Lykken kan ligge i en pind

Hvor, hvorfor og hvordan spindekunsten er opstået, har der været gisnet meget om, uden at man af den grund har fundet noget svar. Spindematerialer har der naturligvis altid været, og de var forskellige forskellige steder i verden. Jeg forestiller mig, at mennesket kom til med sin drejesyge – drejede og snoede, som det faldt lettest, det vil sige efter materialets natur: »Det føjer sig«, siger man glad og glemmer, at det er en selv, der kommer det i møde. Sådan kan tråden være opstået og dermed grunden til kulturen lagt.

Af Lise Warburg

Man kan måske også sige, at det var planterne selv, der opfandt spindingen, for når de tørrer, snor taverne sig helt uden menneskelig hjælp. Hør og ramie drejer sig da »med solen«, hamp og jute imod. Man har med stor undren konstateret, at spinderetningen i oldtidens tekstiler altid er en understøtning af fibrenes egen tendens. Herved fik man en tråd, der villigt holdt sin snoning – ja som endda snoede sig lidt fastere, hver gang den havde været våd.

Hørrens taver er fra 80 til 125 cm lange, hampens fra ½ til 10 meter. Ulden er fra 2 til 60 cm, mens silkeormens tråd kan opnå en længde af næsten en kilometer. Bomuldens frøhår er ganske korte, nemlig fra 1½ mm til 6 cm. Alle disse spindeemner, samt adskilligt flere, som vi ikke mere bruger, har været kendt i oldtiden. Hørren blev dyrket industrielt i Babylon og Ægypten for 5000 år siden, og på samme tid vandt man silke i Kina. Det er klart, at så forskelligartede fibre må spindes på forskellig måde, hvis de alle skal blive til brugbart garn.

Man kan spinde med fingrene alene, men det har næppe varet længe, før man fandt på at bruge hjælpemidler. Et af de enkleste er »snokrogen«, en pind med en kort sidegren, der som en hage stikkes ind i fiberbundtet og drejes rundt. Når et passende stykke tråd er snoet, vikles det om pinden, og spindingen kan fortsætte. Det er en betingelse, for at snokrogen kan bruges, at spindematerialet har længde, så krogen kan få fat, og styrke, så at det kan holde til trækket. Udtrækningen får fibrene til at lægge sig parallelt. Garnet bliver massivt, glat og uelastisk. Sådant garn kaldes kamgarn.

Et andet lige så enkelt redskab er »spindepinden«, der er glat og for enden let afrundet. Spindematerialet vikles om pinden, der drejes med hånden, så at det lægger sig i spiral helt ud til spidsen. Ved fortsat drejning smutter en vinding af, hvorved der dannes en snoning, derefter endnu en osv. i hastig rækkefølge. (Fig. 1). Også denne spinding må med mellemrum afbrydes og garnet vikles om pinden. Spindematerialet behøver ingen særlig styrke eller længde, da der ikke skal trækkes i det som med krogen, men det letter arbejdet, hvis det i forvejen er ordnet i en lang strimmel eller »væge«. I garn, der er spundet på denne måde, ligger fibrene ikke fuldstændig parallelt, men uregelmæssigt og med luftlommer imellem, hvilket gør det porøst og af stor elasticitet. Det kaldes kartegarn.

(Fig. 2).