Lejre (Skalk’s vejleder)

KOMMER DE
- fra København ad hovedvej 1: Efter Roskilde drej ind ad Ledreborgalléen. - Sving derefter til højre, når De har passeret vandværkets gule bygning.
- fra Korsør ad hovedvej 1: Drej fra i Osted, kør nordpå.
- fra Kalundborg ad hovedvej 4: Drej fra i Gevninge, kør sydpå.
- med toget: Gå til venstre, når De kommer ud fra stationen. Drej til højre ved hotellet.

(Fig. 1), (Fig. 2). To høje ved alleen til Ledreborg har fra gammel tid haft navn af OLSHØJ eller OLUFSHØJ. Den ene kaldes endnu St. Olufshøj, den anden har skiftet navn. – Sakse fortæller i sin krønike, at kong Olaf, søn og efterfølger af Gudfred (Ⴕ810) "styrtede fædrelandet i borgerkrig. - Efter at han var faldet, blev hans lig jordet i en høj ved Lejre, der er kendt under Olafs navn". Sakse må altså have kendt Olshøjen ved Lejre (oprindelig har der vel kun været een, navnet har i tidens løb smittet af på naboen).

(Fig. 3). Så let, som Sakse gør det, er det desværre ikke. Fra pålideligere kilder end ham ved vi nemlig, at Gudfreds efterfølger hed Hemming. Han regerede kun ganske kort og efterfulgtes på tronen af to konger, der begge fik en blodig død i året 812. Den ene af disse konger bar vistnok navnet Åle. Kan det være ham? Med uendelig forsigtighed vover man at pege på den mulighed, at een af de to Olshøje kan være bygget 812 over kong Åle. -

(Fig. 4). Hvad gemmer højene? St. Olufshøj blev udgravet o. 1840. Den indeholdt grave fra sten- og bronzealder. Øverst i højen fandtes som eneste gods i en plyndret grav en sølvbelagt spore, som kan tænkes at stamme fra bemeldte konges tid. Højen er nu en sørgelig ruin. - Den anden høj er meget anselig. Også i dens top er der spor af plyndring, men ingen erindring fortæller om fund. Arkæologer har ofte med grådige øjne betragtet denne høj.

Læs! Axel Olrik: Danmarks ældste kongegrav (i Festskrift til Ludvig Wimmer).

(Fig. 5). KONGSGÅRDEN. Blandt Lejres usædvanlig mange gamle gårde og huse er Kongsgården den interessanteste, dels som følge af navnet, der har næret formodningen om, at oldtidskongsgården skulle have ligget her, mest dog på grund af de minder, som frk. Kirsten Nielsen her har samlet efter sin slægt, som har boet på gården gennem århundreder. Museum? Nej snarere er stykke fortid, holdt i live. Gårdens udlænger er nu nedrevet. Ved udgravning under dem er fundet genstande af stor ælde, men ikke sikre spor af oldtidsbebyggelse. Gården er tilgængelig for offentligheden og bør ikke forbigås.

(Fig. 6) MYSSELHØJ. Velbevaret gravhøj, den eneste større høj ved Lejre, som er uden plyndringshul i toppen. - Vistnok på marken her i nærheden gjorde aftægtsmand Chr. Nielsen og hustru i 1850 et rigt fund af sager fra vikingetiden: Fire sølvkar (det ene her afbildet), en støbt sølvplade og et vægtlod. Fundet havde nær bragt ægtefællerne i ulykke. De blev fængslet efter at have prøvet at sælge et af sølvkarrene, som de havde klippet i stykker med en saks. Alt vendte sig dog til det bedste. - Året efter fandtes på samme sted nogle løsdele til et af sølvkarrene, samt 44 perler og en hvæssesten.

HERTADALEN hed oprindelig Ertedal. Romantiske lærde ændrede det prosaiske navn og satte stedet i forbindelse med gudinden Herthas dyrkelse. Selv uden denne glorie er den kønne dal og den lille skovsø "Knap" dog nok værd at gæste.

HESTBJERG. En naturlig grusås, der nu er delvis bortgravet. På toppen har vistnok tidligere ligget en oldtidshøj.

(Fig. 7). LEDREBORG. I slutningen af l600-tallet oprettede den nybagte adelsmand, rentemester Henrik Müller "Lejregård" på det sted, hvor tidligere byen Udlejre havde ligget. Af Lejregård opstod 1746 stamhuset Ledreborg. - En teori (fremsat af Eigil Knuth) peger på den mulighed, at oldtidskongsgården kan have ligget her, og at Ledreborg kan være dens direkte efterkommer.

HYLDETANDSHØJEN. Sakse fortæller, at Harald Hildetands lig efter Bråvallaslaget blev ført til Lejre og begravet der. Hvis sagnkongen Harald Hildetand overhovedet har eksisteret, vil hans grav dog næppe kunne findes i Hyldetandshøjen, der er en langdysse fra stenalderen, altså årtusinder ældre end Sakses sagnkonger. - Dyssen er ilde behandlet. Gravkammerets overligger blev på et tidligt tidspunkt hugget til trappesten. Et alvorligere attantat o. 1817 blev forpurret af biskop Münter. Ved den lejlighed blev højen restaureret på en måde, der ikke lader meget af dens gamle skikkelse igen. Tegningen viser højen som den så ud i 1700-årene (fig. 8).

DRONNINGESTOLEN. En ikke særlig anselig sten af fjern lighed med en stol; har vistnok hørt til en nu sløjfet dysse. Stenen står i skellet mellem to haver (fig. 9).

ØRSTENENE hed et nu forsvundet mindesmærke, hvis plads kun med usikkerhed kan påvises. En oval stensætning, 140 skridt lang og 30 skridt bred. Mindesmærket har sandsynligvis været en skibssætning - en skibssætning af meget store dimensioner. Ørstenene blev sløjfet kort efter år 1800.

(Fig. 10)
OLDTIDSMINDERNE VED LEJRE
Krønikeskriveren Sven Aggesen skriver om skjoldungen Rolf, at han "blev dræbt på Lejre, der engang var en meget berømt kongsgård, men nu, nær som den ligger ved Roskilde by, næsten hører til de allerringeste byer.” Vi har her en klar tilkendegivelse fra omkring år 1200 af, hvor det Lejre lå, som engang var rigets hovedstad.

INTERESSEN for Lejre vågnede i 1600-årene. Det var dansk oldtidsforsknings fader, Ole Worm, der vakte den. Gennem de følgende to århundreder voksede interessen vildt. Fantasteriet blomstrede; men det skete også, at besindige lærde tog til Lejre, beså oldtidsminderne og skrev deres iagttagelser ned til glæde for eftertiden.

TVIVLEN om, at Lejre var identisk med oldtidens kongeby, opstod midt i forrige århundrede. Igen var det en af fagets store, nemlig arkæologen Worsaae, der greb ind. Med rette pegede han på Lejreegnens næsten totale mangel på mindesmærker fra jernalderen, fra kongesædetiden. -Lejres aktier dalede. Man mente nu, at Sven Aggesens udsagn måtte bero på en misforståelse, og at kongesædet skulle soges andetsteds.

NY TRO på Lejre opstod. Axel Olrik og siden Wilhelm la Cour tog byen til nåde, sidstnævnte ud fra en påvisning af, at stedet helt tilbage fra stenalderen har været et trafikalt knudepunkt, hvor veje mødtes. I tyverne indtraf afgørende begivenheder. En stensætning på næsset mellem Lejre og Kornerup å blev af sin ejer truet med ødelæggelse. Da greb Lejre selv ind. En kreds af mænd dannede Lejre Fredningsforening. Sammen med Historisk Samfund for Københavns Amt købte og fredede de mindesmærket. Nationalmuseet tog stensætningen i øjesyn og så, at det, som man havde troet var en dysse fra stenalderen, i virkeligheden var en "skibssætning" (skibsformet stensætning) fra vikingetid. Siden har arkæologerne fået gnedet øjnene. De har gransket skrifterne og har set, at denne skibssætning ikke har ligget alene, men har været een af mange. I de seneste år er der blevet gravet i Lejre. Det nyskabte billede har fået detailler og kulør. Samtidig er - med undervisningsministeriets bistand - endnu et areal af Lejres minderige jord blevet sikret gennem fredning.

STATUS kan gøres op: Der er ikke længere grund til at tvivle på, at Lejre er "Lejre". De jernaldersmindesmærker som Worsaae savnede, har vi nu. De kæmpestore stenskibe er - eller rettere har været - oldtidsminder i klasse med dem, som konger byggede andetsteds.

Hvor har kongsgården ligget? Vi ved det ikke, men vejer mulighederne. Rimeligst forekommer det at søge den på næsset mellem åerne, nærved gravene.

Læs! Danske Studier 1920, -21 og -24 (Wilh. la Cour) og Hist. Samfund f. Kbh.s Amts årbog 1922 (A. Fang) og 1953 (H. Andersen).

(Fig. 11). HYLDEHØJ. En stor høj med et gabende plyndringshul i toppen. Det alt for nære naboskab med huset er ikke til højens fordel; den ligger næsten skjult bag beplantning. Om fund i højen vides intet.

STENSÆTNING. Flere af de gamle Lejrebeskrivelser nævner, at der tæt ved Hyldehøj har ligget en stensætning. Om dysse eller skibssætning kan ikke siges, men de opgivne mål peger mod det sidste. Den nøjagtige plads kendes ikke.

(Fig. 12). RAVNSHØJ. Skønt også denne høj er mærket af gravrøvernes besøg, hører den dog til egnens bedst bevarede og smukkest beliggende mindesmærker.

(Fig. 13). ”RAVNS HÖY DYST” kaldes et mindesmærke, af hvilket en plan findes på Det Kgl. Bibliotek. Tegningen, der i al sin naivitet er meget dygtigt lavet, forestiller ubestrideligt en skibssætning. De oplysninger om beliggenheden, som den ukendte tegner giver, tyder ligesom navnet på, at den har ligget nær Ravnshøj, men nærmere kan stedet ikke bestemmes.

(Fig. 14). MARGRETESTENEN. En enlig sten på marken, sikkert sidste rest af en skibssætning. På Ole Worms prospekt, som er gengivet længere fremme i hæftet, ses denne skibssætning afbildet.

VIKINGEGRAVE fundet ved grusgravning i 1940—41. To af gravene blev nærmere undersøgt. Begge de døde har fået hunde med sig som selskab på rejsen, som skik var i oldtidens sidste århundreder.

(Fig. 15). TO SKIBSSÆTNINGER, helt sløjfede, men velkendte fra tegninger og planer fremstillet i 1758 af den tyske historiker Gebhardi, der opfattede stensætningerne som ruiner af Rolf Krakes slot.

(Fig. 16). GRYDEHØJ. Øverste billede er tegnet 1758, nederste 1958. I løbet af de to århundreder er højen blevet overpløjet og plyndringshullet jævnet. Højen er nu fredet. Udgravning planlagt.

DÆMNINGSANLÆG bestående af en lang, lige vold med en kort, noget lavere tværvold for enden. Vejen fra Lejre by til skibssætningen følger på et stykke den lange vold. Foran en åbning i tværvolden har LEJREÅEN haft sit udspring af en meget vandrig kilde, som nu - af vandværket - er udtørret. Under tværvolden ligger, som udgravning har vist, stenfundamenter, som måske kan stamme fra oldtiden. Voldene selv er yngre.

(Fig. 17). TO SKIBSSÆTNINGER er, hvad der er tilbage af den hele flåde af stenskibe. De er slemt ramponerede, men selv i deres fornedrelse virker de imponerende, bygget som de er af næsten mandshøje sten. Den ene, der har været ca. 80 m lang, er den største af alle bevarede skibssætninger.

I de seneste år er der foretaget udgravninger i den store stensætning. - Det viste sig, at skibet lå på en gravplads; det er antagelig bygget som monument over en enkelt af gravene (midtergraven?). Ved mange grave fandtes stenlagte ildsteder med trækul, skår og stumper afbrændte ben. På disse ildsteder er der sikkert bragt ofre til de døde, og det ser ud til, at man har samlet resterne fra bålet og kastet dem i graven. En slags jordpåkastelse? - Denne gravplads har meget at sige om tro og offerskik.

Gravene — og vel skibet med — stammer fra 900—årene. De rummer mænd, kvinder og børn - af de sidste påfaldende mange. Flere 33 af de døde har haft sygdomme, som kan spores i knoglerne.

(Fig. 18). HUSTOMT - kun delvis udgravet. Huset har haft buede vægge og inddeling i tre rum lige som husene i vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse. Der fandtes ingen spor af beboelse, hvilket må undre. Oldtidshuse er sjældent rømmet i rengjort stand.

(Fig. 19). TO SPÆNDER - kunstfærdigt arbejde i bronze og sølv - samt et stykke guld fandtes i denne grav. Det ene spænde har været et par århundreder gammelt, da det kom i graven. Arvestykke?

(Fig. 20). STAMMEKISTE – bortrådnet; men mørke spor i jorden viste dens form. Fire store sten over graven blev efter udgravningen lagt på plads igen - kan ses på stedet.

MIDTERGRAVEN gjorde indtryk af at være plyndret. Der fandtes spredte stumper af lerkrukker, spænde, skjold m.m.

MENNESKEOFFER. På bunden af graven lå skelettet af en mand, udstrakt på ryggen - en lille mand med forvoksede fødder. Kniv, hvæssesten og spænde med dyreslyng lå ved bæltet. — Over ham i graven fandtes skelettet af en velvoksen mand. Halshugget!

En herre har taget sin tjener med sig. Det er første gang herhjemme, at vi med sikkerhed møder menneskeoffer i et gravfund. - En arabisk forfatter har overleveret os beretningen om en nordisk vikingehøvdings gravlægning, som han selv har overværet. "Om en af deres høvdinge er død", skriver han, "så spørger de hans trælle: Hvem af jer vil dø med ham? Da svarer en af dem: Jeg! — Har han først udtalt de ord, da er han bundet og kan ikke siden trække sig tilbage". Og araberen fortæller videre, hvordan den udvalgte selv får slaver til sin opvartning i dagene før sin død, og om de ceremonier, hvorunder offeret fuldbyrdes. Den halshuggede lå på maven, hænder og fødder så ud til at have været bundne, i hals og kæbe sås skarpe snit af bøddeløksen (fig. 20).

(Fig. 21). I en gravet grube for enden af en grav fandtes HOVEDET AF EN KO. Offer?

Tydelige spor af TRÆKISTE fandtes i denne grav. Kisten har vistnok set ud som tegningen viser.

Kvindegrav. Over ligets fødder har stået et SKRIN. Dets låg var beslået med blanke søm, og lukkemekanismen var formet som et dyrehoved. Skrinet var sat låset i graven. Af indholdet var kun bevaret vægten til en håndten.

På kvindens bryst lå to små thorshamre af jern - amuletter, som klart viser den afdødes stilling til tidens religiøse stridsspørgsmål.

(Fig. 22). I 1758 tegnede Gebhardi stående på Grydehøjs top denne skitse. Det er morsomt i dag at stå på samme sted og sammenligne fortid med nutid. – I forgrunden 4 skibssætninger – de to, hvoraf der endnu er bevaret rester, og to forsvundne. I baggrunden Hestbjerg (”Kong Dans hestestald og gravhøj”) og Lejre by.

LEJRES HISTORIE
er os næsten udelukkende bekendt gennem sagnfortællinger, som gennem århundreder har vandret fra mund til mund, indtil de omsider blev nedskrevet af middelalderens lærde. Den lange vandring har næppe gjort historierne mindre underholdende, men nok mindre troværdige. Det er et ringe ui Ilede, vi på dette grundlag kan danne os af personer og begivenheder omkring oldtidens Lejre -men det er det bedste vi har.

SKJOLDUNGERNE. Sagnene kæder på det nøjeste Lejres navn sammen med denne berømte kongeslægt, hvis hovedpersoner er Halfdan, Roar, Helge og Rolf (Krake). Der er drama om dem alle, men mest om Rolf. Hans fødsel er frugten af blodskam. Som konge i Lejre omgiver han sig med et farverigt hof: de 12 bersærker, Bjarke og Hjalte, hævneren Vigge. Svenskekongen Adils prøver at brænde ham inde, men han flygter og sår guldet på Fyrisvoldene. — Og højdepunktet: Lejreborgens brand og Rolfs fald under svogeren Hjarvards svigefulde overfald - den begivenhed, som gav stof til Bjarkemål, slagsangen, der står som det betydeligste af de få digterværker fra Danmarks oldtid, som er os overleveret.

Rolf og hans kreds har antagelig levet omkring år 500. I Lejre? Det angelsaksiske heltedigt Bjovulf, der er den ældste kilde, som fortæller om disse mænd, kender ikke Lejre. Kan det være senere tiders sagnfortællere, som har kædet den berømte kongeslægt til kongebyen, som de kendte, og hvor deres egne konger boede?

TO KONGER skal, efter hvad Sakse fortæller, være begravet i Lejre: Harald Hildetand og Olaf. Som omtalt i det foregående træffer vi den dag i dag ved Lejre høje med disse kongers navne. Antagelig har højene heddet sådan allerede på Sakses tid, og han har kendt dem. Kong Olafs grav kan med et gran af sandsynlighed antages at være en realitet, mens det næppe vil lønne sig at søge efter Harald Hildetand.

OFFERSTED. En mærkelig beretning nedskrevet lidt efter år 1000 af Tietmar af Merseburg fortæller om "hovedstaden i riget ved navn Lederum i den landsdel, der kaldes Selon, hvor de hvert niende år i januar måned ofrer til deres guder 99 mennesker og lige så mange heste, hunde og haner". Her har vi altså endelig en beretning om ting og tildragelser fra beretterens egen tid. Men selv mod denne beretning kan der rejses vægtige indvendinger, som gør den svær at fæste lid til.

STATUS. Lejres historie er som en tåge, hvori man utydeligt skimter skikkelser og ansigter. Oplysninger er der nok af, men intet er klart og sikkert. Som modstykke hertil står oldtidsminderne, der giver få, men sikre meddeleIser. At Lejre har haft betydning og magt i den sene vikingetid står fast, og det er rimeligt at tro, at kongerne på det tidspunkt har boet her. Hvornår byen er blevet kongesæde ved vi ikke, og dens tilknytning til skjoldungeslægten, der så rundhåndet har lånt den sin berømmelse, er tvivlsom. De fund ved Lejre, som kan henføres til kong Rolfs tid, er færre end få.

BJARKEMÅL
Bjarkemål er en fremstilling af Rolf og hans kæmpers sidste store kamp ved Lejre under hans frænde Hjarvards overfald. De talende personer er Bjarke og Hjalte, Rolfs ypperste kæmper. Bjarke ligger under kampens første del i trolddomsagtig søvn. Rolf er faldet, og borgen brænder, før han kommer med i kampen.

Bjarkemål synes digtet som en opsang til kæmper, som skal i strid, og som sådan blev det benyttet op gennem tiden. På nogle få vers nær er digtets oprindelige form gået tabt, men indholdet kendes fra Sakses latinske omskrivning. Med den som grundlag har Axel Olrik genskabt digtet. Det er denne genskabelse, der her bringes i uddrag.

Hjalte, ene ude, ser fjenderne komme, kalder på kæmperne:
Vågner, vågner,
venneskare!
Alle I ypperste,
ædlingens følge.
Vågner ej til vin,
og ej til vivs tale,
heller til Hildes
hårde leg.

Bjarke vågner, tror der er kommet gæster til gårde, kalder på sin smådreng:
Rejs du dig, Skalk,
skynd dig at ilde!
feje arnen, pust i æmmer!
knitre lad luen
af knast og ved,
godt er med varm hånd
ven at møde. -

Hjalte:
Kårne buskarle,
kryst om sværdhjaltet,
skjold hængt på skulder
skynder jer til valen;
bryst åbent imod bryst
byder vi vor fjende,
næb imod næbbe
vil vi nappes som ørne.

Fremmest i fylking
farer der Hjarvard,
glad ved striden,
under guldhjælmen;
grumme Gøter
gange ham efter,
med ringlagt hjælm,
raslende spær. -

Brudt er nu borgen,
brynjerne sledne,
økser fælt gnaver
i mændenes isse;
Skilvingens skjold
er skåret af ægge;
grinden højt gaber,
Gøterne brød den. -

Bier du end, Bjarke!
binder dig søvnruner?
gak nu ud med mig,
før dig ild nøder!
bjørn med brand jages,
og nu med bål fjender:
buret højt blusser,
borgen styrter i grus. –

Sårstrøm rinder
fra slagen val,
Hjarvard i hærfærd
Hilds leg fremmer.
Dog i døden
drotten smiler,
som ved gladest gilde
gæst han var.

Frodes frænde
på Fyresvolde g
uldet såde,
glad udi sind;
glade vor fyrste
vi følge på helfærd,
frejdige i tale
og faste i hu. -

(Fig. 23)

Bjarke styrter ud i kampen:
Kaster brynjen,
når I bane søger!
kun den rædde
ruster sig nu;
blotter brystet!
bort med skjoldet!
guldtynget arm
gi'r tungeste hug. -

Fik jeg nu at skue
Frigges husbonde,
skjoldets raske svinger
og Sleipners rytter,
så ej med livet
slap han fra Lejre,
hævn over kamp-as
kræved da Bjarke.

Her ved min høvdings
hoved jeg synker,
du ved hans fødder
finde dig leje.
Det skal svend sande,
der søger på valen:
selv af livløse
lønnes mild konning.

Snart vil os slide
sulten ørns kløer,
rovgridske ravne
rives om vort legem.
Hugprud, højbåren
hilding det sømmer
døende så at favne
dådherlig konning.

SIDSTE OM LEJRE
Efteråret 1958 vil bringe svaret på et af Lejreforskningens brændende spørgsmål: Hvad rummer højen Grydehøj? De særlige forventninger, som knytter sig til denne høj, skyIdes dens beliggenhed midt mellem skibssætningerne, en placering der vækker håb om, at også højen er rejst over en viking - og da vel næppe over en af samfundets ringeste, for højen har oprindelig været temmelig stor. Arkæologiske håb er altid spinkle, for det kan statistisk vises, at skuffelserne er talrigere end de glædelige overraskelser. I tilfældet Grydehøj er det en nærliggende mulighed, at højen er ældre end skibssætningerne; sten- og bronzealderhøje er jo ingenlunde ukendte på denne egn. Et fund af den art må - hvor interessant det end kan være - tælle i Lejres regnskab med et nul.

Tæmmende på forhåbningerne virker naturligvis den omstændighed, at højen er plyndret i gammel tid og siden overpløjet. Men Ladbyskibet blev fundet i en plyndret og overpløjet høj, og der kan nævnes mange andre eksempler på gode fund fra plyndrede grave. Ja gravrøveri var i virkeligheden så almindeligt, at man ved næsten enhver højudgravning må regne med det som en beklagelig realitet. - En sen islandsk kilde fortæller om krigeren Midfjords-Skegge, der på togt i Østerled hærgede på Sjælland, at han opbrød Rolf Krakes høj og tilegnede sig kongens sværd Skofnung og Hjaltes økse, mens han ikke kunne slide sværdet Løve fra Bjarke. –

Forfatteren Martin A. Hansen, der havde nær tilknytning til denne egn, stillede før sin død - gennem Lejre Fredningsforening - et betydeligt beløb til rådighed for undersøgelsen af Grydehøj. Hvad der manglede er nu skaffet til veje gennem en rundelig bevilling fra Videnskabsfondet. Vi kan altså nu gå i gang. - Vi venter ikke at finde Skofnung eller Hjaltes økse. Men vi håber på Bjarkes sværd.