Lillebitte lerkar
Barnehænder har for knapt to tusinde år siden formet denne kop; i bunden af den ses endnu aftrykket af en lille finger, fastholdt i brændingen. Koppen - vel det mindste lerkar, som overhovedet kendes - er fundet sidste år af E. Øbom, da han for Kulturhistorisk Museum i Randers foretog en prøvegravning på en stor jernalderboplads ved Strands på Mols. Billedet til højre viser karret i naturlig størrelse og en knappenål til sammenligning. (Fig. 1, fig. 2)
Af O.J.
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Fig. 2. Ingen billedtekst.
Det lille lerkar lader os ane oldtidsbarnets verden, en side af fortidens hverdag, der kun sjældent kastes lys over. Enkelte fund fra de store fortidskulturer viser, at børnene dér havde legetøj; på græske vasemalerier ses således legende børn med vogne og husgeråd i lilleputformat. I Norden har fundene hidtil været tvetydige. Flintredskaber så små, at vanlig brug er udelukket, har ikke nødvendigvis været anvendt til leg, de kan have været amuletter, og en dansk lerrangle fra tidlig jernalder kan også have tjent andet formål. I Norge indeholdt en barnegrav fra 700-årene våben og redskaber i lille målestok, bl.a. et sværd, en stegepande og en øse. Først et stykke ind i historisk tid tegner billedet sig lidt mere klart. De skriftlige kilder er nu kommet til, men de er fåmælte. Hvem gad fortælle eftertiden om legetøj?
Så langt tilbage vor viden rækker, har pottemageriet været kvindearbejde, så mon ikke den lille molbokop er lavet af en syv-otteårs pige, som har luret moderen kunsten af. - Måske har hun siden brugt den som dukkekop. Hendes dukker har vel været af græs, af skind eller af træ, som dem børnene hos nutidens naturfolk leger med. Eller måske simplere endnu: en sten eller en pind, som hendes fantasi har blæst liv i. Sådan har børn til alle tider hjulpet sig i en snæver vending - også dem, der leger i en sandkasse i dag.
