
Mens Odense overvejer
I hjertet af Odense, ikke langt fra det sted hvor helgenkongen Knud så ynkeligt endte sine dage, ligger en kostelig, men indtil for nylig temmelig upåagtet, kulturhistorisk perle: en middelalderlig kælder med fire krydshvælv omkring en midterpille. Almindeligt er et sådant rum langtfra, og dette er i bedste stand, men hvad der især udmærker det er, at det har hørt til et almindeligt beboelseshus, ikke til et kirkeligt anlæg. Middelalderlige profanbygninger er sjældne; en borgerlig kælder af så høj kvalitet er enestående i det forslidte ords egentlige betydning (Fig. 1).
Af Finn Grandt-Nielsen og Henrik Vensild

Det fornemme rum har en jævnaldrende nabo, en dobbeltkælder, der heller ikke er at foragte, selv om hvælvingerne, der er tøndeformede, først er indbygget senere, efter middelalderens ophør. Alt i alt har vi her et underjordisk Odense, som fortjener al mulig opmærksomhed, og glæden havde været fuldkommen, om ikke den begivenhed, som vakte interessen for det, samtidig havde truet dets eksistens. De to huse – Overgade 1 og 3 – som kældrene tilhører, faldt sommeren 1970, da en midlertidig gade krævede pladsen. Nedrivningen blev overvåget af Odense Bys Museer, der fik lejlighed til at gøre værdifulde fund og iagttagelser – og til at lægge et godt ord ind for kælderrummene. Hvad der skal ske med dem, er ikke afgjort endnu.
De to kældre repræsenterer, viste det sig, hver sin middelalderlige bygning, anlagt nær hinanden, men med en smal passage, en »slippe«, imellem. Husene har været af kvadratisk form, men i lidt forskellig størrelse. De nu nedrevne overbygninger, der strakte sig et godt stykke uden for de ærværdige fundamenter, var overvejende af yngre dato; men i østhusets gårdside sås betydelige rester af gammel munkestensmur, og efterhånden som nedrivningen skred frem, blev det klart, at også det meste af den mod slippen vendende gavl stod tilbage, godt gemt bag nyere murværk. På et tidspunkt – sikkert i 1500-årene – har man nedlagt den åbne passage mellem bygningerne ved simpelthen at inddrage den i vesthuset, hvor den blev til et langt smalt rum, som man beboeliggjorde ved at indbygge tøndehvælv i højder svarende til de forskellige etager; de afhugninger, som i den anledning var foretaget, sås i den bevarede mur som vandrette bånd. Bortset fra denne forsætlige beskadigelse var murværket overordentlig velbevaret; fugningen så ud, som om murermesteren havde afleveret arbejdet for få uger siden. Et par dybe revner fortalte dog om århundreders sætning.
Det forholdsvis klare billede af de to bygninger, som er opnået gennem opmålinger og udgravninger under nedbrydningen, gør det ønskeligt også at kende lidt til husenes historie: Hvornår er de bygget? Hvem har boet i dem, og hvordan har de været brugt? Har de betydet noget for byen? I det lokale arkiv standser sporene ved reformationen, men i Lunds landsarkiv er havnet tre senmiddelalderlige skøder fra Odense, og dem er der grund til at se lidt nærmere på. De omhandler en ejendom med et stenhus beliggende på Overgades sydside lige over for »Sildeboderne«. Vest for den ligger, adskilt ved en slippe, endnu et stenhus, omtalt som »Herrehuset« (Fig. 2). Beskrivelsen, som indeholder endnu flere enkeltheder, gælder uden al tvivl vore to huse – og altså i særdeleshed østhuset, bygningen med det krydshvælvede kælderrum, hvis ældste ejerforhold man herigennem får indblik i (Fig. 3).
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1971:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





