Lommelygtearkæologi

Under Peter Seebergs ledelse blev kammerets omrids blotlagt, og nu kom øjeblikket, hvor jorden gav efter, og et hulrum åbnede sig under en af de store dæksten. Når dette læses, vil udgravningen af kammeret antagelig være afsluttet og dens resultat kendt fra presse, radio og fjernsyn. Allerede nu foreligger der billeder, som er langt sikrere og mere oplysende end ovenstående, men skitsen, som tegneren Jan Starup fremstillede liggende på maven i novemberkulden, har, alle sine mangler til trods, alligevel sin særlige, ufordærvede charme, fordi den viser kammeret, før det blev inficeret af nutidigt besøg.

Hvad så man da i stavlygtens spillende lysplet fra kighullet mellem stenene? Et langstrakt, meterhøjt kammer med vægge og loft af sten. Den forreste del synes tom, men længst henne, hvor rummet vider sig ud, er gulvet dækket af mærkelige, hvidgrå formationer, mellem hvilke man aner formerne af menneskeskabte ting - vistnok træsager. Afstanden er for stor, og det hvide stof slører billedet, så at intet kan genkendes med sikkerhed, men man gribes af en svimmel opstemthed og indlader sig på forvovne gætterier, som man dog straks, med tillært forsigtighed, tilbagekalder og forsyner med passende forbehold. Et bæger af bark er man nogenlunde enige om. Et skæftet flintspyd tages under overvejelse.

I de dage, der er gået, siden dette blev oplevet, er kammeret blevet åbnet. Udgravningen er igang og forventningerne ikke gjort til skamme. Et par spande eller bægre af bark, et stort træfad, nogle ravperler er, hvad der foreløbig er fundet oven på gulvets træbelægning. Det hvidlige stof, hvad det så er, besværliggør arbejdet, men man bør ikke vredes for meget på det, da det antagelig er det, som har bevaret træsagerne, der er helt enestående - de første, som er fremdraget af et dansk stenaldergravkammer.

Om det endelige resultat af denne opsigtsvækkende udgravning vil - håber vi - Poul Kjærum fortælle i et senere nummer. Lad denne korte meddelelse være helliget oplevelsen, det friske møde med stenalderen.