Løngange – eller hvad?

Fra tid til anden er der i omegnen af Frederikshavn blevet fundet flere små klynger af stensatte kældre eller jordhuse, som de også er blevet kaldt, der alle stammer fra tiden omkring Kristi fødsel. En gruppe er fundet ved Donbæk et par kilometer sydvest for Frederikshavn, en anden ved Bækmoien, lige så langt vest for byen, og endelig dukkede der i 1956 en gruppe op midtvejs mellem de to, på Løgten mark lige ud til Gærumvejen. Den faldt det i min lod at udgrave for Forhistorisk Museum sidste sommer.

Af Poul Kjærum

Disse kældre, der kun kendes fra denne egn af landet, består af et eller flere kamre med en dybde på indtil 1,5 meter. Deres vægge er sat af sten, store i bunden, mindre i de øvre skifter, og gulvene er ofte brolagte. En stor del af dem har to åbninger, der begge munder ud i lange gange.

Da man ved århundredskiftet havde lært denne slags anlæg at kende gennem udgravninger på Donbækpladsen, forledtes man af de to åbninger med tilhørende gange til at tolke dem som løngange eller jordhuse i lighed med dem, der er omtalt i de islandske sagaer. Valtyr Gudmundsson beskriver dem på følgende måde:

"Jordhuset ... var dels en hemmelig, underjordisk Kælder, som benyttedes til deri at skjule Venner og Nærpaarørende for fjendtlige Efterstræbelser ... dels en underjordisk Løngang, som stod i Forbindelse med et af Beboelseshusene og var bestemt for Husbonden, for at han i Tilfælde af pludseligt Overfald, særlig ved Nattetid, derigennem kunne slippe ud, naar alle andre Udgange var spærret af hans Fjender. Hyppigst udmundede denne Løngang med den ene Ende i Skaalen, og da i Heglen ... under selve Sengen".

Denne formodning blev yderligere bestyrket, da man under udgravningerne i Bækmoien i 30'erne fandt en sådan kælder, hvis gang havde tilslutning til husvæggen i et samtidigt hus.

De nye undersøgelser på Løgten mark synes imidlertid at afkræfte teorien. Inden for et lille område, ikke mere end ca. 50 x 30 m stort, fandtes der seks kælderanlæg. De fire af dem lå på en lille halvø, der mod nord afgrænsedes af et åløb, mod øst og syd af en lille sø, begge dele dog udtørret i løbet af middelalderen. De resterende to fandtes på en flad terrasse lige vest for halvøen.

Placeringen af anlæggene synes formålsbestemt, idet der gør sig en klar forskel gældende mellem de tre, der ligger på det flade land, og de tre andre, der er placeret på selve skråningen ned mod åen (fig. 1).

Billede

Fig. 1. Luftbillede fra nordvest. I baggrunden Kattegat, i forgrunden åen. Søen har ligget i sænkningen bag halvøen med kældrene. Det gamle åleje, i forgrunden, har fulgt halvøens fod.

De tre førstnævnte har det fællestræk, at de kun har én gang, men i øvrigt varierer kammerform og plan fra anlæg til anlæg. Kammeret i én er nærmest cirkulært, i en anden er det nyreformet, og endelig i den tredje er det ovalt. Det største af kamrene er 3 x 1,5 m, de andre en smule mindre. For gangenes vedkommende gælder det, at de ikke fører ret mod selve åbningen i kammeret, men enten krummer sig eller er bygget vinkelret på en smal passage ind til selve kammeret, hvorved de beskytter indgangen for vejrlig såvel som for fjender.

I modsætning til disse tre står de resterende, der foruden én eller to indgange, der i bløde kurver eller med skarpe knæk fører fra næssets højere liggende del ned til det lavereliggende kammer, alle har en stensat afløbsrende, der udmunder i det gamle åløb. Også deres udformning er yderst forskelligartet. Den vestligste af dem har således et langstrakt, næsten rektangulært, stensat kammer, gennem hvis midte der løber en vandrende, som udmunder i en kun ca. 30 cm bred, stensat kanal, der fører ud i åløbet. Den østligste har et nærmest spidsovalt kammer, hvortil der er adgang gennem en lang, krummet gang. Dens afløb har været mod nord, men var ødelagt før undersøgelsen. Endelig er den tredje kælder på åbredden af en mere kompliceret art, som det fremgår af tegningen på modstående side (fig. 2).

Billede

Fig. 2. De to kældertyper fotografisk gengivet. Det klare vand øverst på billedet til højre illustrerer træffende afløbsrendens funktion.

Anlæggene i denne sidstnævnte gruppe svarer til dem, der blev udgravet i Donbæk, og det var den fejlagtige tydning af vandrenden som en udgang, der førte til, at de blev tolket som løngange.

At sætte en anden tolkning i stedet for kan derimod være vanskeligt nok, ligesom det er svært at få rigtigt hold på, hvorledes kældrene oprindelig har set ud og været konstrueret.

Spredte stumper af lerklining nederst i fylden nær bunden tyder dog på, at væggene har været beklasket med ler, og nogle helt mørnede træstokke i bunden af et par af dem viser, at i hvert fald kamrene har været dækket af et tag. Huller efter stolper mangler imidlertid totalt, og der er heller ingen andre vidnesbyrd om, hvordan taget har været båret, eller hvilken form det har haft. Fladt har det dog næppe været, det er kældrene ikke dybe nok til, og ved udgravning af en kælder, der blev fundet i Bækmoien i 1956, fandtes en del lerkar stående langs overkanten af de stensatte kældervægge, hvilket lader formode, at kanten har gjort tjeneste som en slags hylde (fig. 3).

Billede

Fig. 3. Det største og mest komplicerede af de seks kælderanlæg.
Det 13 m lange kælderanlæg har tre sammenbyggede kamre, der er forbundet ved smalle passager. Det ene kammer (det største) er halvt brolagt, mens de andre blot har den naturlige sandgrund som gulv. To stensatte gange (fra oven og fra venstre på tegningen) fører ned i kamrene. Deres bund skråner som en rampe fra den naturlige overflade ned til bunden af kælderrummene. En stensat kanal udgår fra det midterste og dybeste kælderrum. Dens bund skråner jævnt ned mod åløbet, hvor den udmunder. Dens sider er i hele kanalens længde stensat i højde med de øverste skifter i kældervæggen.

Hvad inventaret i øvrigt angår, består det hovedsagelig af lerkarskår fra store, grove forrådskar, hvortil kommer en hel del knusesten, løbere til skubbekværne, og i et par tilfælde brudstykker af vævevægte og ildbukke. Oldsagerne skiller sig således ikke ud fra, hvad der forekommer på de samtidige bopladser. Der mangler dog et væsentligt tilbehør til et beboelseshus, nemlig ildstederne. De kendes hidtil ikke fra selve kælderrummene, men på Løgten mark fandtes bålpladser ud for et par af dem. De kan tilhøre bebyggelsen og gør det sikkert, men der er dog ikke fundet beviser for det.

Skal vi da endelig forsøge at udrede, hvilket formål disse kældre har haft, kan det straks siges, at vandrenderne i hvert fald synes at udelukke teorien om, at de har været løngange. Den forskelligartede udformning og placering af kældrene på Løgten mark synes at vise, at de har haft forskelligt formål. På grundlag af deres inventar og placering hælder jeg til den anskuelse, at de, der ligger på det tørre land, har tjent til beboelse, formodentlig dog kun sæsonbestemt, mens de resterende har været forrådsrum. Under udgravningen blev der af besøgende og fagfæller, der besøgte stedet, rettet mange indvendinger mod denne tolkning. Størstedelen af dem var dog begrundet i rummenes ringe størrelse og gangenes ofte indviklede forløb. Hertil kan bemærkes, at hvor et hus hovedsagelig gør tjeneste som soverum og beskyttelse mod vejrliget, behøver det ikke at være større. Markedsboder fra middelalder og nyere tid var ofte ikke mere end knapt 2 x 2 m og har dog tjent som handelsbod og samtidig til husly for den handlende, og i England kendes stenbyggede huse fra samme tid som kældrene, hvis størrelse ikke overstiger disses; de har i øvrigt den samme, lidt krumme gang eller en mur som beskyttelse af indgangen.

For at tolkningen kan virke overbevisende og blive mere detailleret, må nye indicier søges; bl.a. vil vi gerne vide, hvad folkene på pladsen foretog sig under de eventuelle sæsonbesøg. Var det fiskere, der fangede laks i åen eller gik på fiskeri fra kysten, der kun ligger en lille kilometer væk, eller var det andre ting, der trak dem til Frederikshavnområdet? Endnu ved vi det ikke, men måske vil svaret komme allerede dette år, for der er fundet en ny samling kældre ca. 100 m fra de her beskrevne på Løgten mark. Dem har Forhistorisk Museum planlagt at udgrave i eftersommeren.