æbelholt, fem kilometer nordvest for Hillerød, var stedet for den ene af disse udgravninger, der gav værdifulde oplysninger om klosterets vandinstallation. Om denne havde vi allerede på forhånd en vis viden, dels gennem fund af blyrør fremkommet ved tidligere udgravninger, dels takket være skriftlige kilder. I et brev dateret 1175 anmoder abbed Vilhelm abbeden i Esrom om at måtte låne frater Stephanus, for at han kan hjælpe med at regulere en vandledning. Tre år senere beder Vilhelm i et brev til ærkebiskop Eskil i Lund om økonomisk bistand til indkøb af rør »gennem hvilke kilderne kan ledes ind i klosteret«.

Den vandledning, man sidste sommer fandt rester af, er af en ny og ukendt type. Den har været samlet af lerrør, som har en indvendig, cirkulær lysning på 6 cm, mens de udvendig er af kvadratisk tværsnit, 16 x 16 cm, med affasede kanter. Godstykkelsen på disse gulbrune, velbrændte rør er altså ret betydelig, og alene derfor må den vellykkede fremstilling betegnes som noget af en teglbrændings-teknisk bedrift. Dertil
kommer den komplicerede profil omkring samlingerne. Hvert rør har været forsynet med i den ene ende en muffe, i den anden ende en tilsvarende studs. Ved muffe-enden er kanternes affasning udeladt af hensyn til den større lysning. Studsen har ikke helt udfyldt muffen, men mellemrummet har kunnet udstøbes, formentlig med bly; det ses af, at der ved grunden af studsen findes en ophøjet kant med en tragtformet åbning, hvorigennem det flydende materiale har kunnet hældes. (Fig. 1, fig. 2)

Billede

Fig. 1. ÆBELHOLT KLOSTER

Augustinerklosteret i Æbelholt opnåede betydelig anseelse takket være to ting, nemlig biskop Absalons kontante støtte og den omstændighed, at en af klosterets abbeder (Vilhelm) af paven blev gjort til helgen. Efter reformationen blev klosteret nedrevet. Resultatet af de store udgravninger, som er foretaget i ny tid, kan beses i det stedlige museum, der navnlig er kendt for sin store samling af sygdomsmærket skeletmateriale. Om klosteret er skrevet sammenfattende af Vilh. Møller-Christensen i »Bogen om Æbelholt Kloster«.

Billede

Fig. 2. Tegningerne viser princippet i varmeanlægget - øverst opfyringen, nederst varmeafgivelsen fra det slukkede fyr. - På fotografiet ses et gulv med stighuller fra det middelalderlige rådhus i Lüneburg. Fyrrummet under gulvet er borte. Lagets ombukkede kant gør lukket røgtæt.

Desværre fandtes stykkerne løsrevne, og vandledningens placering i bygningskomplekset er derfor ukendt. Også tidsfæsteisen er usikker, men de samtidig lejrede fund gør en datering til omkring middelalderens midte sandsynlig. Måske er det disse rør, broder Stephan har været så ferm til at håndtere.

Til de asketiske ordensregler, beboerne i et middelalderligt klostersamfund måtte underkaste sig, hørte også tavshedsfordringen, thi »som en ovn, hvor lågen står åben, ikke kan holde på varmen, således kan hjertet heller ikke bevare sig i andagt, når munden ikke er lukket i tavshed«. Hvor reglen efterlevedes, var privat samtale som alt friere samvær henvist til den sparsomt tilmålte fritid, der i mange klostre, i hvert fald om vinteren, tilbragtes i et særligt rum, som netop ofte benævntes »parlamentoriet«, talesalen, skønt det også tjente andre formål. Under koldere himmelstrøg var dette rum tillige ofte indrettet som »calefactorium«, varmestue. Også på det varmetekniske område var klostrene »forud for deres tid«. Munkene kendte til opvarmning med varm luft. Fra et fyrrum, beliggende under det rum, som skulle opvarmes, varmede man en dynge sten, som hvilede på en række murbuer over fyret. Gennem hulrummene mellem stenene trak røgen hen til en skorsten. Når stenene var varmet op, og røgudviklingen ophørt, lukkede man med et spjæld åbningen til skorstenen, hvorefter man fjernede dækslerne over en række lodrette kanaler, som gennembrød rummets gulv. Nu ville den luft, som fra fyret trak op imellem stenene, opvarmet stige op i rummet oven over anlægget. Kanalerne udmundede i særlige gulvfliser. (Fig. 3)

Billede

Fig. 3. LØGUM KLOSTER

Klosteret i Løgum blev grundlagt pa Valdemar den Stores tid og opnåede - trods kvægpest, ildebrand og anden modgang - bade rigdom og anseelse. Omkring klosteret voksede byen Løgumkloster op. - Se M. Mackeprangs »Løgum Kloster«. (Nationalmuseets blå bøger).

I forgrunden fyrrummet, i hvis venstre side ses rester af murbuer, hvælving og mellemliggende stenlag. I baggrunden gangen ind til fyret.

Systemet synes i slægt med romernes »hypocaust«-anlæg: opvarmning af gulv og vægge ved hjælp af røg, som fra et forsænket ildsted beliggende uden for huset førtes gennem murede kanaler til en skorsten i husets modsatte ende. Munkenes specielle udformning med et stenmagasin skyldes måske mødet med den »finske« badstue, som var kommet til Norden østfra.

Varmeanlæg som det beskrevne er kun to gange patruffet inden for det nuværende Danmark. Begge gange - mærkeligt nok - under det selvsamme rum: talesalen i Løgum cistersienserkloster, hvis klosterkirke som bekendt hører til landets prægtigste kirkebygninger. Af klosterbygningerne er største delen af østfløjen bevaret, det øvrige anlægs grundplan kendes i store træk fra udgravninger foretagne af de tyske myndigheder før genforeningen. Klosterets talesal, som lå i den forsvundne del af østfløjen, har været et pragtfuldt rum, hvis 15 fag krydshvælv var båret af otte murede søjler. Det varmeanlæg, reichsbaumeister Eggeling afdækkede her i 1914, lå ved salens sydende. Der var en udvendig trappe ned til fyrpladsen. Muligvis har dette anlæg været udformet således, at stenene, som skulle opvarmes, lå i et rum bag ved fyrrummet.

Det anlæg, som blev udgravet i sommeren 1961, svarer derimod helt til den beskrevne type. Man kommer til fyrrummet fra sydfløjens østligste rum ad en trappe og en 2,5 m lang kældergang. Desværre kender vi ikke skorstenens placering; den må formodentlig have været indbygget i vestvæggen og har været forbundet med stenmagasinet gennem en vandret kanal, muligvis selve kældergangen.

Uden for klostrene fik munkenes fine varmluftanlæg ingen større udbredelse, dertil var de nok for komplicerede. Spor af den slags anlæg kendes i en snes nordeuropæiske, først og fremmest svenske, klostre, men kun i ganske få verdslige bygninger i Sverige, Finland (Åbo slot) og Nordtyskland. Sagaerne lader den norske konge Olav Kyrre i slutningen af 1000 -tallet som den første »gøre ovnstuer«, og nogle tillægger ham derfor æren for at have indført skorstenen i Norden, men ildsteder af mere primitiv type har hos os været det almindelige gennem det meste af middelalderen. Munkene lunede deres talesal med varm luft, og røgovn og kamin kendes fra det fornemste byggeri, men i almindelighed bed røgen fra arnen nok i øjnene på bonde såvel som på herremand.

Tegninger: J. Hertz og J. Aarup Jensen