Mange dejlige børn

Fundet har længe ligget på giverens loft. Han fik det fra sin mor. En dag, da hun fyrede med tørv i komfuret, fik hun øje på hårknuden, der sad fast i en tørv. Tørven - en skæretørv - kom fra en lille mose, Vingmose, i Faster sogn ind til Sædding skel; den er nu udtørret. Giveren erindrer, at hans forældre talte om, at man kunne se på tørvens materiale, at den hørte til lagene nær mosens bund, ca. 3 alen nede. Han husker også, at det blev omtalt, at der ikke var fundet spor af knogler eller andet ved tørvegravningen. Håret har nu tørvens mørkebrune farve, men det skyldes antagelig påvirkning i mosen. Selvom tørv og hårknude nu er adskilt, så er det tydeligt, at det er rigtigt, at de oprindelig har hørt sammen, for der sidder rester af hår i tørven.

(Fig. 2).

Hvorfor er hårknuden nedlagt i mosen? Der kendes nogle fa lignende fund af fletninger, alle fra jyske moser. De opfattes almindeligvis som frugtbarhedsofre: Den unge kvinde har ofret sin hårpragt for at opnå gudernes velvilje og hjælp, så hun kunne videreføre slægten med mange dejlige og sunde børn. Enkelte af fundene har kunnet tidsfæstes - med større og mindre sikkerhed - til yngre bronzealder og ældre jernalder, og denne lidt vaklende tidsangivelse er foreløbig det eneste holdepunkt for en datering af det nye fund. Det er dog muligt, at en naturvidenskabelig undersøgelse af tørven vil kunne bidrage til en mere nøjagtig tidsfæstelse.

For teorien om frugtbarhedsofferet er der rygstød i overleveringer både fra klassisk oldtid og fra historisk tid her i landet. Håret var et egnet offer. Det var inderligt forbundet med livskraft, hvad Samsons historie bevidner, og det var derfor værd at give til guderne. Fra Grækenland foreligger en række beretninger om hårofre før indgåelse af ægteskab. I 2. århundrede efter Kristus fortæller filosoffen Lucian således, at unge mennesker af begge køn ikke måtte gifte sig, før de havde afklippet håret og ofret det til Hippolytos. Ved indgangen til Artemis tempel i Delos var efter sagnet begravet to unge piger under et oliventræ. De var kommet fra et fjernt land mod nord for at ofre til Apollo og døde og blev begravet der. Siden ofrede unge piger fra Delos lokker af deres hår ved gravene før de giftede sig.

I det gamle Grækenland havde hårofferet også en anden betydning. Plutarch fortæller, at drenge, når de nåede den voksne alder, ofrede hår til Apollo i Delfi, og der er mange lignende beretninger. Dog er det oftest skægget, der er offerets genstand, hvilket er forståeligt, da skægget jo er den unge mands tegn på, at han er blevet voksen. Skægofre kendes foruden fra Grækenland også fra Lilleasien og Rom. Undertiden blev skægget lagt i en lille æske med inskription, og sådanne æsker er velkendte fra arkæologiske udgravninger. Kejser Nero bragte sit første skæg som offer på Capitol nedlagt i en guldæske besat med perler.

Både i fortid og nutid, herhjemme og viden om i verden, kendes mange andre eksempler på, at et menneskes hår anses for at være noget af betydning for menneskets livskraft. Håret indgik f.eks. i anvisninger på fremgangsmåde ved forgørelse, hvor det er afgørende for den onde hensigts fuldbyrdelse, at den, der vil gøre fortræd, sætter sig i besiddelse af noget af offerets hår, der indgår i det magiske foretagende. Meget af dette har vel intet med frugtbarhedsoffer at gøre. Det sker dog, at man aner en forbindelse, som f.eks. når håret indgår i regnmagernes procedure. Og når offeret fandt sted i forbindelse med forestående giftermål, som i de ovennævnte tilfælde, er der ringe grund til at betvivle, at det drejer sig om et offer, der skal fremme den ofrendes lykke til at fortsætte slægten.

Ved den årlige sørgefest for Adonis, der blev afholdt i Astartes helligdom i Byblos, skulle unge kvinder afrage deres hår, og efter omstændighederne antages det, at det var et offer, der sigtede til forestående giftermål og frugtbarhed. Ville de ikke bringe dette offer, var de pligtige til at prostituere sig og indbetale gevinsten til gudinden Astarte, - enten ofre deres hår til frugtbarhedens gudinde til fremme for slægtens beståen, eller ofre deres dyd og skatte til gudinden af indkomsten. For nylig hørte jeg - med en udmærket professor emeritus som kilde - at det er skik hos i hvert fald visse ortodokse jøder - således de nordafrikanske - at kvinderne ved giftermåls indgåelse skal afskære håret. Desværre har jeg ikke erfaret noget om, hvad man gør med håret. Det kunne måske vise, om der også her er tale om en ældgammel frugtbarhedsritus. Nu går forklaringen ud på, at hun til fordel for ægtemanden må give afkald på ved sin hårpragt at virke tiltrækkende på andre mænd. Resultatet af den gode hensigt kunne synes lidt trist for ægtemanden, men - naturligvis - forsikringer er jo ikke gratis!

Ved Den persiske Bugt ligger på et afsides sted, men ganske nær ved en af de pladser, hvor danske arkæologer i disse år foretager udgravninger, en meget søgt frugtbarhedshelligdom, en forhøjning med en stenmur omkring. Een gang om måneden kommer kvinder rejsende fra nær og fjern for med guddommelig bistand at skaffe sig de i den muhamedanske verden så eftertragtede drengebørn. Hvad der sker i den månelyse nat er ikke for vantro øjne, men blandt de offergaver, som morgenen efter ligger tilbage på stedet, er også afskåret hår. Det må tilføjes, at de stedlige myndigheder ser særdeles skævt til det, som her går i svang, uden dog at kunne komme det til livs. Nogen nær tilknytning til profetens lære synes det altså ikke at have, og det kan jo muligvis skyldes, at det er ældre end denne.

Herhjemme er der kun en meget sparsom tradition om hårofre, men nok til at man aner, at skikken ikke alene hører bronzealderen til. I Anne Krabbes visebog fra omkring 1610 fortælles om en kvinde, med hvis første barn det gik galt. Barnet må vel være død for hende. Som grund for hendes ulykke angives en for hende belastende forudgående begivenhed. Men så lod hun alt sit hår skære af og gav det til kirken, og så fik hun levedygtige børn.

Som nævnt er der kun gjort få hårfund her i landet; men chancen for at et sådant fund iagttages og kommer uskadt op af mosen er også yderst ringe, så for den sags skyld kan antallet af hårofre godt have været stort. Den ofrede fletning vil i langt de fleste tilfælde blive overset ved tørvegravning eller ødelagt og kasseret. Noget kunne tyde på, at hår i tørven måske ikke var så ualmindeligt endda, og at man har gjort sig sine tanker om, hvad det betød. En beretter fra Herningegnen fortæller mig, at hans bedstemor en gang stod og puttede tørv i komfuret. Han syntes, at hun mærkeligt nøje så på hver enkelt tørv, inden hun kastede den i ilden, og han spurgte hvorfor. »Jo«, sagde hun, »man skulle jo ikke gerne komme til at brænde mosekonens hår«. En anden beretning stammer fra Ølgodegnen. En gammel kvinde fortalte meddeleren og hans bror, da de var børn og en aften stod og beundrede mosekonens bryg over engene, at »den er der ingen fare ved, nej så er det værre med mosekonens hår«. De spurgte, hvor det hår var. »I mosen selvfølgelig« sagde hun. De ville vide mere, men hun var ikke meddelsom. Hun sagde blot, at hun vidste så meget. Siden søgte de to drenge efter mosekonehår i tørvegravens brinker.

Begge beretninger antyder, at folk, der brugte tørv - i hvert fald på visse egne - havde erfaring for, at der kunne findes hår i dem. I begge de nævnte tilfælde er det udlagt som mosekonens hår, og man aner, at fortællerne tillægger dette en særlig betydning og mener, at det kan bringe fortræd, om håret ødelægges. Det er en fristende tanke, at den sårbare »mosekone« kunne være identisk med - eller i hvert fald efterkommer af - den mosegud, som bronzealderens barnløse kvinder stemte mildt med deres ofre; men det er næppe sandsynligt. Der ligger et svælg på et par tusinde år mellem de to.
(Fig. 3).

Tegninger: Jens Aarup Jensen.