Mellemfolkeligt problem

For få år siden var det vist ikke mange, måske højst een procent af Danmarks befolkning, der anede, at de gamle islandske håndskrifter befandt sig i dansk besiddelse - eller at de overhovedet eksisterede. Men den dag da Island for første gang krævede skrifterne tilbageleveret, vågnede ejerglæden med forunderlig magt, hvilket vil være bekendt fra utallige læserindlæg i næsten samtlige landets aviser. Som naturligt er, opstod der to lejre, een for og een imod tilbagegivelsen.

Af Harald Andersen

Modstanderne sagde: Islændingene har opført sig dårligt i spørgsmålet om landenes adskillelse. Og nu kommer de her og kræver ind! Bang! I med døren. - Forkæmperne henviste til Islands moralske ret til disse skrifter, som har spillet så umådelig en rolle for udviklingen af landets særprægede kultur. Man forstod, at Island, der er fattigt på oldtidsminder, måtte nære et brændende ønske om at eje dem. Hertil sagde modstanderne, at Danmark i hvert fald havde en klar juridisk ret til håndskrifterne, som for en stor dels vedkommende er reddet fra undergang af islændingen Arne Magnusson, der testamenterede hele sin samling til Københavns universitet. Islændingene interesserede sig jo ikke dengang for deres egne kulturelle skatte, som det altså er Danmarks fortjeneste at have reddet og værnet.

Antagelig er det rigtigt, at skrifterne juridisk set er dansk ejendom. Ganske vist var Københavns universitet på Arne Magnussons tid også Islands universitet, men de love, som gælder for ægteskabers opløsning, bruges jo ikke, når stater skilles. Ellers havde det vel været klart, at Island skulle have sin del af boet tilbageleveret. At islændingene i al almindelighed på Arne Magnussons tid ikke var klar over værdien af deres egne fortidsminder og handlede ilde med dem er utvivlsomt også rigtigt nok; men danskerne har i så henseende intet at lade dem høre. Hvor er håndskrifterne til Danmarks oldtidslitteratur? Og hvordan er det fat med landets gravhøje? Langt over halvdelen er sløjfet eller lemlæstet indtil ukendelighed.

Disse ting taget i betragtning forekommer det, at Islands moralske ret til skrifterne er så stor, at Danmark, nu da sagen igen er aktuel, for sin egen sjælefreds skyld burde se bort fra lovens bogstav og overlade hævnen for tilføjet tort til højere instans.

Blandt modstanderne af tilbageleveringen er der imidlertid nogle, som må høres. Det er de sprogforskere, som har påtaget sig det vældige arbejde at fremstille en oldislandsk ordbog. Naturligvis må de være imod udleveringen som vil vanskeliggøre, måske ødelægge deres værk. En af dem, professor Kristian Hald, har nylig i et interview udtrykt fuld forståelse for islændingenes ønsker, men samtidig stillet spørgsmålet: Hvorfor netop nu? Hvorfor ikke om ti eller tyve år, når dette store arbejde, der også i høj grad vil blive til gavn for Island, er afsluttet? - Nu er sagen imidlertid rejst igen, og der må svares ja eller nej. Det synes dog, som om spørgsmålet kunne løses på en måde, som skulle kunne akcepteres af alle parter, nemlig ved at man overdrager Island ejendomsretten til håndskrifterne, fuldt og helt, men på den betingelse, at de - eller en del af dem - forbliver her i landet til arbejdet med ordbogen er fuldendt. For dette arbejdes afslutning må der i så fald sættes en tidsfrist, som bør være så rigelig, at den levner videnskabsmændene fornøden arbejdsro.

At give Island dets skat tilbage ville klæde Danmark. En sådan gestus er ikke almindelig i samkvemmet mellem nationer, hvor man kun altfor sjældent møder gentlemansbegrebet som andet end begreb. - Jamen islændingene har ikke opført sig som de burde! Så vis dem, hvordan det gøres.

Det er et offer, Danmark skal bringe. Det skal overvinde sig selv, og det er som bekendt en større kunst end at indtage en stad.

Eftertryk af tekst og billedmateriale er ikke tilladt.