Mere fra moserne: Vædebrofundet

Vædebrofundet som vi har valgt at kalde skeletmysteriet ved Mossøs østende, er allerede præsenteret i Skalk. Til denne forhåndsomtale kan nu føjes resultatet af sommerens prøvegravning, der blev overraskende indbringende - så vellykket at fortsættelse er en selvfølge.

Af Harald Andersen

Et net af prøvehuller blev udlagt, ikke tilfældigt, men efter en bestemt plan. Ti sådanne huller (2 x 2 m i omfang) nåede vi at undersøge, og på to nær gav alle fund, men ikke alle lige mange. Eet af hullerne bar prisen frem for alle de øvrige, og her må der siden sættes ind. Et andet hul gjorde sig ufordelagtigt bemærket ved at indeholde et hovedfundet uvedkommende og yderst indviklet fletværk, antagelig rester af en ålegård.

Som venteligt her i den skeletfyldte eng var det menneskeknogler, som dominerede fundene. I det ovenomtalte rige prøvehul fandtes således op mod 100 skeletdele, deriblandt fire kranier. De lå spredt, kun stedvis sporedes orden og samhørighed. Af lerkar fandtes en mængde brudstykker — samlede i hobe ud af hvilke der nok vil kunne genskabes flere hele krukker. På nogle af skårene sad endnu tilbage skorpen efter et - antagelig spiseligt - indhold. Festligt var fundet af et skjold. Ved første øjekast - som billedet gengiver - var skjoldet halvt; men det viste sig, at det var knækket sammen efter længden, og at den anden halvdel lå nedenunder, så at skjoldet til sin tid i Forhistorisk Museums udstilling vil komme til at præsentere sig helt, omend uden skjoldbule. Håndtaget var tilstede, metalunderlagt, spinkelt og let som hele skjoldet, der nok har været et bedre værn mod spyd og pileskud end mod sværdhug. Over skjoldets ene halvdel var rækker af huller (pynt eller beklædning?), ved den ene ende rester af syning over randen. Skjoldet er af den ovale keltiske slags, som bl.a. kendes fra romerske billedfremstillinger (den døende galler). Herhjemme er denne skjoldform kun truffet i et enkelt fund, hvor der til gengæld er skjolde, så det forslår - ca. 150. Det er fundet fra Hjortspringkobbel mose på Als, berømt mest på grund af den båd, hvori skjoldene var nedlagt.

Prøvegravningen løste naturligvis ikke alle problemerne omkring Vædebrofundet - slet ikke hovedproblemet: Hvad er meningen med det hele? Et og andet blev dog klarere, således fundets alder, der må anslås til tiden omkring Kristi fødsel. Med næsten sikkerhed kan det siges, at fundene må være nedlagt her eller i nærmeste nærhed; de er ikke kommet sejlende langvejs fra, er blot splittet på stedet af bølgeslag og strøm. Det viser tilstedeværelsen af lerkarrene, der klart hører sammen med skeletterne. Lerkar lader sig jo ikke transportere af vind og strøm med samme lethed som lig. Skårenes gruppering viser, at karrene er knust her på stedet. Mærkeligt, om krukkerne efter længere, helskindet transport først skulle være gået i stykker ved endestationen.

Der er grund til at være bunduenig med forfatteren Tube Bodenhoff, der nylig i en aviskronik udtalte: "Jeg tager ikke i betænkning at stemple denne hypotese (offerteorien) som ganske uholdbar, idet det synes givet, at samtlige skeletdele ikke hviler i samme eller i noget oprindeligt og naturligt jordlag og altså må være skyllet sammen ved Vædebro fra en fjerntliggende plads af hine tiders vandrige strøm, Illerup å."

Om så var, hvorfor skulle det da udelukke offerteorien forfatter?