Manden med jernmasken

I den liste over kommende arkæologiske undersøgelser, som hvert år bringes i dette blad, har den store sønderjyske jernalderboplads ved Drengsted allerede mange gange figureret, og den vil antagelig komme til at optræde der adskillige gange endnu, rent bortset fra at den nok ved lejlighed kunne fortjene lidt fyldigere omtale. Mere end 10.000 kvadratmeter er gennemgravet, men efter alt at dømme er pladsens samlede areal henved fire gange så stort svarende til syv-otte tønder land. På pladsen, der stammer fra 400-årene, og som således tilhører en tid, hvorfra der kun kendes få bopladser, er foreløbig afdækket en snes langhuse, en halv snes grubehuse, tre brønde og 100 gruber med slagger fra jernudvinding. Om de sidstnævnte er der tidligere fortalt her i bladet (1963:2), og måske vil en og anden læser også huske vindueskarret (1962:3), som var et af denne udgravnings første spændende fund.

Hjelmen, som nu er kommet, blev fundet i tomten af et grubehus. Sammen med den lå overliggeren til en drejekværn, skår af to lerkar og et par korte jernstænger med påsiddende ringe, og dette naboskab er betydningsfuldt, fordi det daterer hjelmen og viser, at den er samtidig med bopladsen, hvad man jo også ville vente, men ikke på forhånd kunne være sikker på. Desværre lader fundomstændighederne os i stikken, når vi vil vide, hvad genstanden har været brugt til. Vi kalder den en hjelm, men det bliver den ikke nogen hjelm af. Foreløbig holder vi fast ved påstanden, som vi senere vil gå i brechen for.

Drengsted-hjelmen er af jern, og det er – arkæologisk set – et vanskeligt materiale. I moser kan det under heldige omstændigheder være bevaret med uskadt overflade, men i almindelig jord vil det næsten altid være omdannet til en uformelig, opsvulmet rustklump, som først gennem konserveringen kan genvinde noget af sin oprindelige form. Som billedet viser, var Drengsted-hjelmen netop en sådan rustklump – og det er den stadig, for ingen konservator har endnu haft den under behandling.

Den første opgave, vi stilles overfor, er at finde ud af, hvordan genstanden for vor interesse oprindelig har set ud, og trods den manglende konservering er det muligt allerede på nuværende tidspunkt at sige en hel del om dette spørgsmål. En serie røntgenbilleder af rustklumpen har afsløret, hvad den indeholder, og på dette grundlag har det ladet sig gøre at lave en foreløbig rekonstruktion af hjelmen i pap – ikke for at fornøje bladets læsere, men for at komme videre i undersøgelsesarbejdet. Navnlig to spørgsmål giver rekonstruktionen mulighed for at opklare: Hvordan kan hjelmen, hvis det altså er en hjelm, have været båret? Mangler der noget af den, og i så fald hvad? Svaret på det første spørgsmål kan man prøve sig frem til; svaret på det sidste vil muligvis melde sig under prøven. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)