Livet på Fyrkat

De fire borge har naturligt nok vakt megen diskussion - navnlig om borghusenes udseende har bølgerne gået højt - men mulighederne for at komme videre i forståelsen af anlæggene ligger ikke blot på det teoretiske plan. I marken såvel som på museet er der stadig nyt at hente. Inden for de seneste år har der været arbejdet med fundene fra Fyrkat; det er dem, vi nu skal se på, og det vil vise sig, at de har ikke så lidt at fortælle om livet på den østjyske vikingeborg.

Fra byudgravninger, for eksempel i Århus, ved vi, at vikingetidens renovationsvæsen lod meget tilbage at ønske. Affaldet blev uden smålighed henkastet i gaderne, hvor det hastigt hobede sig op; overalt fandt man gruber og stinkende kuler med befolkningens efterladenskaber. Anderledes på Fyrkat. Selv når man tager borgens korte brugstid i betragtning, er det påfaldende, så få fund der er gjort inden for selve borgområdet, og affaldskulerne mangler helt. Det er tydeligt, at alt affald er bragt bort, og noget af det har man da også fundet i sumpen syd for borgen. Hvad der blev tilbage - og noget blev der dog - var småting af den slags, som let forsvinder i mørke kroge.

Orden og systematik møder vi allerede i selve anlæggets strenge regelmæssighed - også den står i skærende modsætning til de civile byers hyggelige roderi - men de landmålere, som udstak vold og huse på næsset i Onsild Ådal, gjorde dog kun begyndelsen, og egentlig fortæller det mere om tidens stramme militærvæsen, at alle senere tilføjede småhuse og arbejdsgruber er nøje indpasset i den éngang lagte plan. At det har været muligt at dressere en hoben rå krigskarle med dårlige vaner hjemme fra til relativ renlighed, vidner dog mere end noget andet om faste hænder og gennemført mandstugt. Det er tydeligt, at man har haft et ordensreglement, og at det er blevet nøje overholdt. Her har rådet en jerndisciplin.

(Fig. 2).

Fyrkat er i hele sit væsen et sted for mænd, men ikke des mindre er der
blandt fundene en del, som må have tilhørt kvinder, og blandt gravene på gravpladsen uden for volden er der både kvinde- og børnegrave. Disse regimentets døtre og småfolk har dog givetvis været i mindretal. (Fig. 3). Måske har nogle få højtstående officerer haft egen bolig, hvor de har kunnet hengive sig til familielivets glæder, men det er udelukket, at de menige vikinger kan have haft sådanne goder; de har været indkvarteret mange sammen i store haller af kaserneagtigt præg. I nogle af disse haller, hvis længde er omkring 18 meter, er der fundet spor af brede vægbænke, brikse, som har givet tilstrækkelig soveplads for ca. 50 mand pr. hus, hvilket svarer nogenlunde til, hvad et krigsskib kunne rumme.

I en af de før omtalte kvindegrave er der fundet et stegespid, og hermed nærmer vi os en anden vigtig side af livet i borgen, nemlig forplejningen. Spiddet, der er knap en meter langt og med ring i den ene ende, har vel, når det ikke var i brug, hængt på en krog ved et af ildstederne. Disse, som er fundet i de fleste af husene, er rektangulære, af størrelse ca. 1,5 x 3 meter, og kan have indramning af sten eller træ; et enkelt er omsat med fine kalkstensbjælker, hvilket giver rummet en særstilling, måske har det været borgens gildeshal. (Fig. 4). Når der skulle tændes op, slog man fyrstålet (som også er fundet) hårdt mod en flintesten; herved fremkom en gnist, som kunne antænde et letfængeligt materiale. Hvordan maden har været, kan vi naturligvis ikke vide, men hvis kvaliteten har svaret til det anvendte køkkentøjs, har den været god. Tidens bedste kogekar, klæberstensgryder importeret fra Norge (se Skalk 1968:5), har i stor udstrækning været benyttet. Der er fundet godt 150 klæberstensskår fra mindst 35 forskellige kar, alle af vikingetidens rundbundede standardtype og ofte med et tværmål på 25-30 centimeter. Det ildfaste materiale gav en jævn fordeling af varmen, så at maden ikke nemt brændte på, og gik gryden i stykker, var den let at klinke med jerntråd - hvis man da ikke foretrak at skære sig tenvægte, vævevægte eller spillebrikker af de bløde, let forarbejdelige skår. Hjemmefabrikerede lerkar kunne ikke stå mål med disse idealgryder, men blev dog anvendt, om end, som det synes, i ringe mængde og vistnok mere til opbevaring end til madlavning. De er af grov lermasse og undertiden hastigt dekorerede. Der er fundet dele af små skæve skåle og af enkelte større kar, et af dem formet omtrent som klæberstensgryderne.

Føden har man antagelig købt eller rekvireret hos omegnens bønder, i hvert fald er der intet, som tyder på, at borgens besætning har befattet sig med landbrug. Men hvad lavede da disse mennesker, når de ikke spiste eller sov? Idræt og øvelser i våbenbrug har vel optaget en stor del af tiden; alt tyder jo på, at uddannelse til krigshåndværket var selve borgens bestemmelse. Naturligvis har man passet på sine våben, så man kan ikke vente at finde dem i større mængde, men i to af gravene var der økser, og en tredje, meget solid økse lå i nordporten, hvad den så har at gøre dér. (Fig. 5). I det lille hus uden for vestporten havde et spydblad forstukket sig, og et andet sted lige uden for ringvolden fandtes en pilespids; måske har den tilhørt en uheldig bueskytte, som prøvede at ramme et mærke på voldens træbeklædte yderside.

(Fig. 6)
(Fig. 7).
(Fig. 8).

Fundene viser, at forskellige former for håndværk er blevet udøvet i husene inden for ringvolden; der har således været hele to smedjer, hvad der vel egentlig ikke kan undre på et sted, hvor fremstilling og reparation af våben var af altafgørende betydning. Esserne var anlagt i gruber i jorden, og amboltene må have stået lige i nærheden, hvor der blev fundet en god del slaggeklumper, nogle endnu så jernholdige, at de kunne tiltrækkes af en magnet. Mellem fundene var halvdelen af en »avlsten« fra en blæsebælg, men den kan næppe have været benyttet ved de to fundne, nedgravede esser, der formentlig har haft indføring for blæsebælgsluften nede i selve gruben, snarere ved en af de mindre ildgruber, som også fandtes i smedehusene. Smedning var i vikingetiden et højtudviklet håndværk, og der kan have været mange tekniske årsager til at benytte esser af forskellig type. Det fremgår ikke direkte af fundene, hvad man har smedet, men det er som sagt nærliggende at tænke på våben, og fund af henved 150 hvæssesten - spredt over hele borgpladsen, men særligt talrige på værkstedspladserne - viser i hvert fald, at skarpe ægge var værdsat på Fyrkat. De små, slanke og glatte sten er af en letkendelig, finkornet skifer, som sandsynligvis er importeret fra Norge i store blokke og tilhugget på stedet, hvad de mange utildannede skifersplinter, som også er fundet, vidner om.

Lige så naturligt, det er at møde grovsmeden på Fyrkat, lige så overraskende virker det ved første øjekast at træffe hans kolleger guld- og sølvsmedene dér. Måske er det dog ikke så mærkeligt, når man betænker, at et hovedformål med vikingetogene var at komme i besiddelse af de nævnte metaller, som vel efter hjemkomsten måtte behandles og »udmøntes« for at kunne omsættes, så at der blev råd til nye indbringende røvertog. Der er fundet henved 200 skår af smeltedigler, og i slaggen på nogle af dem er påvist småbitte guld- og sølvkorn. I bedste overensstemmelse hermed finder vi i nogle brudstykker af klæberstensstøbeforme fordybninger, som passer til tidens aflange barrer af ædelmetal. (Fig. 9 + 10). I ét hus synes digelskårene at samle sig om ildstedet, i et andet er de fundet i forbindelse med små arbejdsgruber. Her må arbejdet antages at være foregået, men hvad man har lavet ud over de omtalte barrer, er vi helt uvidende om. Dog, det er en kendsgerning, at vikinger af begge køn holdt af at pynte sig, og ikke blot i gravene, men også i og omkring husene, møder vi deres stads. Et prægtigt guldhængesmykke, to armringe og en fingerring af sølv samt knoppen fra et bronzesmykke er fundet på borgpladsen - foruden adskillige perler af glas, rav og karneol. Glasperlerne, som er de almindeligste, kan være kunstfærdigt mønstrede i flere farver.

(Fig. 11).
(Fig. 12).

Madlavning og børnepasning har vel været kvindernes arbejde. Hvordan tilværelsen i øvrigt formede sig for dette - sikkert yderst populære - mindretal, derom fortæller nogle vævevægte og tretten spindesten. De store væve er der ikke flyttet rundt med, de stod hvor de stod, men den lette håndten kunne man have med sig overalt, og takket være de små spindehjuls tilbøjelighed til at blive væk har vi mulighed for at følge spinderskernes færden rundt i borgen.

(Fig. 13).

Det ser ud til, at spindende kvinder var at finde de steder, hvor der foregik noget spændende. I smedjerne har de mistet tenvægte, og i det lillebitte hus lige inden for vestporten er der tabt hele fire. Vestporten var borgens vigtigste indgang, nok værd at holde under observation.

(Fig. 14).

Det er langtfra alle sider af den menneskelige virksomhed, som sætter sig spor i jorden, så det billede, vi i det foregående har forsøgt at tegne af livet på Fyrkat, må nødvendigvis være ufuldkomment. Alligevel kan vi danne os et ganske godt og temmelig sikkert indtryk af, hvad de enkelte huse har været brugt til. (Fig. 15). Vestporten med vagthus og overgang over voldgraven må som allerede bemærket have været borgens hovedindgang og den øst-vestgående diagonalvej følgelig dens hovedgade. Her lå beboelseshusene med sovebænke og mange fund af klæberstenskar, som viser, at maden blev lavet her. To langhuse, begge beliggende ud mod volden, har fungeret som smedjer kendetegnet ved esser, hvæssesten og klumper af jernholdig slagge, mens to andre huse, et langhus og et af de små gårdhuse, har dannet ramme om arbejdet med ædelmetal, hvad talrige skår af smeltedigler vidner om. Fire huse, alle ud mod volden, mangler ildsteder og er i det væsentlige fundtomme. Uden varme har de næppe kunnet anvendes til beboelse, og da der i et af dem er fundet en del korn, er det nærliggende at tænke sig dem som magasiner, hestestalde eller lignende. Tilbage bliver to huse, som begge har ildsteder, men om hvis anvendelse der i øvrigt intet kan siges. Ved et af dem lå en mængde digelskår op ad væggens yderside, men intet inde i huset taler for, at de har været anvendt her.

Fundene på Fyrkat har samme tidspræg, og ingen af anlæggets mange huse viser tegn på reparation, så borgen kan ikke have haft nogen lang levetid. Det er åbenbart, at den er gået under i ild, men der synes ikke at have været kæmpet; måske havde den tjent sit formål og blev rømmet - men samtidig stukket i brand for ikke at falde i forkerte hænder. Vikingetiden led mod enden, dens herlige bedrifter blev et par århundreder senere beskrevet af middelalderens historikere, men borgene og det liv, som rørte sig dér, nævnes ikke med et ord. Det var det strålende resultat, man huskede; grundlaget for det, midlet som gjorde det muligt, blev glemt.

(Fig. 16).

Tegninger: Claus Andersen
Oldsagsfotos: Lennart Larsen og Magnus H. Olsen