Men de er ikke til at lide på

Der er intet, der som fortidsminderne er egnet til at sætte gang i folkefantasien. Hver for sig rummer de en historie, men vi kender den ikke eller kun brudstykkevis. Og når man intet ved, så gætter man sig frem. Det er nok gået sådan og sådan til, tænker man. Og gætterierne gror fast og bliver til virkelighed for dem, som hører og giver videre. Historiske personer og begivenheder, som man kender, glider ind i fantasierne side om side med mere neutrale dramatiske elementer: Marsk Stig, kong Volmer, svenskekrigen og den sorte død, mord og misgerninger.

Af Harald Andersen

Når vi befarer landet med fortiden i kikkerten, møder vi disse spøgelser, der ikke er sådan at få i jorden igen. De lever deres eget særlige liv. De kan smitte af på hinanden, dele sig og flytte til nye steder. Navnlig det sidste er typisk. De arkæologiske sagn har tit karakter af vandresagn.

Dronning Margrete, hvis folkelige berømmelse vel hænger sammen med, at hun er eneste kvinde i kongerækken, har efterladt sig adskillige jordfaste erindringer i form af volde, sænkede skibe osv. Når hun skulle stige til hest, har hun oftere betjent sig
af store sten (hvor hendes fod har efterladt et aftryk). Undertiden har hun dog siddet på stenene, vel sagtens for at hvile sig efter den megen stigen til hest - "Svenskekrigen" får skylden for mangt og meget. Bestemte typer af hestesko, som hyppigt findes i jorden, tilskrives således svenskernes heste, skønt de oftest er af god dansk afstamning. — Skeletfund, især når der er flere sammen, menes at stamme fra pestens tid, hvilket naturligvis i enkelte tilfælde kan have sin rigtighed. — Til en borgruin ved en sø hører næsten ufravigeligt en historie om en underjordisk gang, der fører fra ruinen, under søen, ud til en ø eller over til den modsatte søbred. Hvis en ruin eller et voldsted derimod ligger fjernt fra vand hedder det sig gerne, at man engang har kunnet sejle dertil, idet dette eller hint af egnens vandløb tidligere har været meget større end det nu er. Også fremdeles.

De arkæologiske sagn er født af forundring, og der er kun sjældent realiteter bag. De er fristende at give sig i vold, for historierne kan være spændende og gode. Men de er upålidelige, som pigerne udi Spanien.