Løngange – eller hvad?

Disse kældre, der kun kendes fra denne egn af landet, består af et eller flere kamre med en dybde på indtil 1,5 meter. Deres vægge er sat af sten, store i bunden, mindre i de øvre skifter, og gulvene er ofte brolagte. En stor del af dem har to åbninger, der begge munder ud i lange gange.

Da man ved århundredskiftet havde lært denne slags anlæg at kende gennem udgravninger på Donbækpladsen, forledtes man af de to åbninger med tilhørende gange til at tolke dem som løngange eller jordhuse i lighed med dem, der er omtalt i de islandske sagaer. Valtyr Gudmundsson beskriver dem på følgende måde:

“Jordhuset … var dels en hemmelig, underjordisk Kælder, som benyttedes til deri at skjule Venner og Nærpaarørende for fjendtlige Efterstræbelser … dels en underjordisk Løngang, som stod i Forbindelse med et af Beboelseshusene og var bestemt for Husbonden, for at han i Tilfælde af pludseligt Overfald, særlig ved Nattetid, derigennem kunne slippe ud, naar alle andre Udgange var spærret af hans Fjender. Hyppigst udmundede denne Løngang med den ene Ende i Skaalen, og da i Heglen … under selve Sengen”.

Denne formodning blev yderligere bestyrket, da man under udgravningerne i Bækmoien i 30’erne fandt en sådan kælder, hvis gang havde tilslutning til husvæggen i et samtidigt hus.

De nye undersøgelser på Løgten mark synes imidlertid at afkræfte teorien. Inden for et lille område, ikke mere end ca. 50 x 30 m stort, fandtes der seks kælderanlæg. De fire af dem lå på en lille halvø, der mod nord afgrænsedes af et åløb, mod øst og syd af en lille sø, begge dele dog udtørret i løbet af middelalderen. De resterende to fandtes på en flad terrasse lige vest for halvøen.

Placeringen af anlæggene synes formålsbestemt, idet der gør sig en klar forskel gældende mellem de tre, der ligger på det flade land, og de tre andre, der er placeret på selve skråningen ned mod åen (fig. 1).