Mesteren

Magnus Petersen beskrev resultaterne af sit arbejde uden at vide, at han som den første havde haft æren af at blotlægge en serie af den senere så velkendte Elmelundemesters mange kalkmalerier. I over en halv snes kirker fordelt på Lolland-Falster og Møn genkender man uden besvær denne malers penselstrøg. Elmelunde var som nævnt den første kirke, hvor hans arbejder dukkede op, så kom Tingsted og kort efter Keldby kirke. Og således gik det slag i slag - en lang række kirker åbenbarede de samme motiver, men serveret i varieret form fra mesterens hånd. Højdepunktet i denne jagt på Elmelundemesteren og hans skole nåedes i 1930'erne, da man på den vestlige del af Møn, i Fanefjord kirke, fremdrog den hidtil største og bedst bevarede billedserie. - Til Elmelundemesterens sidst fremdragne værker hører en enestående samling i Åstrup kirke, der ligger få km fra Stubbekøbing.

Tidsmæssigt henlægger man Elmelundemesterens arbejder til begyndelsen af 1500-årene. På det tidspunkt nærmer middelalderen sig sin afslutning og med den en stilperiode: gotikken. Men det er ingen sløv og udbrændt kunst, man møder på kirkemure, i træskærerarbejder og hvorsomhelst, man ellers har ladet den blomstre. Tværtimod - her udfolder sig et liv og en lidenskab som ingensinde tidligere. Elmelundemesteren er barn af sin tid. Blandt de mange malere, som har dekoreret danske kirker i middelalderen, er han en af de frodigste, og - takket være hans store flid - tillige en af dem, vi kender bedst. Man har i dag rige muligheder for at studere mesterens kunst, hans motiver og ideer; men mennesket bag disse kunstværker er os fuldstændig ukendt. Som mange af sine kolleger i samtiden har han holdt sig anonym, kun hans beskedne bomærke kan i dag hjælpe os til med større præcision at identificere kunstneren bag de mange kirkers udsmykning.

Hvis man i få ord skal prøve at udtrykke grundtanken bag Elmelundemesterens og hans samtidiges kalkmalerier, må det blive omtrent således: man har ved hjælp af de virkemidler, som malerkunsten byder på, villet belære menigheden - berette om godt og ondt, stille fromhed op mod fordærvelse, skildre helgeners martyrier og sæders forfald for så at drage en konklusion i et rystende dommedagsbillede. - Men man har også forstået at give folket vederkvægelse i skildringerne af Jesu gerninger og den hellige familie. Man fremlægger for samtiden alle biblens bevægede beretninger krydret med forunderlige legender og spændende optrin. Kirkegængerens fantasi fik i sandhed noget at arbejde med.

Mange af kunstnerne bag vore senmiddelalderlige kalkmalerier har utvivlsomt hentet inspiration fra datidens træsnit og billedskærerarbejder, og da navnlig fra den meget udbredte fattigmandsbibel (Biblia pauperum), hvis store billedmateriale har kunnet fængsle menigmand, selv om latin har ligget ham nok så fjernt. Et eksemplar af dette værk har øjensynligt også været tilgængeligt for Elmelundemesteren, hvis malerier imidlertid er påvirket mindre af billederne end af de til disse hørende tekster. Sådanne ledsagetekster - Tituli som de kaldes - har været anvendt ved fresker og mosaikker langt tilbage i kristendommens historie. Biblia pauperums tituli er sædvanligvis i leonisk versform, d.v.s. en slags hexametre med rim. I de tekster, Elmelundemesteren har anbragt som kommentarer til sine malerier, eller som gengiver hans personers tale, genfinder man de grammatiske fejl, som optræder i fattigmandsbiblernes latin.

I sikre penselstrøg har Elmelundemesteren overført de bibelske beretninger, legenderne og datidens sagn til kirkens murværk i en teknik, der på ypperlig vis stemmer overens med disse beretningers væsen (Fig. 1). De enkelte dramaer skildrer ingen indre konflikt hos hovedpersonerne; selv om disse er udsat for mangt og meget, er det umuligt at tyde nogen form for sindsbevægelse i deres ansigter. Det er den ydre kamp, der udmales - figurerne antyder ved handlinger, kroppens stillinger og gennem åbenbare, meget talende gestus deres tanker og følelser - fortæller med andre ord netop det væsentlige i den givne situation. De førnævnte leoniske vers, der i harmoni med det egentlige billede er anbragt i skriftbånd ved eller over personerne, spiller naturligvis en vigtig rolle, men billederne, de livfuldt bevægede figurer, er hovedsagen.

Elmelundemesterens bemærkelsesværdige evne til at dramatisere kommer velnok mest til sin ret i skildringerne af Jesu liv og gerninger. Vi følger den hellige familie fra Maria kommer til Zakarias' hus for at besøge Elisabeth til Jesu lidelse og død. Scenerne fra stalden i Bethlehem, hyrdernes og de hellige tre kongers tilbedelse af barnet i krybben har utvivlsomt bevæget samtiden. Proportionerne i disse malerier kan forekomme en nutidig beskuer ejendommelige, men der er uskyld og hengivenhed over Maria-skikkelsen, som hun i bøn ligger foran barnet i krybben, eller når hun lader det blive tilbedt fra sit skød. Josef spiller en mere varieret rolle, men også han giver tydelige udtryk for fromhed og tjenersind; på nogle af billederne ser man ham arbejde med tilberedning af barselmaden, som han tilsmager med en stor ske, mens han flittigt giver ilden liv ved hjælp af en vifte.

I Tingsted kirke ser man den hellige familie på flugt for Herodes' soldater - forrest Josef, klædt som en af datidens pilgrimme, bagefter Maria med barnet i favnen, ridende på et æsel (Fig. 2). Også i dette kalkmaleri er situationens stemning klart antydet: Josef leder med sikker hånd familiens flugt, alt imedens han medfølende ser tilbage på Maria og Jesus. Moderens kærlighed til sit barn og frygten for de farer, der truer det, er samlet i Maria-skikkelsens let bøjede stilling over barnet.

Samme ømhed og selvopofrelse viser et billede i Elmelunde kirke forestillende barnemordet i Bethlehem. En soldat er i færd med at gennembore et nøgent barn med sit sværd, imedens den fortvivlede moder til forsvar hamrer et redskab - formodentlig en stangrok - imod soldatens ansigt (Fig. 3). Skønt intet kan læses af personernes minespil, er denne scenes gru mesterligt gengivet. Det er tydeligt, at moderen i desperation har grebet, hvad der stod hende indenfor rækkevidde, og har brugt det som våben. Det er lykkedes hende at få tag i den lille; men soldaten er den stærkeste, og ugerningen fuldbyrdes. - Disse er eksempler på Elmelundemesterens fortællekunst, når den er bedst.

I Åstrup kirke ved Stubbekøbing er Jesu lidelseshistorie skildret levende og stærkt. Man mindes de gotiske krucifikser, nar man ser korsfæstelsesscenen. Jesu legeme er på kalkmaleriet torteret i samme grad som billedskærerarbejdernes krampagtige og stærkt lidende Kristus-skikkelser; forskellen er blot, at det er helt andre virkemidler, der er anvendt. Ord er for svage til at beskrive den forening af smerte, barmhjertighed og tro som dette kalkmaleri udstråler. Man kan kalde mesterens penselføring naiv, og hans fremstilling af det menneskelige legeme er heller ikke lydefri; men han har formået at udtrykke sig sådan, at der ikke på noget punkt er anledning til tvivl eller misforståelse. Som en sidste understregning af billedets budskab lader han Jesus sige til Maria, der sorgbetynget sidder ved korsets fod: »Mulier ecce filius tuus - kvinde, se denne er din søn!«

Fremstillingen af den hellige historie er som sagt kun en side af denne kunst; en anden og lige så vigtig stilling indtager de moraliserende og belærende skildringer. De kan optræde selvstændigt, men ofte er de vævet sammen med de fortællende billeder, så at snart sagt enhver scene, ethvert optrin indeholder noget, beskueren bør lægge sig på sinde (Fig. 4). At Elmelundemesteren ikke har magtet at gengive det menneskelige legeme anatomisk korrekt, og at han ikke har ladet sine personer udtrykke sig gennem deres minespil, ændrer intet ved den kendsgerning, at han er en dreven menneskekender, og han udtrykker sine formaninger så klart, at de umuligt kan have undgået at sætte sig spor i kirkegængerens bevidsthed. Os giver disse billeder et indblik i den middelalderlige verdens primitive og angstfyldte væsen.

En af de scener, der tydeligst bærer præg af middelalderlig tankegang, er »Dødedansen« i Nr. Alslev kirke på Falster. Billedet forestiller en kædedans - ja dans; men dette er alt andet end fri og lystig leg - det er døden og fortabelsens gru! Medlemmer fra alle datidens samfundslag er her forenet: konge, bisp, borger og bonde. Skikkelserne er træge, næsten stillestående, og man forstår deres modvillige indstilling; thi mellem dem i kæden har en flok langlemmede, magre djævle taget opstilling, medens de udfører alskens krumspring i lutter skadefryd. At konge og bisp står først i rækken er formodentlig blot en gentagelse af den vante rækkefølge i middelaldersamfundet; men at disse personer - høje som lave - vakler på kanten til fortabelsen, tvivler man ikke på (Fig. 5). Elmelundemesteren fortæller på overbevisende måde sin samtid, at enhver kan få plads i denne sørgmuntre dans.

Skæbnen er en løjerlig én, der kan spille bold med hver mands liv - det er den lære, beskueren kan uddrage af »Lykkehjulet« (Fig. 6). Motivet spiller en væsentlig rolle i Elmelundemesterens omfattende emnekreds, men kan iøvrigt ses i mange andre kirker her i landet. Livet er skildret som en evigt roterende cirkel, og for at udelukke enhver misforståelse har mesteren gengivet det som et dagligdags vognhjul. Symbolet er udtryk for en skæbnetro, som har dybe rødder, og som man blandt andet kender fra antikkens gengældelseslære. På kalkmaleriet ser vi et drama udvikle sig. Handlingen begynder til venstre i billedet: En ung laps med hatten på snur ønsker at nyde magtens sødme - springer på hjulet og udbryder: »Regnabo - jeg vil regere!« Ved højdepunktet triumferer han i prægtigt skrud, og med vinglas i hånd; men den søde vin gemmer en bitter bærme på bunden af glasset - hjulet drejer, lykken vender sig. Under hjulet er faldet blevet en kendsgerning - og en olding erklærer i dyb resignation: »Sum sine regno sic transit gloria mundi - jeg er uden rige, således forgår verdens herlighed« (Fig. 7).

Et af Elmelundemesterens kæreste motiver er skildringen af den fattiges og den riges bøn. De to bedende knæler foran Kristus med rosenkransen mellem de foldede hænder. Foreløbig er der ingen anledning til overraskelse - begges andagt følger nøje forskrifterne. Men se! - det er muligt at følge de bedendes tanker, der ganske simpelt er illustreret ved streger. Og hvilken afsløring! Den fattiges tanker søger mod Kristi vunder, men den rige mand kan ikke, selv under bønnen, glemme hjemmets goder, tankerne kan ikke slippe det jordiske gods: hans hus, hans smukke klæder, vintønden og husdyrbestanden derhjemme - ja på nogle af fremstillingerne ender en sidste linie lige lukt i husets madgryde, hvis indhold kokkepigen tilsmager.

Der er noget næsten sygeligt i Elmelundemesterens hang til at moralisere - ja, hans tilbøjelighed til at skabe symbolik er så udpræget, at man fristes til at se symboler også i de tilfælde, hvor der tilsyneladende ingen er. Lad os dvæle ved sidstnævnte motiv, ved den nok så hyggelige scene om kokkepigens arbejde i køkkenet. Det forekommer én, at der ligger mere i dette billede end blot at gengive huslig syslen, og med kendskab til Elmelundemesteren tør man ikke udelukke, at også det gemmer en morale. Motivet er det samme som på billedet, der skildrer julenat i stalden; her er det Josef, der smager på grydens indhold og får ilden til at blusse (Fig. 8). - Det er fuldtud korrekt at opfatte motivet som et udslag af den gotiske realisme, der ynder at medtage disse hverdagslivets træk; men det udelukker ikke, at det kan være blevet til symbolik i Elmelundemesterens hænder. For som indholdet i gryden kun ved ihærdigt arbejde kan holde sig lindt og varmt, således må ethvert menneske yde en selvstændig indsats med henblik på sjælens frelse. - Hermed formodes Elmelundemesteren at gengive et af den katolske kirkes vigtigste dogmer.

Det har lystet mesteren at banke sine læresætninger om dyder og laster urokkeligt fast i menighedens hukommelse, og intetsteds er det lykkedes bedre end i skildringerne af dommedag. Motiverne kendes til trivialitet, for netop i dommedagsbillederne har malerne haft mulighed for at samle alt det, som var indholdet af deres kunst: det godes kamp mod det onde, fromhed og ondskab stillet over for hinanden i Gud herrens og fandens skikkelser. Det er interessant at se hvilken fantasi, der er lagt i bestræbelserne på at gøre kontrasten så voldsom som mulig.

Med sådanne tordnende fanfarer har mesteren fra Elmelunde fuldbragt sit værk. Omsider fik sjælen ro - målet var nået. For menighederne i de mønske og falsterske kirker må hans malerier have været en rystende oplevelse. Og dog er denne mesters kunst kun en brik i senmiddelalderens overdådige verden - en verden, der nu kun lever som et uudsletteligt minde (Fig. 9).