Misteltenen

Misteltenen var almindelig i Danmark i sten- og bronzealder, nu er den næsten forsvundet. Plantens nordgrænse ligger på højde med Oslo. Sydpå tiltager hyppigheden, der i visse egne af Frankrig kan være så stor, at skovene lider skade. Den besværlige lejer betaler imidlertid for opholdet. Misteltenen har nemlig værdi som eksportartikel; skibsladninger af den sendes over Kanalen til England, hvor planten som bekendt spiller en populærrolle i julefestligheden.

I folketroen har misteltenen med sin sære fremtoning haft let ved at vinde indpas. Når gallerne indsamlede misteltenen, skete det sjettedagen efter årets første nymåne. Den blev nedskåret med guldlé af en hvidklædt præst og opfanget i et hvidt klæde. Man brugte den til fremstilling af en drik, god mod al slags sygdom. Også herhjemme blev misteltenen brugt som medicin, især mod faldende syge. Man støder mistel til pulver; evt. kan man blande lige dele af pæonrod eller pæonfrø. Nogle bruger tillige at komme lidt affilet guld deri; men det er uden betydning og nærmest at regne for tåbelig overtro, oplyser Simon Paulli, fra hvem vi har recepten. Ved siden af sin funktion som lægeplante, der holder sig helt til midten af forrige århundrede, har misteltenen været brugt mod trolddtøj og til at afhværge ildsvåde.

Ovenstående kunne forlede til at tro, at der kun er godt at sige om misteltenen. Men det er alligevel i ondskabens tjeneste, at den har vundet sin største berømmelse. For når vi alle kender den, er det jo på grund af dens optræden i historien om Balders død:

Gudesønnen Balder er så elsket af de andre guder, at Frigg får alle ting i verden til at love, at de ikke vil gøre ham skade. Men hun glemmer misteltenen, der vokser vest for Valhal, og den bliver redskabet, der – med den onde Lokes mellemkomst – dræber guden. Alle sørger over Balder, mennesker og dyr, jord, træ og sten – kun jættekvinden Thøkk græder tørre tårer ved hans bålfærd, og derfor må Balder blive i dødsriget.

Sådan fortæller Snorre i sin Edda og gennem den beretning vil misteltenen leve, når det sidste skud er visnet. Som allerede sagt er den tid ikke fjern. Misteltenen gror nogle steder i haver, hvor mennesker har sået den; men vildtvoksende kendes den på dansk grund nu kun i eet eneste eksemplar. Hvor det vokser, er det nok bedst at tie stille med. Det er tænkeligt, at ubemærkethed tjener det bedst.