Middelalderkirkens møblering

I det indre er kirkerne imidlertid helt forvandlede. Interiøret er tilpasset den lutherske gudstjenestes krav. Fra den katolske tid er der kun få og tilfældige levn. Af det middelalderlige inventar er - bortset fra højalteret i koret - som hovedregel kun den romanske døbefont bevaret, og den står i dag et helt andet sted i kirken end oprindeligt. Ved umiddelbar beskuelse kan man derfor ikke danne sig noget indtryk af kirkerummets indretning i den katolske tid.

I gunstige tilfælde kan man imidlertid opnå betydelig viden herom ved undersøgelser i kirkens gulv. Her skal berettes om en sådan undersøgelse, der gav et usædvanlig fuldstændigt billede af interiøret i en lille landsbykirke fra den tidlige middelalder.

Blistrup kirke i Nordsjælland er for tiden under restaurering. Bl.a. skal den have nyt varmeanlæg med kanaler i gulvet, og for en sikkerheds skyld har Nationalmuseet overvåget gravningen af disse kanaler. Det viste sig under dette arbejde, at gulvniveauet i kirken i tidens løb var hævet mere end en halv meter. Heri er for så vidt intet usædvanligt (Fig. 1). Men i Blistrup er denne gulvhævning indledt meget tidligt efter kirkens opførelse, og ikke mindst som følge heraf er en del oprindelige træk ikke blevet udslettet ved ændringer, men forseglet under de nyere gulve. Og selv om talrige begravelser i 1600- og 1700-tallet har afstedkommet omfattende indgreb i lagene under gulvet, er der dog bevaret så meget, at det manglende lader sig rekonstruere med stor sikkerhed.

Den kompletterede plantegning øverst på næste side viser den oprindelige indretning af Blistrup kirke, således som den kunne fastslås ved undersøgelsen. Som sig hør og bør i en kirke, vil vi vende blikket mod øst og først betragte forholdene ved triumfbuen, der åbner sig mod koret. På hver side af buen har stået et lille alter. Af disse sidealtre, der har været opmuret af kløvede granitsten, var bevaret det nederste skifte, sat direkte på oprindelig overflade (Fig. 2). At altrene er samtidige med bygningen selv, sås klart deraf, at kirkens første gulv (af kalkmørtel) var lagt direkte op mod dem. Sådanne altre fandtes vistnok i de fleste kirker, og det nordre alter ved korbuen var gerne indviet til Guds Moder, der for øvrigt var Blistrup kirkes værnehelgen.

Disse to altre skal muligvis suppleres med et tredie foran selve korbuen. På dette sted havde det såkaldte sognealter eller lægmandsalter sin plads. Koret var - i hvert fald i princippet - forbeholdt gejstligheden, og alteret under korbuen har fået sit navn deraf, at det fungerede som lægmands højalter. Ved de senere års kirkeundersøgelser er der kun fundet spor af et lægmandsalter ét sted, i Stenløse kirke ved Frederikssund. Heraf kan vi imidlertid ikke slutte, at disse altre har været sjældne i Danmark, thi netop pladsen foran koret var efter reformationen et af de foretrukne gravsteder i kirken, og begravelserne har udslettet sporene af de eventuelle lægmandsaltre. Således også i Blistrup kirke, hvor en bred, dyb grav gør det umuligt for os at besvare spørgsmålet.

Mellem sidealtrene og skibets to yderdøre fandtes langs væggene både i nord og syd lange ubrudte bænke, opmuret af kampesten og derefter pudset. Murede vægbænke er dagligdagskost ved kirkeudgravninger, men medens man sædvanligvis kun finder det nederste skifte af bænkene, er disse i Blistrup bevaret i fuld højde, det vil sige ca 40 cm over mørtelgulvet, som er lagt efter bænkenes opmuring. Bredden er kun mellem 30 og 35 cm, og medmindre der har ligget hynder eller brædder på stenbænkene, har det ikke været nogen særlig fornøjelse at sidde på dem. Om de har været benyttet af alle kirkegængere eller alene af gamle og svagelige blandt kirkefolket, ved vi ikke noget om. Vi må nøjes med at konstatere, at der er ialt 14 meter bænk, hvilket giver siddeplads for i hvert fald 30 personer.

Bænkene støder i øst direkte op til sidealtrene. I vest ender de ved et bredt trin foran dørene. Dette trin, der ligger 22 cm over skibets gulv, leder i vest direkte over i en næsten to meter bred forhøjning, som optager hele skibets vestende. På denne forhøjning har stået murede hjørnebænke, opbygget på samme måde som de lange vægbænke nede i skibet.

Forhøjninger i vestenden af skibet er også fundet ved udgravning i to andre kirker: Vig i Odsherred og Trans i Vestjylland. Hjørnebænke kendes fra Højby kirke i Odsherred; her er der ikke nogen forhøjning, men en lav mur adskiller vestenden fra det øvrige kirkerum. Nogen helt sikker forklaring på disse forekomster kan man vel ikke give, men lad os gøre et forsøg.

Hvor stormænd byggede kirker, hændte det, at de i kirkens vestende, gerne i tilslutning til et tårn, indrettede sig et galleri i tårnrummets andet stokværk, med åbninger ind mod skibet. Disse gallerier fungerede som privatkapeller, og fra det ophøjede stade kunne kirkeejeren og hans familie følge gudstjenesten nede i kirken. Berømtest er vel gallerierne i Hvide-slægtens kirker i Tveje Merløse og Fjenneslev, der - som tilsvarende indretninger andetsteds - antagelig har hentet deres forbillede i et kongeligt galleri, som har været etableret i vestenden af den frådstensdomkirke, som sidst i 1000-tallet blev opført ved kongsgården i Roskilde. Disse prominente gallerier kan have afstedkommet, at man også andetsteds begyndte at opfatte kirkens vestlige del som kirkeejerens særlige plads, og mon vi ikke gør ret i at anse vestforhøjningen i Blistrup for en beskeden afspejling af stormandsgallerierne? Her kunne kirkens ejer (eller ejere) nyde det privilegium at hæve sig over det menige folk - omend altså blot 22 cm. Det er værd at bemærke, at bænkene på forhøjningen er 5-10 cm bredere end vægbænkene nede i skibet. At sidde bedre end andre har altid været et tegn på rang og stand!

Hvis tolkningen af forhøjningen som kirkeejer-tribune er korrekt, yder fundet i Blistrup kirke - og på samme måde fundene i Højby, Vig og Trans - et lille bidrag til den gamle diskussion om, hvem der stod bag opførelsen af de romanske kirker. Var det stormændene, eller skyldes de bøndernes fælles initiativ og indsats? Hidtil har man kun kunnet udpege stormænd som bygherrer, når murværket har vist spor af herskabsindretninger, eller nar indskrifter og stifterbilleder ligefrem har tilkendegivet, hvem der lod bygge. Dertil har man føjet den formodning, at hvor kirkerne var særlig prægtigt udsmykket med skulptur eller kalkmalerier af høj kunstnerisk standard, måtte aristokratiet stå bag (Fig. 3). I Blistrup møder vi imidlertid en kirke, som hverken ved sin ydre fremtoning eller ved sin udsmykning har udmærket sig frem for flertallet af landsbykirker, men som alligevel afspejler tilstedeværelsen af en priviligeret gruppe blandt kirkefolket. Dette er ikke uden perspektiv.

I Blistrup kirke fandtes endnu et træk af interesse fra den oprindelige indretning, og da det drejer sig om en iagttagelse, som rokker ved det vedtagne billede af det romanske kirkerum, må det anses for undersøgelsens vigtigste resultat. Umiddelbart øst for dørstederne var der i skibets midte rester af en oval platform, der har målt ca 1½ x 2 meter. I denne del af kirken er gulvet gennembrudt af et stort antal begravelser, men et heldigt tilfælde har bevaret netop så meget af platformen, at dens form og udstrækning kan bestemmes. Om formålet kan der ikke herske tvivl. Her har kirkens døbefont oprindelig haft sin plads. Tilsvarende podier er fundet i Højby og Vig, og i Højby var bevaringsforholdene så gode, at det kunne konstateres, at podiet har haft to afsæt eller trin. Dette har antagelig også været tilfældet i Blistrup, og døbefonten har da indtaget en særdeles fremtrædende plads i kirken.

Den katolske liturgi kræver, at fonten står i kirkens vestlige del, nær indgangsdøren. Heraf har man sluttet, at fonten i den middelalderlige landsbykirke sædvanligvis var anbragt umiddelbart inden for døren, og dette begrundes gerne med, at det endnu urene dåbsbarn ikke måtte besmitte den hellige bygning ved at blive bragt helt ind i den. I det katolske dåbsritual finder den særdeles kraftige djævleuddrivelse imidlertid sted i dåbens første fase, der foregår uden for kirkedøren, og opstillingen af fonten midt i kirkens vestlige del afstedkommer ingen overtrædelse af de liturgiske krav. Tværtimod har man ved den fremtrædende anbringelse af døbefonten understreget dåbens centrale betydning i kristenlivet.

Spørgsmålet er da, om denne opstilling skal anses for en regel for romanske landsbykirker eller for en undtagelse, måske især knyttet til privatejede kirker (Fig. 4). Indtil nu er fontepodier i skibets midte kun påvist i de tre nævnte kirker, men det må straks tilføjes, at der mig bekendt ikke foreligger et eneste fund af en romansk fonteplads umiddelbart inden for en indgangsdør i en landsbykirke - dette til trods for, at gulvet i partierne omkring dørene sjældent er så molesterede af begravelser som i skibets midte. Af forholdet 3-0 kan man selvsagt ikke lave statistik af nogen som helst værdi, men dog måske hente et fingerpeg.

Hertil kommer et andet forhold. Vi har set, hvorledes fontene i de tre kirker er hævet op over gulvet ved anbringelse på podier. Dette er næppe undtagelser. Mange steder i udlandet står fontene stadig på sådanne forhøjninger, og allerede ved at se på den udsmykning, der findes på talrige fonte, vil man fornemme, at de er skabt til at stå højt (Fig. 5). Løvereliefferne på de østjyske fonte skal ses fra siden, ikke halvt oppefra, som vi må det nu, hvor fontene er sat direkte på gulvet. Dette betyder, at fonteopstillingen har krævet ganske megen plads, og i vore små romanske landsbykirker ville det være vanskeligt at finde en både praktisk og æstetisk tilfredsstillende placering af fontepodiet nær kirkedøren. Den midtplacering, som vi møder i Blistrup, Højby og Vig, må da forekomme indlysende rigtig, og den der skriver dette er tilbøjelig til at tro, at således har fonten stået i de fleste romanske landsbykirker.

I så fald må vi revidere vor opfattelse af det romanske kirkeskib som et øde rum, hvor alt inventar - bænke, altre, font - trænges ved væggene. På sit høje podium midt i skibet har fonten, ofte bemalet med stærke farver, domineret rummet, været dettes centrum, som højalteret er det samlende punkt i koret. Fonten har været et væsentligt led i kirkerummets arkitektur. Et blik på rekonstruktionstegningen af Blistrup kirkes vestlige del, der er gengivet nederst på forrige side, vil vise dette. En endnu bedre illustration af forholdet kunne tilvejebringes i museet på Hjerl Hede, hvor man har opbygget en romansk kirke i kopi og efter bedste overbevisning søgt at genskabe dens interiør. Her kunne man flytte fonten fra dens beskedne plads ved døren til en forhøjning midt i kirkerummet. En idé til efterfølgelse? (Fig. 6).