Manddrunkning

For nylig lød alarmen igen, og selv om stormfloden denne gang blev afværget, har den dog været en gavnlig påmindelse om, at risikoen stadig er til stede, og selv nutidig sikringsteknik har sin begrænsning. For tidligere tiders marskboer var stormflodsfaren noget yderst nærværende, noget der greb dybt ind i hverdagens anliggender som byggestil, erhverv, landbrugsform etc. Deres huse lagde de ikke på den flade mark, men på varfter, kunstigt opførte jordhøjninger, der ydede rimelig sikkerhed for folk og fæ inden døre. Digebyggeri kunne ingen enkelt overkomme, det var et samfundsanliggende, men den fælles fare fremmede sammenholdet, og det igen gav grundlag for organisation. Kampen var imidlertid ulige, og ofte gik det galt - langt oftere end i nutiden med dens mangeartede hjælpemidler. Også reparationen skortede det på. Vandet kunne stå over engene i årevis, når digerne først var brudt.

Et gennemgående træk i de gamle stormflodsberetninger er de uhyggeligt store tal på omkomne - 10.000, 40.000, ja helt op til 200.000 nævnes for enkelte katastrofer. Tallene er næppe korrekte, opgørelsen var vanskelig og afhang jo iøvrigt af, hvor stort et landområde, man tog med, men mange ofre var der i hvert fald. Det skyldes ikke blot de mangelfulde diger, men i første række dårlige varslings- og evakueringsmuligheder. Ved katastrofen i Elb-området og Hamborg 1962 blev 80.000 mennesker hjemløse, men reddede dog livet, tidligere ville de sandsynligvis være druknede. Måske er de uhyggelige tal ikke så overdrevne endda. (Fig. 1)

I litteraturen omtales en oversvømmelseskatastrofe, »Den store kimbriske syndflod«, der skal have fundet sted i 2. århundrede før Kristi fødsel. Vi kender imidlertid intet nærmere til den - og slet intet til de sikkert talrige andre stormfloder, som har hærget Vestkysten oldtiden igennem. Først fra vikingetiden og fremefter kan vi så nogenlunde følge begivenhederne.

Katastroferapporternes antal er betydeligt allerede i den tidlige middelalder, men meget mere end årstal giver de os ikke. Undtagelsen er stormfloden 16. februar 1164, som er fyldigt beskrevet - ganske vist på et langt senere tidspunkt, men det viser måske netop dens særlige format. Det begyndte med et voldsomt uvejr, lyn og torden. Mange huse antændtes eller blæste ligefrem omkuld. Derefter fulgte »en så høj stormflod, at man fra de ældste tider ikke havde set eller hørt noget tilsvarende. Det salte vand oversvømmede alle marsklande, Frisland, Hadelen og marskerne ved Elben og Weser og alle andre vandløb ud til havet, og mange tusinde mennesker og talløse husdyr omkom«.

Af 1200-årenes ulykkes register må i hvert fald tre begivenheder fremhæves på grund af de store tabstal. Året 1216 indtraf ifølge de frisiske kronikker en skrækkelig stormflod, hvor 10. 000 mennesker mistede livet (andre kilder nævner 39.000), mens tabet af kvæg skal have været 800.000. Kun tre år senere var det galt igen, 40.000 menes omkommet. Endelig 1230: 100.000 druknede. Alle disse tal må naturligvis tages med største forbehold.

I den senere middelalder, 13- og 1400-årene, sættes rekord, ikke færre end 35 stormfloder er registreret - de fleste var vel af mindre format, men flere frygtindgydende, en enkelt uovertruffet. Efter floden 1338 stod vandet over agrene i mere end tre år, og adskillige tusinde døde derfor af sult. Nytårsnat 1354 druknede mange mennesker, og digerne blev så ødelagte, at de ikke kunne udbedres på en menneskealder. Endelig, 16. januar 1362, indtraf så den naturkatastrofe, der måske er den største, som har ramt vore breddegrader. Den kaldes »Grote Mandrenke« (Den store manddrukning) og hævdes at have kostet 200.000 mennesker livet; det er måske overdrevet, hvorimod det godt kan være rigtigt, som kilderne siger, at over halvdelen af befolkningen druknede. Ud for Hvi- ding herred forsvandt Vippenbøl sogn i bølgerne, men langt alvorligere var skaderne syd for den nuværende grænse. I denne stormflod døde flertallet af dem, der havde overlevet pesten få år forinden. (Fig. 2)

En flodbølge omkring reformationstiden (1532) skal have krævet store tab af menneskeliv, der nævnes 1600 omkomne, deriblandt tre præster. Mindre grådig, men alvorlig nok, var en oversvømmelse 1615, altså på Christian 4.'s tid. Denne konges undersåtter havde imidlertid mere i vente.

Katastrofen 11.-12. oktober 1634 var så voldsom, at den er blevet kaldt »Den anden store manddrukning«. Vandet steg til en højde, som ingen troede mulig, helt ind i Ribe domkirke trængte det, og Mandø over skylledes, så kun toppen af sandklitterne ragede op over det frådende hav. I flere af egnens landsbyer siges stormfloden at have knust hvert eneste hus, således i Mjolden, hvor 57 mennesker omkom, og i Misthusum, hvor tabet var 44; sidstnævnte by fik her et knæk, som den ikke siden forvandt. I hele området mellem Ribe og Tønder skal 600 mennesker have mistet livet, men langt værre så det ud sydpå. Hårdest gik det ud over Nordstrand, den sydligste i rækken af vadehavsøer mellem Skallingen og Ejdersted; godt 1300 huse siges at være ødelagt her og omkring 6000 mennesker - to tredjedele af øens befolkning - skal være omkommet, mens tabet af kreaturer sættes til ca 50.000. Krønikeskriveren Peter Sax, der boede i Ejdersted, overværede selv begivenheden. Fra hans hånd har vi følgende beretning: (Fig. 3, fig. 4)

»Klokken syv vendte Herren vinden til sydvest og lod det storme så stærkt, at næsten intet menneske kunne stå eller gå. Ved klokken otte og ni var alle diger sønderslagne, gennembrudte og omstyrtede, luften var fuld af ild, hele himmelen brændte, og Gud Herren lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæse så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig —«.

Julenat 1717 druknede i stormflod alene ved Ejdersted over 2000 mennesker, men det er også sidste gang, de virkelig store tabstal høres; digerne blev vel efterhånden bedre og alarmsystemet måske mere effektivt. Endnu i 1825 tog havet dog 75 mennesker på de små Halliger - en begivenhed, som er gået over i litteraturen gennem præsten J. C. Biematskis novelle »Die Hallig«. I 1850'erne blev Nordslesvig ramt af en isflod. Havet var på det tidspunkt frosset, og vandet tårnede isen op i en vældig barriere mellem byerne Abterp og Harres. Den blev liggende til ind i maj måned.

Heller ikke vort århundrede er helt gået ram forbi - 1923 druknede således nitten arbejdere, som var beskæftiget med digebyggeri ved Rejsby å - men de virkelig store katastrofer er vi blevet sparet for. Stormfloden 1953, som i Holland kostede 1800 mennesker livet, mens 600.000 måtte evakueres, kunne således knap nok mærkes i Danmark. 1962 var situationen alvorlig. Vandet steg til 4,5 meter over normalen, Rejsbydiget brød sammen et par steder, men skaden var trods alt ringe på vor side af grænsen. Anderledes på den anden side, hvor mere end 300 mennesker i Hamborg mistede livet, og 80.000 blev hjemløse. (Fig. 5, fig. 6)

Stormfloden forgangne januar er vel knap værd at nævne. I ældre tid ville den have været katastrofal.

Et landskab, som i den grad var udsat for elementernes hærgen, må nødvendigvis have ændret udseende, men hvordan? Det spørgsmål er i hvert fald for tidligere tiders vedkommende meget svært at svare på. De skriftlige kilder er sparsomme, og foreliggende kortmateriale lider, hvad nøjagtighed angår, af iøjnefaldende mangler. Caspar Danckwerth, som levede i 1600-årene, fortæller i sin Slesvig-Holstens-beskrivelse, at man på hans tid ved ebbe kunne udgrave store træer med velbevarede rødder i området mellem Rømø og Hviding, det var fra den store skov Apenholt, som nævnes ødelagt i stormfloden 1210. Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtaler 59 kirkesogne på Nordstrand, af disse er mere end 50 idag forsvundet. Øen kan i middelalderen antages at have haft en udstrækning på ca 20 x 27 km mod idag 7 x 10. 1447 gøres der i en ansøgning fra Slesvig Domkapitel til Konciliet i Basel opmærksom på, at »det salte hav har taget over 60 kirkesogne, der har indbragt over halvdelen af kapitlets indtægter«.

Fanø og Mandø blev 1396 delt vidt fra hinanden, siger de gamle kilder; navnlig Mandø skal ved den lejlighed være blevet katastrofalt formindsket - og værre blev det: tyve år senere forsvandt den sydlige del af øen. Allehelgensdag 1436 gik det ud over Sild, som mistede sognene Eidum og Rantum, og inde på den jyske halvø tog havet Andæflyth kirke sydvest for Tønder, nær den nuværende grænse. (Fig. 7)

De ældre Danmarkskort er alle så fortegnede, at de ikke danner brugbart grundlag for en vurdering af landskabsændringerne, først med Johannes Mejers arbejder nås en rimelig kvalitet. Mejer var, tidspunktet taget i betragtning, en udmærket kartograf, og da han var bosiddende i Husum og kendte egnen, hører netop hans Sønderjyllands-kort til det bedste, han har lavet. Den udstrækning, han har givet Vesterhavs-øerne, svarer antagelig til tiden lige før 1634-katastrofen (Den anden store manddrukning). Sammenstiller man - som på illustrationen næste side - hans vadehavskort med et moderne ditto, springer forskellen straks i øjnene; man ser tydeligt, hvad de senere stormfloder har kostet af land. Navnlig Nordstrand har tabt terræn, den er blevet stærkt formindsket og splittet op i mindre øer.

I det store værk om Slesvig-Holsten, som Mejer sammen med Caspar Danckwerth udsendte 1652, indtager omtalen af det tabte en ikke ringe plads. Mejer har, skriver Danckwerth, »flittigt besejlet hele området og altid haft gamle troværdige mænd med, der har vist ham hele egnen og udpeget stederne for de forsvundne byer og kirker«.

Navnlig de sidstnævnte har interesseret ham, han har registreret over hundrede og prøvet at fastslå deres plads. Eftertiden har betragtet dette arbejde som temmelig fantasifuldt, mange af de omtalte kirker er ikke nævnt andetsteds, og der findes ikke i nu eksisterende kildemateriale baggrund for placering af ret mange af dem. Her gør man dog vist Mejer uret. Bønderne, som på den tid beboede det så hårdt prøvede land, var jo efterkommere af dem, havet havde fordrevet, og de har utvivlsomt siddet inde med en viden, ingen andre har haft. Mejers folkemindeindsamling er i virkeligheden yderst værdifuld, når man tager den for, hvad den er, det vil sige undlader at stille urimelige krav til nøjagtighed. At i hvert fald ikke alt er galt, har senere fund og udgravninger omkring Nordstrand kunnet bekræfte; på Husum Museum kan således ses middelalderligt husgeråd fra Rungholt, et af de 28 sogne, Mejer angiver ødelagt på øen. (Fig. 8)

Af det tabte er en del blevet genvundet, nye marker har bredt sig, men meterhøjt over de gamle kulturlag. Hvad havet tog på få timer, giver det langsomt tilbage, men det er stadig parat til at tage gaven igen. Til alt held er vore dages diger højere og stærkere end tidligere tiders, og selv om mange er gamle og i dårlig tilstand, har katastrofer længe været undgået. Inddigningen af Brede å-lavningen og marsken nord derfor har imidlertid medført, at stormflodshøjden er tiltaget; det blev man klar over allerede i trediverne. Havets middelvandhøjde stiger også ganske langsomt (ca 27 cm pr århundrede), mens kystområderne tværtimod synker. Alt dette tilsammen har bevirket, at den kritiske tærskel er blevet lavere og sikkerheden dermed noget illusorisk.

En stormflodskommission, nedsat 1964, barslede 1975 med en betænkning; den konkluderer, at digerne fra grænsen til Esbjerg bør udbygges for at kunne betegnes som katastrofesikre. Man regner med en projekteringsperiode på mindst et år og dernæst en arbejdsperiode på ikke under tre år. Den omtalte udbygning kan altså tidligst være tilendebragt omkring 1980. Vælger man i stedet at bygge et fremskudt dige, kan tidspunktet meget vel blive yderligere udskudt.

Lad os håbe —.

Lit: Sønderjyllands Historie. Kbh. 1930-33. - Sønderjysk Månedsskrift 11. 1934. - Sønderjyske Årbøger 1939. - Caspar Danckwerth: Newe Landesbeschreibung Der Zwey Hertzogthümer Schleswich Und Holstein. Husum 1652.