Libera nos domine

Det var sikkert ikke ualmindeligt, at adelsfolk i renaissancen egenhændigt førte dagbøger og regnskaber - et eksempel på det sidste er Sophie Brahes Regnskabsbog fra årene 1627-40 - men det er meget få af disse dokumenter, der er sluppet uskadte gennem århundredernes angreb af fugt, ild, mus og uvidenhed. Eske Broks optegnelser strækker sig over knap en snes år, fra 1604 til 1622, dog således, at der kun er bevaret dagbøger fra ni af årene. De blev ikke skrevet med henblik på at skulle læses af andre, men var simpelthen herremandens private optegnelser af store og små begivenheder.

Allerede i nogle af de første notater stifter vi bekendtskab med en speciel side af Eske Broks karakter, nemlig hans forhold til de våde varer. »Kom Oluf Rosensparre hid til mig og drukket en snessert med ham«, skriver han den 10. januar 1604. En snessert er en lille rus. Et par dage efter: »Drak med Preben og Oluf Rosensparre en rus «, og den 20. januar: »Drak med Oluf Rosensparre i hans logi en rus «. Det er åbenbart, at ’ene betegner rusen, og at deres antal angiver dens størrelse. Skade kun, at vi ikke ved, hvor mange genstande, der gik på normalrusen.

Nu var Eske Brok ikke nogen større drukkenbolt end sine samtidige. Det var ganske almindeligt at drikke meget. En englænder, der i 1593 besøgte Danmark, giver i sin dagbog udtryk for den opfattelse »at danskerne - om muligt - overgår deres naboer i overvættes drikkeri«. En anden englænder, gesandt, var ved en hoffest med til at udbringe 35 skåler for de forskellige fyrster i kristenheden, så det kan ikke undre, at han og hans kolleger ved diplomatiet nærede en vis ængstelse for den danske konges gæstfrihed. Christian 4. yndede at skænke vin og øl i så store mængder, at gæsterne ikke kunne forlade gildet ved egen hjælp. En fransk ambassadør noterede hovedrystende, at han blev mere anset blandt danskerne efter at være blevet båret hjem fra en fest hos kongen.

Drikkeriet satte sig også spor i tidens forordninger. Således måtte det i 1615 fastslås, at landstinget om sommeren skulle begynde klokken syv om morgenen, om vinteren klokken otte, for at forhindre, at folk mødte alt for berusede op. (Fig. 2)

I juli 1604 var Eske Brok i sin egenskab af rigsråd med kongen på rejse i Norge. Rejsens mål var Bergen, hvor der skulle holdes herredag, en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor også det kongelige retterting blev sat. I løbet af et år kunne der hobe sig mange sager op, hvori der skulle afsiges dom, og man kan ikke fortænke de herrer rigsråder i, at de fik tørre halse over dokumenterne. I hvert fald røber Eske Broks optegnelser, at man har skyllet grundigt efter om aftenen: 17. juli »Var med Kongelig Majestæt gæst hos bispen og kannikerne i Bergen «. 18. juli »Var Henrik Belov, Jørgen Friis og jeg Kongelig Majestæts gæster ombord på Victor « og endelig den 20. juli »Var Kongelig Majestæt og vi andre Borgmester og Rådets gæst på Rådhuset . Siden samme aften kom vi ud i byen og var hos både Jørgen Friis og Mogens Gøye «. De fire kors angiver det højeste, Eske Brok nogensinde nåede, og som om de ikke slog til, har han tilføjet »Libera nos Domine« (Vorherrebevares)! Man må gætte sig til, hvordan han havde det dagen derpå. 21. juli er dagbogen ikke ført. (Fig. 3)

Baggrunden for festerne kan findes i Bergen-besøgets særlige betydning. Det var nemlig på denne herredag, Christian 4. lod Norges nye lovbog oplæse, en lovbog, som var udarbejdet efter oversættelser og sammendrag af en række gamle norske love, og som moderniserede det norske retssystem. På den samme herredag drøftedes også udkast til en ny kirkeordinants, som skulle være i stil med den danske. Kongen kvitterede for opholdet i Bergen ved at invitere »den norske adel, fruer og jomfruer, bispen, nogle kanniker, lovmændene, borgmestre og nogle af rådmændene« til fest. Det gik nogenlunde stiligt til. Eske Brok har kun noteret to kors den 22. juli. (Fig. 4)

Bergenserne havde ellers før set deres konge slå gækken løs. Fem år tidligere var han under navnet generalkaptajn Christian Frederiksen sejlet ud med en flåde, for at understrege den danske konges suverænitet i de nordnorske farvande - en lang og farefuld rejse, hvis afslutning i Bergen blev fejret tilbørligt. Adelsmanden Sivert Grubbe, der var med på togtet, fortæller: »30. juli hvilede vi en smule ud efter vort drikkelag. Da havde vi gået i en salig rus (i otte dage) så naturen til sidst nægtede sin tjeneste, og det var os ikke muligt at drikke mere. Vi måtte således gøre en dyd af nødvendigheden«!

Christian 4. selv var en værdig drikkebroder, som kun få holdt trit med. Da han i februar 1609 besøgte Eske Brok på Dronningborg, måtte lensmanden to aftener i træk notere tre kors. Kongen holdt også meget af at spille kort og rafle - at doble, som det kaldtes - og det var ikke småpenge, der blev spillet om. »Doblet med Kongelig Majestæt og Albert Skeel, 100 daler « hedder det et sted, og dagen efter »Doblet og forspilt 600 daler med kongen«. (Fig. 5-6)

Nu krævede det ikke nogen speciel anledning at drikke sig fuld på de tider, men bød den sig, greb man naturligvis til, således når der fejredes bryllup. Adelen mødte talstærkt op ved den slags gilder, her var en glimrende lejlighed til at træffe bekendte og udveksle nyheder i festlige omgivelser - og altså til at drikke. Det var åbenbart nødvendigt at gribe ind for at forhindre, at folk ruinerede sig selv i forsøg på at overgå hinanden i flothed, for gang på gang blev der fra kongemagtens side udstedt forordninger om mådehold. At der var brug for at holde lidt igen, forstår man, når man læser en liste fra midten af 1500-tallet, om hvad der gik til af mad og drikke ved et stort bryllup. Blandt andet nævnes 24 okser, 80 får og lam, 80 flæskesider foruden en stor mængde fjerkræ, 16 amer vin, 16 tønder hamburgsk øl, 4 læster Rostocker øl, 1 læst mjød samt dansk øl, der var det billigste - og nok også det dårligste - i så store mængder som muligt. I indledningen til en forordning fra 1586 tales om den store uskikkelighed og bekostning der sker blandt adelen, når nogen vil gøre bryllup, »hvilken overflødig misbrug jo mere tiltager og forøges«. (Fig. 7)

I 1603 gentoges forordningen næsten ordret, men det indskærpedes, at festlighederne nu kun måtte vare to dage, nemlig søndag og mandag, mod tidligere tre. Der blev givet regler for hvordan bruden skulle være klædt, hvordan salene og brudekammeret skulle pyntes og hvormeget der måtte serveres - altsammen uden overflødig pragt, og videre hed det: »Eftersom der har været stor uordning og overflødighed med mad og måltid til bryllupper, så at måltiderne ikke er til ende før ud på natten, da ville Vi derom have befalet og forordnet, at det skal være afsluttet og overstået inden tre eller fire slet om eftermiddagen senest«. Og »Eftersom vi også er kommet udi for faring, hvorledes det ved bryllupper for brug er kommen, at der under måltidet holdes dans, og at når den, der sidder bag bordet opfordres dertil, må træde på bordet, hvor maden står, hvilket ikke alene skønnes uskikkeligt, men også kunne være til fare for sygelige kvindfolk og andre, når de sådan skulle springe over borde, hvorved der let kunne ske et ulykkeligt fald, da ville Vi have afskaffet og forbudt al dans under måltidet og indtil bordene er stillet til side«. Denne sidste paragraf kom til at koste Eske Brok dyrt. Ved hans eget bryllup, der blev holdt på Køge Rådhus 6. juli 1589, blev der danset under måltidet. Det kom myndighederne for øre, og allerede den 16. juli gik der bud til lensmanden i Køge, at han skulle indkassere en bøde på 1000 daler, som skulle erlægges til det lokale hospital. Hvor vidt lovlydigheden strakte sig ved de bryllupper, Eske Brok senere deltog i, melder historien intet om, men ifølge dagbogen varede intet gilde ud over de fastsatte to dage. At det så i den tilmålte tid er gået livligt til, vidner de mange om. (Fig. 8)

Hvis adelige bryllupper gav anledning til stort fremmøde, så gjorde begravelser det ikke mindre. Mens det før reformationen havde været skik at begrave liget dagen efter dødsfaldet, blev det mod slutningen af 1500-tallet mere og mere almindeligt at lade de døde henstå over jorden i måneder, så der blev tid til at forberede festen. For at sætte en stopper for »den store misbrug og uskikkelighed som har tildraget sig med adelens jordefærd ... Gud til fortørnelse og adelen til stor skade og besværing« kom der i 1576 en forordning der påbød, at begravelsen skulle finde sted inden seks uger efter døden. Ligeledes skulle højtideligheden holdes inden middag, idet man ellers risikerede, at »en stor part af folkene kom drukne og fulde til kirken, og forholdt sig fast uskikkelige med bulder og skrig, så præsten med nød og næppe kunne fuldføre sit hverv«. I 1602 strammedes forordningen således, at begravelsen skulle ske inden 14 dage efter døden. Denne tidsfrist blev overholdt, så vidt man kan se af Eske Broks optegnelser - og iøvrigt også af andres; den førnævnte Sivert Grubbe skriver om sin svigermors begravelse 9. april 1602, at det var den sidste jordefærd der fandt sted efter gammel skik, således at adelige lig stod seks uger over jorden. Men der blev dog stadigvæk lejlighed til et enkelt glas eller to. Notater om begravelser, Eske Brok har deltaget i, er gentagne gange ledsaget af et eller flere kors, som man ikke må forledes til at tro, udmåler graden af herremandens sorg over afdøde!

Nu ved vi jo alle, at fulde folk let kommer til at spille med musklerne, så det kan ikke undre, at slagsmål dengang var en almindelig foreteelse. Ved Thomas Sehesteds ligfærd i Viborg Domkirke gik det i hvert fald galt. Eske Brok noterer lakonisk den 18. januar 1609 efter omtalen af begravelsen: »Sloges Iver Gøye og Jørgen Krag, og blev Iver Gøye ilde stukket i brystet«. Ved en anden lejlighed hører vi, at Eske Brok lægger sig imellem to brushaner og får dem skilt ad. Den ene af dem, Manderup Parsberg, var ikke i slagsmål for første gang. Det var ham, der i sine unge dage havde hugget næsetippen af Tycho Brahe.

Begge de to slagsmål, Eske Brok omtaler, foregik i Viborg i januar måned. Det var nemlig tiden og stedet for det store Viborg Snapsting, det første landsting efter nytår, hvor den jyske adel mødtes for at drøfte terminsforretninger, ordne lån, aftale gårdhandeler o.s.v. Der blev nu også tid til det mere selskabelige, Eske Brok havde ofte fru Christence og sine døtre med til byen, og 'ene står i det hele taget tæt i januar.

Men dagbøgerne fortæller om andet og mere end adelens selskabelighed i begyndelsen af 1600-tallet. Vi får også indtryk af det daglige liv på herregårdene. Eske Brok boede for det meste på sin jyske gård Gammel Estrup, skønt han også havde ejendomme på Sjælland og i Skåne. Gammel Estrup lå jo i bekvem afstand fra Randers, hvor han passede sit lensmandsembede.

Handel med korn og stude var herremandens vigtigste indtægtskilde, og Eske Brok tog personlig del i denne virksomhed. Gennem årene noterede han nøje datoerne for markens tilsåning, for høsten og for salget af afgrøderne. Kornet blev fortrinsvis solgt til hollandske opkøbere, der betalte godt, studene gik for det meste til Hamborg. Eske Brok købte dem selv hos bønderne om efteråret, og det er tydeligt, at han forstod sig på denne handel og tog hvert enkelt dyr i øjesyn, inden han slog til. Han har omhyggeligt noteret deres farve, antal, pris og af hvem han købte. Vinteren over stod de opstaldet på en af hans mange gårde, og om foråret blev de drevet sydpå efter at han selv havde sagt god for deres kvalitet. Det var en indbringende forretning, i 1622 fik han over 2000 daler ind for sine stude, skønt han samme år i dagbogen beklager sig over at være blevet underbetalt af en opkøber.

Man får indtryk af, at Eske Brok var en god økonom, der fulgte nøje med i prisudviklingen; der er næppe nævnt et eneste indkøb i optegnelserne, uden at beløbet er kommet med. Der var også god brug for penge. Udgifterne til påklædningen var store; man skulle tage sig ud. Eske Brok selv gik med bukser og trøje af silkestof - som han betalte med 20 skilling pr alen - og han havde rødt skind i sine støvler. Den gyldne kæde, tegnet på adelig værdighed, manglede heller ikke. 1608 fik Jens Guldsmed i Randers 13 daler og 5 skilling for »en kæde, som var gjort i knuder, og hvori der var 71 guldgylden«, og i 1613 betalte han Otte Guldsmed i København 18 rigsdaler for at lave 37 emaljerede knapper af guld med diamanter. Også fru Christence var velklædt. I dagbogen omtales bl.a. en fløjlskåbe (en forordning fra 1621 forbød borgerlige at bære fløjl) og en perlehue, den gifte kvindes hovedbeklædning. Også hun bar smykker. I 1613 »købte Christence et lidet Jesu Navn med 49 diamanter og en liden krone på for 160 rigsdaler«. Smykket er måske et af de to, hun bærer på det maleri, som den dag i dag hænger på Gammel Estrup. Fruen havde også eget sølvbeslået pragtseletøj til fire heste; men det største beløb af den art, Eske Brok måtte ud med, var på Viborg Snapsting 1622, da datteren Berete fik en perlehue til 650 rigsdaler! Lensmanden skulle også sørge for tøj til sine undergivne. I 1622, da hans svigerinde døde, udstyrede han tjenestefolkene med sørgeklæder af sort, engelsk klæde, og lod deres hatte overtrække med sort lærred. (Fig. 9)

Blandt de mere dagligdags poster, som er opført i dagbogen, er udgifterne til mad- og drikkevarer; ofte omtales indkøb af fisk, salt og øl. Silden blev købt i Ribe og leveret i saltet stand, hvis da ikke lensmanden selv gik ned på torvet i Randers og købte »fire ol sild for 28 skilling, som jeg straks leverede Niels Kældersvend«. Laksen blev fanget lige uden for hans dør, og noget tyder på, at denne fisk også dengang var en luksus. I hvert fald forærede Eske Brok af. og til laks til sine venner og afleverede også et par stykker på slottet i København, og til sin ven Eske Billes begravelse sendte han fem nyfangede laks. Øl af forskellige sorter blev indkøbt i store mængder, sommetider noteres det til bestemte formål, som f.eks. en tønde øl til høstfolkene, eller to kander øl til tømmermændene, der arbejder på Dronningborg. En gang imellem får vi et glimt af den sparsommelige herremand, der følger med i alt, hvad der foregår på gården, som da han i april 1622 fik optalt »det gamle flæsk, som hængte på flæskeloftet, som jeg havde nøglen til, og der var 193 sider, foruden nogle halve sider og nogle stykker som lå (på gulvet)«.

Som lensmand på Dronningborg skulle Eske Brok selv stille med ni mand til krigstjeneste. Han var med i Kalmarkrigen 1611-13, og var en af de fire rigsråder, der forhandlede og sluttede freden med svenskerne i Knærød. Her er et af de få tilfælde, hvor hans optegnelser er ret fyldige og ikke bare små notitser. (Fig. 10)

Om krigens gang fortælles der således ikke meget. Eske Brok drog af til Sverige i april måned 1611 og opholdt sig for det meste i lejren ved Halmstad. Felttoget var ikke særlig velforberedt fra Christian 4.'s side, der var blandt andet mangel på forsyninger. 4. juni fortæller dagbogen, at der nu i tre dage har manglet øl og brød og »var derover af krigsfolket stor klage«. Der kom dog allerede 6. juni friske forråd af proviant og ammunition fra København. Eske Brok blev syg i Sverige og var sengeliggende det meste af juli, den 29. kom hans kone og døtre på besøg. Hans tilstand må dog være blevet bedre, i august måned doblede og drak han flere gange med Kongelig Majestæt og andre krigskammerater. Sidst på året 1611 finder vi ham i København på orlov, hvor han nåede at arrangere sin datter Margrethes trolovelse med adelsmanden Sten Rosensparre, søn af Eske Broks ven og drikkebroder, Oluf Rosensparre, som, da Sten året efter faldt ved Varberg, blev den sidste mand af sin slægt. Samme skæbne overgik Eske Brok selv, da hans søn Lauge døde i Paris 1619. Mærkelig nok har denne triste begivenhed ikke sat sig spor i dagbogen.

I 1612 havde han store udgifter i forbindelse med krigen. 21. april købte han på kongens rustkammer fire rytterharnisker til sine knægte for 10 rigsdaler stykket. Samme dag betalte han en fransk plattenslager 60 rigsdaler for en ny rustning til sig selv og gav 42 rigsdaler for 9 hjortehuder og 6 hundehuder til folkene. Navnene på disse folk – Morten Smed, Peder Kok, Anders Jæger, Niels Vogndreng etc. - antyder i øvrigt, at de hjemme på gården havde andre gøremål og ikke var specielt uddannede soldater, hvilket måske forklarer kongens idelige klager over kvaliteten af det mandskab, adelen stillede med til krigstjeneste.

Som medlem af rigsrådet måtte Eske Brok deltage i dettes møder, der afholdtes mindst en gang om året. Som regel skrev han ikke meget om, hvad der blev drøftet, men undtagelser er der dog, som i 1608, hvor samlingen fandt sted i København med et vigtigt punkt på dagsordenen, nemlig at få kongens søn, den femårige hertug Christian, udvalgt og hyldet som faderens efterfølger. Dette skete, og kongen fejrede hyldningen ved at invitere »alle de stænder til gæst på slottet «. Ofte fungerede rigsråden som mægler i stridigheder imellem adelen, og han blev flere gange sendt til udlandet som gesandt. Han var således i Moskva og hos kurfyrsten af Sachsen, og i 1606 ledsagede han Christian 4. på dennes store rejse til England.

Når Eske Brok ikke var optaget af rigsrådsforhandlinger, krige eller herregårdenes drift, var en af hans kæreste fornøjelser at gå på jagt. Som regel red han alene ud, men på jagtture af flere dages varighed, drog han afsted med et stort følge af borgsvende og hunde. F.eks. var han på jagt seks dage i træk i begyndelsen af december 1608, og han må da have overnattet hos sine bønder i de landsbyer, han kom igennem. Udbyttet af en sådan jagt kunne være stort og bestod hovedsagelig af ræve og harer, som blev fanget i net, og rådyr, som blev skudt. Derimod nævnes der aldrig fugle, den slags småvildt har øjensynligt ikke ligget for den farverige adelsmand. (Fig. 11)

De ni års optegnelser, som er bevaret fra Eske Broks hånd, giver os et broget billede af herremandens liv og vilkår, som det formede sig i den første fjerdedel af 1600-tallet, den lykkeligste del af Christian 4.'s regeringstid, inden han kastede sig ud i de udenrigspolitiske eksperimenter (i øvrigt uden rigsrådets samtykke), som resulterede i nederlaget ved Lutter am Barenberg 1626. Jyllands besættelse af Wallensteins tropper og de påfølgende trange tider oplevede Eske Brok ikke. Det sidste i dagbogen var sat.

Fodnote: Eske Broks dagbøger er trykt i L.S. Vedel Simonsen: Eske Brocks Levnetsbeskrivelse I-II, 1842-43, i Danske Samlinger 2. Rk. II, III og VI og i Danske Magazin 4. Rk. V. Se endvidere Chr.H. Brasch: Vemmetoftes Historie. 1859.