Må ikke berøres

Åh jo. Genstande, der har ligget i jorden i årtusinder, er ikke - eller i hvert fald sjældent - hvad de har været. Fremdraget med professionel forsigtighed kan de se hele og stærke ud, men en uforsigtig finger kan få dem til at falde i småstykker, ja måske ligefrem forvandles til støv. Fra udgravningen vandrer fundene til museets laboratorium, og her er det konservatorens opgave at få dem gjort nogenlunde modstandsdygtige, så at de kan tåle kommende undersøgelser og senere mangeårig udstilling. Konservatorens arbejde ligner på sin vis udgraverens, men det foregår mere i det skjulte. Lad os til afveksling prøve at følge tingene i det dunkle tidsrum, fra de forlader udgravningen, til de færdigbehandlede lægges i udstillingsmontren. Samtidig kan vi få lejlighed til at glæde os over et af sidste års udmærkede fund. (Fig. 1)

Gennem nogle år har Forhistorisk Museum, Århus, repræsenteret ved H. Hellmuth Andersen, lejlighedsvis foretaget udgravninger på en vikingetidsgravplads ved Hesselbjerg sydøst for Odder. Findestedet er et langstrakt bakkedrag, som ejes af gårdejer Lykke Hesselbjerg og hans nabo Eivin Pedersen. Det er endnu ikke færdigundersøgt, og om pladsens størrelse og udstrækning er det for tidligt at udtale sig; dog ser det ud til, at grænsen mod syd er nået. Gravene er arrangeret i lange rækker med de vigtigste på bakkens top. De indeholder ret ofte velbevarede skeletter, men udstyrsmæssigt er der en påfaldende forskel mellem gravene i syd, der er særdeles fattige, og dem mod nord, der har leveret udmærkede fund. Da de fattige sydgrave vistnok er de yngste, og da pladsen ikke synes at strække sig meget længere i denne retning, er det nærliggende at søge forklaringen i religionsskiftet; de kristnes tro bød dem at forsage denne verdens herlighed og tant, mens hedningene ikke var tynget af sådanne regler, hvilket - set med arkæologiske øjne - gør dem betydeligt mere spændende. Det er først i 1969, man er nået frem til den righoldige, og altså formentlig ældre, del af pladsen, hvis glimrende indhold vi nu skal stifte bekendtskab med, idet vi dog vil indskrænke os til at omtale fem genstande, der må betegnes som fundets vigtigste.

De fem »pragtstykker«, som i løbet af efteråret har været behandlet på Forhistorisk Museums konserveringsanstalt, er følgende: To trekløverformede brystsmykker med nåle på bagsiden, et rundt smykke, ligeledes med nål på bagsiden, et bæltespænde af samme konstruktion som dem, vi stadig bruger i vore bukseremme og en rund, gennembrudt bronzeplade, som måske kan være håndtaget til en nøgle. Bevaringstilstanden var forskellig, men overalt så man ujævne, omdannede overflader efter det mangeårige ophold i jorden. Et af stykkerne - nøglen - var så skrøbeligt, at udgraverne havde valgt at skære en jordblok ud omkring det og lade den følge med til museet. (Fig. 2)

Metaller, der er forarbejdet til genstande, er afiltet og renset under høje temperaturer; de er med andre ord kunstprodukter, og den nedbrydning, som før eller siden indtræffer, er i virkeligheden en søgen tilbage til den tilstand, de havde i naturen. For konservatoren er problemet at standse den igangværende ødelæggelsesproces, der ofte har taget yderligere fart på grund af den pludselige ændring i livsbetingelserne, som udgravningen har forårsaget. Under stabiliseringsprocessen er der flere hensyn at tage: Genstanden skal gøres så præsentabel som muligt med henblik på kommende udstilling, og den skal afleveres i en sådan tilstand, at den kan studeres af forskerne. De to krav er ikke altid lette at forene. En række metoder ville få genstanden til at frem- træde smukkere, men ødelægge videnskabeligt vigtige enkeltheder, mens - omvendt - andre metoder, som kunne give vigtige oplysninger om de gamle håndværks teknik, ville efterlade stykkerne i en sørgelig forfatning. (Fig. 3, fig. 4)

Nedbrydningsprocessen er principielt den samme for alle metaller, men den foregår ikke med samme hast. Mest modstandsdygtige er de metaller, som kaldes »ædle«; til gengæld har de en tilbøjelighed til at fremskynde processerne i de mindre ædle, når der er direkte kontakt metallerne imellem. Behandlingsmæssigt må vi dele vore genstande i to grupper: dem, der alene består af bronze, og dem, hvor en bronzekerne er overtrukket med metaller af anden art. Til den første gruppe – de rene bronzesager - hører det ene trekløversmykke og »nøglen«. Trekløveret viste sig alene ved sin vægt at indeholde en god metalkerne, men et par afskalninger afslørede, at overfladen var stærkt forvitret. At fjerne forvitringen med kemiske eller elektrolytiske metoder ville være det samme som at fjerne ornamentikken, så det blev opgivet på forhånd. Vi valgte følgende fremgangsmåde: Smykket blev, så godt det lod sig gøre, renset for sandskorn og andre urenheder i ganske små partier ad gangen, og samtidig blev overfladen sikret mod yderligere afskalning med en speciel metallak. Efter således at være bragt i præsentabel stand blev genstanden behandlet med en stabiliserende vædske og yderligere lakbehandlet - alt under vacuum for at gøre virkningen så dybtgående som mulig. De små partier af overfladen, som var gået tabt, blev - efter at genstanden først var tegnet og fotograferet - erstattet med et fyldstof, så at smykket nu fremtræder helt og uskadt. En sådan »tildigtning« kan forekomme betænkelig, men må i det foreliggende tilfælde anses for forsvarlig, idet de tre fliges ornamentik er fuldstændig ens, så at der ikke hersker tvivl om udseendet af det manglende. - Det andet stykke - det vi for nemheds skyld kalder nøglen - blev behandlet på samme måde som trekløverspændet, men det var, som allerede nævnt, i en yderst slet forfatning, og der var overhovedet ingen metalkerne tilbage. Ydermere var det i mange små stykker, der måtte limes sammen.

De tre resterende stykker - det andet trekløversmykke, det runde smykke og bæltespændet - havde alle metalbelægning. Allerede under udgravningen i marken var man klar over, at det runde smykke var forgyldt på forsiden, men at trekløversmykket også var det, blev først opdaget senere. Samtidig afdækkedes på begge smykkers bagside samt på bæltespændet spor af et hvidligt overtræk, der ved nærmere undersøgelse viste sig at være tin. Det var guldet, der gav de største problemer. Mens det på det runde smykke lå godt og fast, var det løst og afslidt over store partier af det trefligede. Det løse bladguld måtte først hæftes med fortyndet metallim, som blev sprøjtet ind under flagerne, hvorefter de grønne, skæmmende kobberudskillelser kunne fjernes forsigtigt med pensel dyppet i en opløsende vædske. Først da det var gjort, var tiden inde til den egentlige behandling - den samme, som blev anvendt ved de rene bronzesager - imprægnering og lakering under vacuum.

Jernnålene på smykkernes bagside fik en særlig voksbehandling efter først at være renset for alle løstsiddende rustskaller. Omkring nålene sad - bevaret af rusten - rester af den dødes tøj, som smykkerne har været fæstet i; de blev pillet af i så store flager som muligt og uden større omstændigheder henlagt til senere studium. Her har vi altså et eksempel på naturens egen konserveringsteknik.

De fem Hesselbjergfund er hermed færdige, klar til studium og udstilling, men lad os ikke i glæden derover glemme fremtiden. Nok er ødelæggelsesprocessen standset, men bitre erfaringer viser, at den under visse omstændigheder kan gå igang igen, så må stykkerne omkonserveres, og for den, der til sin tid skal udføre dette arbejde - måske med nye og bedre metoder til sin rådighed - er det af største betydning helt nøjagtigt at vide, hvilken teknik og hvilke kemikalier der i første omgang blev brugt. Mangen konservator, der har skullet redde gamle museumsgenstande fra undergang, har måttet udføre hele detektivarbejder for at rede trådene i den tidligere behandling ud, og det er en oplevelse, som man gerne vil spare sine efterkommere for. Tegning, fotografering og udarbejdelse af en skriftlig rapport er derfor et betydningsfuldt led i konserveringsarbejdet, der på den måde får endnu mere lighed med selve udgravningsprocessen.

Men nu forstår De måske, hvorfor udgravere ikke så gerne lader gæster røre ved deres fund. (Fig. 5)