Magtpolitik i yngre stenalder

De sorgløse forestillinger tog en brat ende omkring århundredskiftet, da »stridsøksefolket« dukkede op på den arkæologiske arena. Opdagelsen blev gjort gennem udgravning af nogle af de småhøje, som i stort tal ligger spredt over Jylland; de viste sig at indeholde stenalderfund af hidtil ukendt art – så forskellige fra jættestuefolkets, at de kun kunne forklares som resultat af en indvandring. Antagelsen bestyrkedes efterhånden, som man fik kronologien under kontrol og gennem fundene kunne følge nybyggerne på deres vej op gennem halvøen. Spørgsmålet var nu: hvad blev der af jættestuefolket? Blev det af indvandrerne drevet ud i havet, eller levede det videre, måske under trællekår?

I 1950’erne kompliceredes sagen yderligere gennem påvisningen af de jyske »stendyngegrave«, der er anlagt på flad mark, men har oldsager, som tydeligt sætter dem i bås med jættestuerne. To helt forskellige, men hver for sig yderst karakteristiske, gravtyper tilhørende samme folk! Hvordan skal det forstås, og hvordan kommer stridsøksefolket ind i billedet? I den snes år, der er forløbet, siden den nye gravform blev erkendt, er der undersøgt over 400 eksemplarer af den, uden at sagen af den grund er blevet væsentlig mindre gådefuld.

I Vroue sogn syd for Skive har Nationalmuseet for ikke længe siden afsluttet en årelang undersøgelse, som bringer os hele dette problemkompleks ind på livet. Stedet ligger nordligt på den store Karup hedeslette, i ly af bakkelandet, som dannedes af bræen under sidste istid. Denne egn har før gjort sig bemærket i arkæologien, nemlig gennem jættestuen ved Hagebrogård og den store højgruppe ved Koldkur-Mølgård, hvor stridsøksefolkets grave er undersøgt i betydeligt tal.

Den umiddelbare anledning, til at arbejdet kom igang, var to smukke flintøkser – den ene knap 35 cm lang – som gårdejer Niels Lundsgård, Vroue, havde fundet på sin mark. Der afdækkedes her en række stendyngegrave, men det blev ikke derved; på andre marker tilhørende gårdejerne Sven Trankjær, Niels Gregersen og Magnus Andersen dukkede tilsvarende anlæg op (Fig. 1, Fig. 2). Vi er lodsejerne stor tak skyldig for deres ovenud velvillige indstilling – ikke mindst familien Lundsgård, som husede os i de syv somre udgravningerne stod på.