Lyset
Det lidt grove og klodsede lys på billedet er omkring ved 1000 år gammelt. Det har lyst for vikingerne, men Nationalmuseet, i hvis besiddelse det nu er, ville aldrig tillade, at man tændte det igen, sådan som vor julestemte tegner her har tilladt sig at gøre det. Det blev fundet 1868 i Mammen nær Viborg; findestedet var en stor oldtidshøj, der viste sig at dække over et trækammer med et gravfund, som hører til vor vikingetids berømteste. Lyset, der er knapt 60 cm højt og altså på størrelse med et alterlys, fandtes ikke i selve gravstuen, men oven på dens tag, hvor også to træspande og en bronzespand var henstillet.
Af Harald Andersen
Det er rimeligt at tro, at både lys og spande på en eller anden måde har gjort tjeneste ved begravelsen, og det stemmer godt hermed, at lyset åbenbart har brændt, men kun en kort tid. Ved to andre af vikingetidens berømte og uhyre sjældne kammergrave er der fundet vokslys, så Mammenlyset er altså ikke et særtilfælde, men udtryk for en indarbejdet skik. Om dennes art kan man kun gisne, men måden, lysene er efterladt på, lader ane, at de har tjent andet formål end bare at lyse op. Forklaringen skal snarere søges i gravskikkenes mystisk-religiøse afdeling, hvilket ikke gør det lettere at komme den på nærmere hold.
I eventyrsagaen om Nornegest er hovedpersonens skæbne knyttet til et lys. Det er spået ham, at når det er brændt ned, vil også hans liv være til ende - en forudsigelse, der snildt vendes til det bedste, så at den ikke forkorter, men tvært imod forlænger heltens liv. Lyset som livssymbol møder vi også i to store lys, som i gamle dage smykkede julens bord. De var fremstillet til lejligheden under anvendelse af særlig omhu, og af måden, de brændte på, tog man varsel om husbond og madmors liv (eller mulige død) i det kommende år.
Ved den nyfødtes vugge og ved den dødes båre brændte man lys. Igen melder tanken om »livslyset« sig, men den egentlige opgave for disse lys har dog nok været at holde onde magter borte fra den udøbte og fra den, hvis ånd var løsgjort fra legemet uden endnu at have fundet sit blivende sted. Lyset og kristendommen hører nemlig nøje sammen; på et meget tidligt tidspunkt fandt de hinanden, og utænkeligt er det ikke, at det kan være de kristnes vokslys, vi møder ved vikingetidens kammergrave, skønt disse i hele deres indretning er hedenske. Vikingetiden er jo trosskiftets tid, og de to religioner har ikke kunnet undgå at smitte af på hinanden - dog vel ofte sådan, at låneren har opfattet det lånte på sin egen facon. I sagaerne nævnes voks som et anerkendt middel mod gengangeri. Vokslysene i gravhøjene kan være anbragt for at binde de døde, der jo for alle parters skyld helst skulle blive, hvor de var.
Fig. 1: ingen billedtekst
