Madens værksted
Gennem størstedelen af menneskehedens historie har køkkenet været et bål. Først under åben himmel, senere inde i huset med bålplads midt på gulvet og røgaftræk gennem et hul i taget. Skorstenen, den murede aftrækskanal, som førerrøgen væk fra ildstedet og ud i det fri, kendes fra middelalderen, men først i løbet af 1700-tallet fik alle dele af den danske befolkning part i dette gode. Skorstenen ændrede dog ikke ved selve varmekilden, den var fortsat bålet, men nu anlagt på en ildbænk, der var muret op i bunden af det brede skorstensrum. Først med komfuret blev ilden lukket inde og tæmmet.
Af Else-Marie Boyhus
Kogekarrets udvikling hænger nøje sammen med ildstedets. I 6000 år brugte man i Danmark gryder af ler. Ældst er ertebølletidens spidsbundede lerkar, yngst de jydepotter, som helt frem til komfuralderen blev anvendt til mælkemad og øllebrød. Andre materialer har dog ind imellem gjort sig gældende. I vikingetiden således kar af norsk klæbersten – og fra dem stammer ordet »gryde«, der simpelthen betyder kar af sten. I 1200-tallet dukkede metalgryder op, støbt af kostbar kobber-tinlegering og bestemt ikke for småfolk. Leret var stadig det almindelige, men i 1700-årene kom der billige gryder af jern, og de slog an. Alle andre materialer blev efterhånden udkonkurreret. (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 1975:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Forlystelsesliv
Jyske snaphaner
Underjordiske dysser
Stifterinden
