Mel
En overpløjet høj, undersøgt sommeren 1959 ved Svanfolk i Himmerland, blev i sidste nummer af Skalk beskrevet og overladt til læsernes fortolkning. Løsningen er allerede givet på dette blads forside. Den hjulformede stensætning var fundamentet til en længst forsvunden stubmølle.
Af Oscar Marseen
Ikke alle overpløjede høje er oldtidsminder - det var den lære, vi høstede. Så ved vi det, og så fik vi viden om en stubmølle, om hvilken der ellers ingen erindring haves. - Kun få er bevarede og ingen i brug mere. De er nu historie, men har været et vigtigt led i menneskets kamp for det daglige brød. Målt med historiens alen er både stubmøllen og dens afløser, den såkaldte hollandske vindmølle, kun døgnfluer, et kort intermezzo mellem stenaldermandens skubbekværn og nutidens valsemøller.
Fra det øjeblik, da mennesket var nået så vidt i sin udvikling, at det begyndte at tilberede sine fødemidler, blev spørgsmålet om knusning af frø og nødder aktuelt. Det lå da lige for at lægge dem på en flad sten og knuse dem med en anden sten. Her er grundprincippet i alt mølleri. Men der er lang, lang vej op til vor stubmølle. - Da mennesket bliver agerdyrker og dermed bofast, er det også på en sten, knusningen foregår. (Fig. 1) Stenen bliver nedslidt i en langagtig hulning og pigen - ja man må antage, at det er kvinderne, der har haft det trælse slid - opdager, at det er mere lønsomt at lade knusestenen glide frem og tilbage i hulningen. Skubbekværnen er opfundet, og igennem 5000 år sidder kvinder hele verden over med bøjet ryg og skubber - frem og tilbage, frem og tilbage. (Fig. 2)
Fig. 1. Tegninger: Poul Brøgger
Fig. 2. Tegninger: Poul Brøgger
Endnu omkring år 200 før vor tidsregning blev alt korn verden over forarbejdet på denne måde - også i det romerske verdensrige, hvis hovedstad næsten var en millionby. Men her i romerriget skete det epokegørende, at drejekværnen blev skabt. Med de romerske legioner gik drejekværnen sin sejrsgang og blev udbredt over det meste af Europa, en del af Afrika og størstedelen af Asien. Den var langt mere effektiv end skubbekværnen, men arbejdet var endnu hårdere. I samfund som Grækenland og Romerriget var dette arbejde vel hovedsagelig overladt til slaver, og det har efter samtidige beretninger været et umenneskeligt hårdt slid. (Fig. 3)
Fig. 3. Tegninger: Poul Brøgger
Men i Grækenland begyndte en ny æra i mølleriets historie. Vandmøllen blev opfundet. En samtidig græsk digter skriver betegnende herom: "Stands arbejdet, I piger, som har arbejdet ved møllen. Sæt eder til hvile og lyt til fuglenes sang, som nu skal hilse morgenrøden. Afgrødens gudinde har befalet bækkens nymfer at udføre eders arbejde, og de adlyder hendes bud. De griber om hjulet, driver akslen rundt og sætter den tunge mølle i gang".
Den primitive, græske vandmølle - skvætmølle - med det vandrette hjul var en udmærket hjælp til et lille landbrug og har vel nok været den mest udbredte form for vandmølle også her i landet helt op til nyere tid. I de store byer som f.eks. Rom foretrak man dog stadig drejekværnen, trukket rundt af slaver eller æsler. Det var først da romerne selv forbedrede vandmøllen ved at give den lodret hjul med tandhjulsforbindelse til kværnen at denne mølletype blev den menneske- eller dyretrukne drejekværn overlegen, og bredte sig ud over den gamle verden. (Fig. 4)
Fig. 4. Tegninger: Poul Brøgger
Først fra det tolvte århundrede kan man med bestemthed påvise den geniale opfindelse vindmøllen. Dens første form var stubmøllen, som ses gengivet på utallige tegninger fra middelalderen - i samme form og efter samme princip, som vi kender det fra de endnu bevarede møller af denne art. Stubmøllen tillod udnyttelse af en lettilgængelig energikilde, og den fik stor betydning. Men selve mølletypen havde ulemper, der med tiden blev iøjnefaldende. Dens svage punkt var den spinkle forbindelse mellem det drejelige møllehus og den jordforbundne stub. I voldsomt vejr havarerede den let. Dertil kom, at det var tungt og besværligt arbejde at dreje det tunge møllehus efter vinden. Disse ulemper gav stødet til opfindelsen af det næste trin i rækken, den hollandske mølle. Man løste problemet på en meget enkel måde, idet man nøjedes med at lade det øverste af møllen, selve møllehatten med vingerne, dreje rundt, mens kværnhuset stod fast. Herved opnåede man også at møllehuset kunne bygges meget større. (Fig. 5)
Fig. 5. Tegninger: Poul Brøgger
Vindmøllens tid er ved at være forbi. Dens afløser, valsemøllen, skjuler sig i byerne bag grå mure. - Man kan ikke kæmpe mod udviklingen. Men et savn vil det blive når øjet ikke længere kan fange møllens karakteristiske silhuet i horisonten. (Fig. 6)
Fig. 6. Tegninger: Poul Brøgger