Liden tue

De nye former er tydeligt inspireret sydfra, og det er nærliggende at spørge, om ikke modens bratte skiften simpelthen skyldes, at nye folkestammer er vandret ind. Det er nu næppe tilfældet. Den nyfødte jernalder har nok sit eget ansigt, men hviler alligevel solidt på hjemlig tradition (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Pottemageriet, der bedre end noget andet registrerer folkebevægelser, viser intet brud med det gamle, tværtimod en tydelig sammenhæng, og livsformen i det hele synes ikke at have ændret sig radikalt. Det gælder også gravskikken: ligbrændingen, der var slået igennem i løbet af bronzealderen, fortsætter med grave anlagt i og uden for højene, men netop på dette område er der alligevel føjet et træk til, noget helt nyt for vore breddegrader, og det er dette unikum, vi vil hellige os i det følgende. Det drejer sig om store tuegravpladser, som dukker op i Vestjylland – de rigeste nede mod syd ved porten til den store verden, hvorfra impulserne kom.