Ligger neden for sin broders grav

Et enestående heldigt tilfælde har imidlertid holdt sin beskærmende hånd over et lille stykke gulv i klosterkirken i Sorø, en lille plet hvorpå et stort stykke af Danmarks »største« historie er projiceret ind. En usædvanlig forståelse og fremsynethed hos kirkens autoriteter tilligemed generøs lokal offervilje har gjort det muligt i ro og med den nødvendige omhu at granske denne plet – forhåbentlig så grundigt, at eftertiden ikke vil fremkomme med for store bebrejdelser.

I foråret skulle Sorø-kirkens alterskranke fornyes. Under arbejdet hermed blotlagdes et gulv af teglstensfliser; det så ud til at stamme fra kirkens første tid, vel fra omkring år 1200. Vor interesse er på forhånd vågen overfor det mindste spor, som måtte vise sig i den prægtige klosterkirke, hvis ældste historie er nøje knyttet til den indflydelsesrige Hvideslægt, som jo Saxo berømmer højt, og som ikke mindst gennem Ingemanns romaner har vundet en så stor plads i vore hjerter. Man har længe vidst, at kirken først og fremmest var opført som gravkirke for denne families mest fremtrædende medlemmer, man vidste, at ærkebiskop Absalon ligger begravet i koret foran det oprindelige, men bag det nuværende højalter og lige i kirkens midterakse, og man vidste, at hans forfædres ben er at finde i en grav i en af søndre korsarms murpiller.

Med støtte i et middelalderligt »gravkatalog«, som lykkeligvis er bevaret, turde man endvidere gå ud fra, at Absalons broder, Esbern Snare, død 1204, samt dennes tre sønner, Absalon Bælg, Niels Mule og Johannes Marsk, foruden en række andre af familiens medlemmer er gravlagt i kirken. Af kataloget fremgår det, at Esbern ligesom Absalon er begravet i bygningens midterakse, men neden for trappetrinene, der fører op til højkoret – netop på det sted foran det nuværende alter, hvor den nye alterskranke skulle bygges. Det var dog værd at prøve, om den gamle berømmelige sjællandske høvding – imod alle forventninger, ja næsten imod al fornuft – skulle ligge der endnu (fig. 1).