Manden med jernmasken

I den liste over kommende arkæologiske undersøgelser, som hvert år bringes i dette blad, har den store sønderjyske jernalderboplads ved Drengsted allerede mange gange figureret, og den vil antagelig komme til at optræde der adskillige gange endnu, rent bortset fra at den nok ved lejlighed kunne fortjene lidt fyldigere omtale. Mere end 10.000 kvadratmeter er gennemgravet, men efter alt at dømme er pladsens samlede areal henved fire gange så stort svarende til syv-otte tønder land. På pladsen, der stammer fra 400-årene, og som således tilhører en tid, hvorfra der kun kendes få bopladser, er foreløbig afdækket en snes langhuse, en halv snes grubehuse, tre brønde og 100 gruber med slagger fra jernudvinding. Om de sidstnævnte er der tidligere fortalt her i bladet (1963:2), og måske vil en og anden læser også huske vindueskarret (1962:3), som var et af denne udgravnings første spændende fund.

Hjelmen, som nu er kommet, blev fundet i tomten af et grubehus. Sammen med den lå overliggeren til en drejekværn, skår af to lerkar og et par korte jernstænger med påsiddende ringe, og dette naboskab er betydningsfuldt, fordi det daterer hjelmen og viser, at den er samtidig med bopladsen, hvad man jo også ville vente, men ikke på forhånd kunne være sikker på. Desværre lader fundomstændighederne os i stikken, når vi vil vide, hvad genstanden har været brugt til. Vi kalder den en hjelm, men det bliver den ikke nogen hjelm af. Foreløbig holder vi fast ved påstanden, som vi senere vil gå i brechen for.

Drengsted-hjelmen er af jern, og det er - arkæologisk set - et vanskeligt materiale. I moser kan det under heldige omstændigheder være bevaret med uskadt overflade, men i almindelig jord vil det næsten altid være omdannet til en uformelig, opsvulmet rustklump, som først gennem konserveringen kan genvinde noget af sin oprindelige form. Som billedet viser, var Drengsted-hjelmen netop en sådan rustklump - og det er den stadig, for ingen konservator har endnu haft den under behandling.

Den første opgave, vi stilles overfor, er at finde ud af, hvordan genstanden for vor interesse oprindelig har set ud, og trods den manglende konservering er det muligt allerede på nuværende tidspunkt at sige en hel del om dette spørgsmål. En serie røntgenbilleder af rustklumpen har afsløret, hvad den indeholder, og på dette grundlag har det ladet sig gøre at lave en foreløbig rekonstruktion af hjelmen i pap - ikke for at fornøje bladets læsere, men for at komme videre i undersøgelsesarbejdet. Navnlig to spørgsmål giver rekonstruktionen mulighed for at opklare: Hvordan kan hjelmen, hvis det altså er en hjelm, have været båret? Mangler der noget af den, og i så fald hvad? Svaret på det første spørgsmål kan man prøve sig frem til; svaret på det sidste vil muligvis melde sig under prøven. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Hjelmen er lavet af tynde, indtil tre centimeter brede, jernbånd, der er nittet sammen i nogle af krydsningspunkterne; hvordan de forskellige bånd krydser hinanden, viser billeder bedre end ord. Den er langstrakt skålformet, nærmest som en skildpaddes skjold, men med tre udragende, løse ender. Den ovale form svarer til ansigtets, hjelmen er en maske, men tager man den rekonstruerede hjelm på hovedet, bliver man klar over, at den har en alvorlig mangel. Den vil ikke sidde fast. Intet tyder dog på, at nogen af jernbåndene har fortsat bag om nakken, så man må snarest tænke sig, at masken har været nittet fast på en læderhue; under alle omstændigheder er det sandsynligt, at den har været foret på en eller anden måde for at gøre opholdet i den behageligere. Teorien, som det jo foreløbig er, må kunne bekræftes eller afkræftes efter konserveringen. Der skulle være mulighed for at finde aftryk af læderet i jernbåndenes rust, og hvis masken har været nittet fast til huen, er det sikkert sket ved hjælp af nitterne i krydsningspunkterne, i så fald må det kunne ses, og det skulle være muligt at måle læderets tykkelse ved at gennemsnitte en af naglerne. Det vil være med blødende hjerte, man skrider til denne operation, for derved ødelægges jo en del af den sjældne hjelm, men den slags små tragedier er ikke sjældne inden for faget. Udgravning af en gravhøj er også et ødelæggelsesværk, men man bliver klogere af det.

Vi er nu nået frem til den del af undersøgelsen, som skal vise, at hjelmen virkelig er en hjelm - eller i hvert fald, at formodningen derom ikke er helt grebet ud af luften. Til det formål vil vi efterforske, hvad vi ellers kender til hjelme fra den tid, og her har vi tre kilder at øse af: For det første hjelmene selv, som de nu og da optræder i fundene, dernæst billeder af hjelme og endelig de litterære efterretninger, som, selv om de er sparsomme, dog kan give interessante bidrag til diskussionen.

Som omtalt i indledningen er Drengsted-hjelmen den første jernalderhjelm, som er udgravet inden for det nuværende Danmarks grænser, men fra nabolandene kendes nogle få fund og blandt dem igen nogle, som viser lighed med vor jernmaske. I det store våbenofferfund fra Torsbjerg, Sydslesvig, blev der fundet flere hjelme, således den her afbildede metalkalot. Tænker man sig den halveret og forsynet med næseskærm og forlængelser af issebåndet, er man meget nær ved at have Drengsted-hjelmen. Fra Sverige kendes et par båndbyggede hjelme; i konstruktionen er Ulltuna-hjelmen den af dem, som har mest tilfælles med vor hjelm, men den mere kunstfærdigt opbyggede Valsgärde-hjelm har til gengæld næseskærmen. Ingen af de omtalte hjelme er helt jævnaldrende med den jyske; Torsbjerg er et par hundrede år ældre, Valsgärde tilsvarende yngre, mens Ulltuna, som kommer nærmest, er godt et hundrede år yngre end Drengsted-hjelmen.

Fundene viser altså, at båndbyggede hjelme har været i brug i Norden gennem et 400-årigt tidsrum, Drengsted-hjelmen placerer sig midt i dette, og selv om ligheden med de andre hjelme ikke er fuldstændig, er den dog så påfaldende, at vi må fastholde betegnelsen hjelm omend med et lille forbehold. Vil vi iøvrigt kaste et blik ud over den nordiske hjelms historie, må vi tilbage til yngre bronzealder, hvor det bekendte hornede hjelmpar fra Veksø i Nordsjælland hører hjemme. Det er Danmarks ældste og hidtil eneste hjelmfund, men en lille, hjelmbærende bronzefigur fundet på Næstvedegnen viser, at sådanne hjelme ikke dengang var enestående, hvad man ellers godt kunne have forestillet sig, de er nemlig ikke af dansk, men snarest af mellemeuropæisk oprindelse. Bronzealderhjelmene har næppe været brugt i krig, snarere i kulten, og det ser ud til, at de kun har været på gæsteoptræden i Norden, i hvert fald går der tusinde år, før vi igen møder hjelmen på nordisk grund. Vi er nu fremme i jernalderen, og hjelmene, som vi træffer på, er de før omtalte båndopbyggede, hvortil Drengsted-hjelmen hører. De er dog ikke enerådende; ved siden af dem optræder en anden hjelmtype, der er bygget - ikke af bånd, men af plader, og som har veludviklet ansigtsmaske og nakkebeskyttelse (se Vendel-hjelmen på tegningen). Det kan ikke siges med sikkerhed, hvor disse to hjelmformer, båndhjelmene og pladehjelmene, har deres forbilleder, men muligvis er det i romerriget, hvis lange arme også rakte herop. I den romerske hær anvendtes stort set to hjelmtyper, hvis karakteristiske træk svarer til dem, som netop er beskrevet, uden at ligheden med de skandinaviske hjelme dog er alt for slående. Norden var på det tidspunkt på vej mod kulturel selvstændighed, og håndværket udvikler et særpræg, som lægger sig slørende over gammelt lånegods. - Følger vi udviklingen videre frem, kommer vi til vikingetidens spidse hjelmkalot med næseskærm (Sigtuna-figuren!). Den synes at være opstået i 700-tallet og fortsætter ind i middelalder. (Fig. 4, fig. 5)

I det engelske Bjowulfkvad - et eventyrdigt med motiver fra dansk sagnhistorie, antagelig tilblevet omkring år 700 - finder vi følgende magtfulde beskrivelse af den »skinnende hjelm«, der skærmer heltens hoved.

--- med klare guldbånd
var kanten smykket; en duelig smed
i gamle dage den sådan danned,
bræmmet med vildsvinebilleder rundt,
så sværd ej bed på det blanke malm.

Citatet henleder vor opmærksomhed på et træk ved hjelmene, som ikke bør forbigås, nemlig deres udsmykning. Nogle af de svenske hjelme er netop bræmmet - ikke just med vildsvinebilleder, men dog med figurer af forskellig slags. Hjelmenes fornemste pynt, som antagelig også er en arv fra Rom, var dog en figur anbragt oven på hjelmen, hvor den ragede op; denne figur var netop ofte vildornen, som Bjowulf nævner, men bortset fra et enkelt fund af engelsk herkomst kendes den svineprydede hjelm kun fra billeder. En anden, tilsyneladende yndet, hjelmprydelse var hornene. De huskes fra Veksøhjelmene og har sikkert også smykket jernalderens hjelme, men atter her har vi kun billeder at holde os til. Den hornede hat, som tegnere ynder at udstyre vore vikingeforfædre med, har altid været fagfolk en torn i øjet, men selv om man nødig tager dette monstrum i forsvar, må man indrømme, at det ikke er usandsynligt, at en sådan hjelm en dag vil dukke op. (Fig. 6, fig. 7).

»Der er kun enkelte, der har en panserskjorte, næppe nok een eller højst to, der har en hjelm eller stormhue af metal eller læder«, siger romeren Tacitus om germanerne. Han levede i første århundrede efter Kristi fødsel; 600 år senere bekræftes hans ord om hjelmenes sjældenhed af Bjowulfdigteren, der fortæller, at det kun var mændene i kongens følge, der bar hjelm. Sjælden er Drengsted-hjelmen. Om dens ejer, manden med jernmasken, har været en standsperson, skal vi lade være usagt, men kriger har han i hvert fald været. Hans hjelm var ikke kantet med guldbånd eller bræmmet med vildsvinebilleder, men man kan vel uden at overdrive fastslå, at det sindrige jernfletværk må være lavet af en »duelig smed«.