Libera nos domine

Den 15. december 1625 døde rigsråd Eske Brok på Dronningborg, og blev 14 dage efter nedsat i slægtens gravkapel i Sct Mortens kirke i Randers. I modsætning til både sin far og farfar, der faldt i krigen, udåndede han fredeligt i sin seng, og da han var den sidste mand af slægten Brok, blev hans våben lagt i graven med ham. Eske Brok fik aldrig, skønt han stod på særdeles god fod med Christian 4., noget fast embede ved hoffet, men i 1596 udnævntes han til rigsråd og blev lensmand på Dronningborg (se Skalk 1972:3), et embede han beholdt til sin død. Han nåede at blive landets rigeste adelsmand, men efterlod sig ikke noget stort navn, hverken som kriger eller politiker. Når vi alligevel i dag kender ham så godt, skyldes det, at en del af hans dagbøger er bevaret til nutiden. (Fig. 1)

Af Anne-Mette Eriksen

Det var sikkert ikke ualmindeligt, at adelsfolk i renaissancen egenhændigt førte dagbøger og regnskaber – et eksempel på det sidste er Sophie Brahes Regnskabsbog fra årene 1627-40 – men det er meget få af disse dokumenter, der er sluppet uskadte gennem århundredernes angreb af fugt, ild, mus og uvidenhed. Eske Broks optegnelser strækker sig over knap en snes år, fra 1604 til 1622, dog således, at der kun er bevaret dagbøger fra ni af årene. De blev ikke skrevet med henblik på at skulle læses af andre, men var simpelthen herremandens private optegnelser af store og små begivenheder.

Allerede i nogle af de første notater stifter vi bekendtskab med en speciel side af Eske Broks karakter, nemlig hans forhold til de våde varer. »Kom Oluf Rosensparre hid til mig og drukket en snessert med ham«, skriver han den 10. januar 1604. En snessert er en lille rus. Et par dage efter: »Drak med Preben og Oluf Rosensparre en rus «, og den 20. januar: »Drak med Oluf Rosensparre i hans logi en rus «. Det er åbenbart, at ’ene betegner rusen, og at deres antal angiver dens størrelse. Skade kun, at vi ikke ved, hvor mange genstande, der gik på normalrusen.

Nu var Eske Brok ikke nogen større drukkenbolt end sine samtidige. Det var ganske almindeligt at drikke meget. En englænder, der i 1593 besøgte Danmark, giver i sin dagbog udtryk for den opfattelse »at danskerne – om muligt – overgår deres naboer i overvættes drikkeri«. En anden englænder, gesandt, var ved en hoffest med til at udbringe 35 skåler for de forskellige fyrster i kristenheden, så det kan ikke undre, at han og hans kolleger ved diplomatiet nærede en vis ængstelse for den danske konges gæstfrihed. Christian 4. yndede at skænke vin og øl i så store mængder, at gæsterne ikke kunne forlade gildet ved egen hjælp. En fransk ambassadør noterede hovedrystende, at han blev mere anset blandt danskerne efter at være blevet båret hjem fra en fest hos kongen.

Drikkeriet satte sig også spor i tidens forordninger. Således måtte det i 1615 fastslås, at landstinget om sommeren skulle begynde klokken syv om morgenen, om vinteren klokken otte, for at forhindre, at folk mødte alt for berusede op. (Fig. 2)

Periode: Renæssance (1536 til 1659)

Udgave: Skalk 1977:2