Masker

En dag, da jeg betragtede Sven Havsteen-Mikkelsens træsnit i Martin A. Hansens bog: Orm og Tyr, stødte jeg på en fejl i billedet af masken på Århus-runestenen. Der manglede en lille streg i det højre horn. Det kunne muligvis skyldes, at jernet var smuttet for kunstneren, men for en sikkerheds skyld så jeg efter i andre bøger, hvor masken var gengivet, og genfandt fejlen. Uvilkårligt meldte den tanke sig: det er da sært, at han ikke har sat den stump streg til, for det er da tydeligt, at hornene har været lagt rundt om ørerne.

Af Asger Dragsholt

Har været lagt rundt om. Ordene blev ved at komme igen i den følgende tid, og lidt efter lidt trak de mere og mere med sig. Efterhånden blev de til: Hvis hornene har været lagt rundt om ørerne, så er der ikke blot tale om et fladt »ornament i irsk stil« - så må det være et billede af en virkelig maske, som man har gået med for ansigtet.

Læsning om emnet gav absolut ikke ideen støtte, men på masker fra andre runesten mente jeg at se tegn, der tydede på, at de forbilleder, hvorefter de var lavet, ikke havde været så flade endda. Når man mener at se noget, som man gerne vil se, skal man imidlertid være varsom. Skulle teorien bibringes et skær af sandsynlighed, var der ingen anden udvej end at prøve, om det var muligt at brede billedet ud til et mønster, der igen lod sig forme til en virkelig maske.

Forsøget med Århusmasken lykkedes (se bagsiden af dette blad), men var det andet end en tilfældighed? Hvordan med de andre maskebilleder? Ja, faktisk viser det sig, at flere af dem lader sig omdanne til brugelige masker. (Fig. 2).

Billede

Fig. 1: Skrækindjagende ansigter står hugget ind i mange nordiske runesten. Med store, tomme øjne glor de på os. Hår og skæg står ud fra dem som slangeagtige bånd. Man får en anelse om, at det vist ikke er for det godes skyld, at vikingetidens runemestre har mejslet dem ind.

Billede

Fig. 2: Skern II

Billedet ovenfor viser - udfoldet og sammenfoldet - en maske fremstillet efter tegningen på runestenen Skern II, hvis noget udviskede linjer ganske vist ikke helt sikkert lader sig tyde. Bemærk de små krumme streger på kinderne. Det må være rester af hårtjavser, der - sammen med resten af håret - er bortskåret af indskriften. I mønsteret betinger disse krumme snit kindernes runding, der kommer frem, når man trækker de nederste kanter lidt op under de øverste. - Noget lignende gælder den skånske maske, som er forsøgt udfoldet på billedet nedenfor. Her er det snittene under hornene og de to vinkelsnit, som næsten afskærer skægtjavserne, der hjælper til at give ansigtet form.

En maske må kunne fæstnes til hovedet. Mens Århusmasken intet røber i så henseende, kan man måske tænke sig, at »båndet« over øjnene på Skernmasken har været fortsat i nakken, hvor det kan have haft forbindelse med det fletværk, som de nu afskårne lokker må have dannet. En af de skånske masker (fra Lund) er udstyret med et fletværk af remme, der dækker stenens top, som om stenen er hovedet, der bærer masken.
(Fig. 3).

Billede

Fig. 3: Västra Strö

På nogle maskebilleder er der antydning af noget, der kan have været remme, der har haft forbindelse med et »hovedtøj«. Det er især tydeligt på et lille, men meget omhyggeligt udført maskebillede fra Køge. (Til afveksling er det ikke fra en runesten, men er skåret ind i et »håndtag« af hjortetak). Remmene ses her både foroven og i siderne. På det samme redskab findes endnu et billede, der - ligesom selve masken - ses gengivet hosstående. (Fig. 4). Det virker underligt fremmed på grund af sin absolutte mangel på symmetri. Det kan naturligvis være redskabets form, der har inspireret til den underlige frembringelse; men vend engang bladet en kvart omgang til højre og se på billedet igen. Mon ikke det forestiller en maske set i profil? Man genfinder remmene både foroven og i siden. Der er et hul i kinden, som der er det pa maskebilledet. Skærer man spiralen op og prikker til den fra undersiden, vil den springe frem som et (omvendt) vædderhorn - svarende til hornene i maskebilledet. Sammenligner man nakkestykket og maskens kindskæg, vil man opdage, at sammenfletningerne er »låset« på samme måde. Selv om denne maske ikke er så naturalistisk udstyret med øjne, næse og mund, som de andre maskebilleder er det, så er den ikke derfor mindre virkningsfuld som maskeringsmiddel.

Billede

Fig. 4: Køge

Men har maskering overhovedet været brugt helt tilbage i oldtiden? Det har vi god grund til at tro, at den har. Fra sagalitteraturen kendes ordet »gríma«, der betyder en skærm for ansigtet, en maske, og som også bruges om dragehovedet i skibets forstavn. Sagaens Frithjof tager en lådden kofte på og en maske for ansigtet for ukendt at kunne være øjenvidne til kong Rings og Ingeborgs elskov, og da Thord Hrede kommer til Engehlid i Langedal, har han en maske over hjelmen og er ukendelig. Odin selv har tilnavnet »grímnir« eller »grímr«, hvilket antagelig betyder: ham med masken - en betegnelse, der passer godt til Odins noget skumle skikkelse og karakter. Det er, som om vi nærmer os det, som er meningen med stenenes masker. De synes bedre egnet til at skræmme end til at skjule.

(Fig. 5). (Fig. 6).

Billede

Fig. 5: Hunnestad (til venstre)

Billede

Fig. 6: Ledberg (til højre)

Mon ikke den, der har ristet billedet på Hunnestad-stenen, har ment, at heksen, der er på vej til Balders bålfærd ridende på en ulv og med hugorme som tøjler, må have været iført en maske eller hætte. Man får en fornemmelse af det, når man ser den mærkelige hovedbeklædning, hun bærer. Den synes at dække hele hovedet; man genfinder det »hul«, der er i kinden på masken (maskerne) fra Køge, og den lille krussedulle, der sidder længere tilbage, kan efter sin placering bedre være et horn end et øre.

»En maske over hjelmen« - er det ikke det, mændene på Ledberg-stenen er udstyret med? Den kraftige øjenbrynsbue og det lange overskæg går igen på en lang række maskebilleder. Disse mænd er heller ikke ude i noget helt almindeligt ærinde; den ene af dem bliver bidt i foden af Fenrisulven.

Tiden vil - forhåbentlig - vise, om teorien holder stik, om det virkelig er rigtige masker, som er gengivet i runestenenes billeder. Det begyndte som leg, men det fortsætter som både morsomt og alvorligt arbejde.