Middelalderborge i et mejeri

På et af Sjællands højeste punkter, en halv snes kilometer øst for Næstved, ligger den gamle herregård Sparresholm, opført ca. 1609 af Chr, 4.s mundskænk, Jens Sparre. En mere romantisk bygning skal man lede længe efter i Danmark. Samtidig er det et af de værdifuldeste huse fra renaissancen, fuldt af pragtfulde og spændende enkeltheder. I efteråret 1958 blev der lejlighed til at undersøge bygningen, og der blev herved gjort store fund under næsten dramatiske omstændigheder. Ved at undersøge den ene af slottets "hemmeligheder", d.v.s. nedløbsskakt for w.c., viste det sig, at der ved siden af kanalen måtte have været en nu tilmuret og glemt lille trappe, som oprindelig har ført fra kælderen op i stueetagen. Det var i sig selv interessant, og man besluttede at genåbne trappen. Stor var derfor overraskelsen, da det viste sig, at det gamle trapperum var opfyldt med de forlængst forsvundne udsmykninger, som oprindelig har omgivet slottets vinduer. Endvidere var der omfatninger fra kaminer og et pragtfuldt udført krigerhoved, alt udført i sandsten. Det er med disse fund blevet muligt at danne sig et sikkert indtryk af den pragt, hvormed bygningen fremtrådte efter opførelsen. Til dette kommer udgravningen af de store hvælvede, underjordiske kanaler, som fører fra "hemmeligheden” ud i slotsgraven, undersøgelser af de gamle malede lofter med deraf følgende mulighed for at rekonstruere den oprindelige ruminddeling o.s.v.

Af Hans Stiesdal

Billede

Figur 1: Ingen billedtekst.

Allerede da Jens Sparre byggede sit statelige slot, var gården en gammel ejendom, der havde tilhørt forskellige adelige slægter og for en tid også Roskildebispen. I middelalderen hed stedet Padeborg og fra historien ved man, at denne borg spillede en rolle i de første urolige år af Valdemar Atterdags regering. To højfornemme gejstlige sendebud, som havde været i Sverige for kongen, blev på vejen tilbage overfaldet og sat i fangenskab på Padeborg og 1345 indtog kongen borgen. Hvorledes denne havde set ud, vidste man intetsomhelst om. Man vidste faktisk heller ikke bestemt, hvor den havde ligget. Der havde været gisnet om, at den skulle have ligget et sted ude i skoven ved Sparresholm. På den anden side fortalte traditionen, at man ved midten af forrige århundrede, da man indrettede et mejeri i Sparresholms sydfløj, skulle være stødt på gammelt svært murværk, som kunne tyde på, at der engang havde ligget et rundt tårn. Når man undersøgte terrainet på gårdspladsen og lige omkring hovedbygningen, var der imidlertid intetsomhelst, der kunne tyde på, at der nogensinde havde ligget en borg på dette sted. Heller ikke i Sparresholms murværk eller i dens kældre var der ringeste mindelse om, at den var opført på en gammel borgtomt.

Ud fra den betragtning, at hvis man havde stødt på ældre murværk inde i sydfløjen, mejerifløjen, så ville dette murværk sikkert også strække sig videre under de nuværende mure og ud under gårdspladsen, gav man sig til at grave på gårdspladsen langs med sydfløjen. Og sandelig, få minutter efter at gravningen var påbegyndt, lyste der frem af jorden en murflugt af store røde munkesten med en retning, som straks viste, at den måtte være helt uden forbindelse med de nu stående bygninger. Snart efter kom så meget af denne gamle mur til syne, at man kunne se, at stenene var lagt i munkeskifte, d.v.s. at i hvert skifte vekslede to løbere stadig med een binder. Dette beviste, at der var tale om murværk fra middelalderen, altså meget ældre end det nuværende Sparresholm.

Nu gjaldt det blot om at forfølge det fundne murværk i jorden, så vidt dette lod sig gøre, og dermed forsøge at afsløre, hvad det egentlig kunne være for bygninger, disse murrester stammede fra. Ude i gården blev man snart færdig med at grave. Her afdækkede man hjørnet af fundamentet til en firkantet bygning, der havde haft meget tykke mure, ca. 1,80 m. Gulvet var brolagt med kampesten. Resten af bygningen strakte sig øjensynligt ind under mejerifløjen.

Takket være en stor forståelse for fundets betydning gav Sparresholms ejer beredvilligt sin tilladelse til at gulvet inde i mejerifløjen blev taget op. Herinde afdækkedes så resten af den firkantede bygnings fundamenter. Denne må uden tvivl engang have været det svære kærnetårn i en fæstning. Navnlig den nordvestre mur frembød flere træk af den største interesse; således havde der været en ret bred indgang helt nede i kælderetagen. Det var besynderligt, fordi sådanne fæstningstårne af sikkerhedshensyn sædvanligvis kun har en smal indgang højere oppe. Den heromtalte indgang var da også på et vist tidspunkt blevet muret forsvarligt til.

Ved siden af indgangen havde muren en udvækst, formodentlig resterne af en nedløbsskakt fra tårnets "hemmelighed". Endelig var der i selve murtykkelsen bevaret det nederste af en trappe, der fra kælderstokværket havde ført op i tårnet. Inde i dets sydhjørne fandtes borgbrønden, 3 m dyb og blot gravet ned i det gule ler uden nogensomhelst indfatning af sten eller træ. På bunden lå velbevarede dele af træspande og drejede træskåle med indridsede tegn og bomærker.

Et tykt brandlag henover det stenpikkede gulv viste, at tårnet var ødelagt ved brand og en nøjere gennemgang af dette brandlag afslørede tre mønter fra årene lige før 1345. Der er næppe grund til at tvivle på, at vi her står over for det Padeborg, som blev indtaget af Valdemar Atterdag 1345 og som formodentlig ved den lejlighed blev brændt af. Her har formentlig også de to kongelige sendebude siddet i fangenskab.

En undersøgelse af gulvet inden for tårnfundamentet viste imidlertid, at der her havde ligget en ældre bygning, som havde måttet vige for tårnet.

Der sås tydelige rester af et kampestensfundament, som løb tværs ind under tårnet, og nær den tidligere omtalte tilmurede indgang stødte der et andet fundament til i en ret vinkel. Der havde med andre ord ligget et borganlæg, der var ældre end det svære munkestenstårn! (Figur 2) Nu var opgaven at finde ud af, hvorledes dette anlæg havde set ud, og havde udgravningsarbejdet inde i mejerifløjen været vanskeligt, var det intet mod det, der nu skulle til for at afsløre det ældre anlæg. Over en stor del af gårdspladsen, i alle hovedbygningens kælderrum og langt ud på den anden side af sydfløjen måtte der graves, men så lykkedes det også at fastslå, at den ældste Padeborg havde ligget på en lille holm omgivet af vand eller mose, og at den havde bestået af en uregelmæssig firkantet gårdsplads omgivet af en kraftig ringmur af kampe- og kridtsten. Den ene side af ringmuren lykkedes det dog ikke at finde; den er formodentlig gravet bort ved anlægget af voldgraven til det nuværende Sparresholm. Selve bygningen har ligget op mod ringmuren, og formodentlig er det fundamenterne til den egentlige grundmurede hovedfløj, der blev fundet under det yngre, i 1345 ødelagte munkestenstårn, medens de øvrige bygninger langs ringmurens inderside må tænkes at have været opførte af bindingsværk eller træ og således ikke har kunnet efterlade sig væsentlige spor helt til vor tid.

Billede

Figur 2: Hjørne af munkestenstårnet.

Mange enkeltheder i dette ældste borganlæg er dunkle og gådefulde, således f.eks. et svært fundament, som lidt nord for ringmurens vesthjørne tilsyneladende uden sammenhæng med de øvrige murflugter strækker sig et stykke mod øst for brat at afsluttes. Om adgangsforholdene til borgen kan ikke siges meget. Sandsynligvis har man måttet forcere en voldgrav, der lå nogenlunde, hvor den nuværende voldgrav findes. (Figur 3)

Billede

Figur 3: Ingen billedtekst.

Tilstrækkelig meget er dog kommet for en dag til at man kan fastslå, at det ældste Padeborg tilhører en gruppe af højmiddelalderlige borge, hvis kendteste repræsentant er bispe- og kongeborgen Søborg i Nordsjælland.

Når man betænker, at man intet vidste om de to borge før udgravningen, og at der hen over det meste af borgtomterne ligger en stor renæssancebygning, som i høj grad har begrænset undersøgelsesmulighederne, må det vist erkendes, at resultatet af undersøgelsen blev langt over forventning, og at det betyder en værdifuld forøgelse af vor viden om middelalderlige borge.