
Løb
Vort billede af oldtiden lider under en alvorlig skævhed, som skyldes de forhistoriske materialers forskellige grad af forgængelighed. Nogle stoffer kan holde sig næsten i det uendelige, andre går til grunde efter få års ophold i jorden. Af flintøkser er der fundet titusinder, men til hver eneste har hørt et skaft, og af dem er der kun bevaret nogle ganske få. Oldtidens lerkar kender vi ud og ind, men beholdere af andre materialer, for eksempel træ, kan for den sags skyld have været lige så almindelige (fig. 1).
Af Jens N. Nielsen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

På den thylandske Nørhå-boplads, kendt for sine kæmpemæssige lerkar (se Skalk 1971:6 og 1972: 5), fremkom sidste sommer rester af halmkurve fremstillet i den teknik, der kaldes løbbinding – og her er et typisk eksempel på noget, som kan have præget oldtiden, uden at vi nu ved ret meget om det. Vort kendskab til stråarbejderne skriver sig hovedsagelig fra nyere tid. Endnu kan man i hjem med smag for gammel kultur se disse kurve eller vaser, hvis primitive materiale danner en pudsig kontrast til den ofte meget elegante form. For nogle generationer siden var løbbinding en udbredt hjemmeindustri, navnlig i jyske hede egne, og stråkurvene indtog deres naturlige plads i landbohjemmene side om side med jydepotterne. Hvor længe denne tilstand har bestået, ved vi ikke, men der er i hvert fald beviser for, at løbbindingen er meget gammel, måske lige så gammel som pottemagerkunsten.
Første gang, metoden giver sig til kende, er i Orienten for omkring 7000 år siden. Lidt nærmere og en del yngre er fundene fra de mellemeuropæiske pælebyer, ca. 2500 før Kristus. De ældste nordiske fund er det omtalte fra Nørhå samt et par andre i samme nabolag (Ginderup, Hurup); de stammer alle fra den romerske jernalder, tiden kort efter Kristi fødsel. I øvrigt skal vi frem til vikingetid for at træffe løbbinding i Norden. Fund forekommer fra Hedeby og fra det norske Oseberg.
Når netop Thy har været så gavmild på dette felt, skyldes det bevarende kvaliteter ved de for egnen karakteristiske kolossal-bopladser (så mægtige er de, at man har dristet sig til at bruge ordet byhøje). Det nye fund er det til dato rigeste, med hele tre kurve, af hvilke dog kun bundene er bevaret. De stod i vestenden af et hus mellem alskens husgeråd. Det skrøbelige materiale blev – udskåret i jordblok – ført til museet, hvor den videre udgravning kunne foregå uden at generes af vind og vejr.
En af kurvene er sandsynligvis faldet ned fra en hylde under den brand, som har ødelagt huset. Kurv 2 og 3 derimod har stået på jorden, og vi kan se, hvad der var i dem, da ilden udbrød. Kurv 2 indeholdt en trækam, endnu en trægenstand (ubestemmelig) og seks runde sten med mere eller mindre tydelige slidflader. I kurv 3 var der ligeledes en trækam og seks sten, men to ubestemmelige trægenstande og desforuden en knogle, endnu en bengenstand samt en jernøkse; den sidste lå dog ud over kurvens kant, og det er ikke givet, at den hører med til indholdet (fig. 2).
Udgave: Skalk 1973:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
