Må ikke berøres

Arkæologiens udøvere vil nikke genkendende til følgende lille scene, der har udspillet sig på mangfoldige udgravninger rundt om i landet: En flok besøgende vises rundt. Man har kigget ned i hullerne til de flittige udgravere, konstateret, at »det må være et tålmodighedsarbejde«, og er nu kommet til fundene, som ligger pæne og nummererede i deres små æsker med vedlagt mærkeseddel. En gæst rækker interesseret hånden frem for at tage en af tingene og se nærmere på den, men standses brat af den vagtsomme arkæolog og trækker sig fornærmet tilbage. Hvad i alverden skulle det kunne gøre?

Af Hans Lange

Åh jo. Genstande, der har ligget i jorden i årtusinder, er ikke – eller i hvert fald sjældent – hvad de har været. Fremdraget med professionel forsigtighed kan de se hele og stærke ud, men en uforsigtig finger kan få dem til at falde i småstykker, ja måske ligefrem forvandles til støv. Fra udgravningen vandrer fundene til museets laboratorium, og her er det konservatorens opgave at få dem gjort nogenlunde modstandsdygtige, så at de kan tåle kommende undersøgelser og senere mangeårig udstilling. Konservatorens arbejde ligner på sin vis udgraverens, men det foregår mere i det skjulte. Lad os til afveksling prøve at følge tingene i det dunkle tidsrum, fra de forlader udgravningen, til de færdigbehandlede lægges i udstillingsmontren. Samtidig kan vi få lejlighed til at glæde os over et af sidste års udmærkede fund. (Fig. 1)

Udgave: Skalk 1970:1 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.