Lad urterne gro

I over halvandet hundrede år har historikere og botanikere været opmærksomme på, at der på klostertomter, ved borge og borgruiner ofte træffes haveplanter vildtvoksende i græs og ukrudt, og at det især drejer sig om tidligere dyrkede lægeplanter. Allerede i 1808 skriver P. F. Suhm i sin Danmarkshistorie, at disse planter »skrive sig fra munkenes tid«. For 50 år siden fattede apoteker Jens Lind interesse for sagen og udfærdigede fortegnelser over, hvad han fandt ved landets borge og klostre af efterladte middelalderlige lægeplanter. Lind var også opmærksom på det ejendommelige forhold, at planter som Bulmeurt og Skarntyde ofte dukker op på en tomt, når der har været foretaget udgravninger eller er gravet i jorden med andre formål. At dette ikke beror på tilfældighed, men at frøet, når det opbevares under tilpas iltfattige og halvfugtige forhold, virkelig kan bevare spireevnen gennem århundreder, synes der i de seneste år at være ført afgørende bevis for af Søren Ødum, som har redegjort for sine undersøgelser i Skalk 1964, nr 4 og - på mere videnskabeligt plan - i Dansk botanisk arkiv, bind 24, nr 2.

Efter Linds dage har overgartner Jens Østergaard taget sagen op. Han har besøgt kloster- og borgtomter og har udvidet undersøgelserne til også at omfatte gamle landsbyer. Her har man ikke alene dyrket lægeurter, men også andre planter til allehånde nyttige formål, for eksempel Sæbeurt til vask og Stolt Henriks Gåsefod til mad; den sidstnævnte er en af de mange krydder- og køkkenurter, som man kunne finde i datidens haver. Selv om mange af planterne har været brugt i middelalderen, betyder det naturligvis ikke, at de alle steder, hvor de forekommer, kan føre deres stamtavle så langt tilbage. De kan for den sags skyld være kommet til i ret ny tid.

Mængden af gamle nytteplanter, man finder på en lokalitet, er ikke altid et udtryk for den iver, man i sin tid har lagt i dyrkningen. Vækstbetingelserne kan i tidens løb være blevet forringet. Moderne renlighed, cementkanter, fliser og asfalt truer planterne. Det er i de stilfærdige, afsidesliggende landsbyer, urterne trives. Her finder de ofte gode voksepladser omkring gårde og huse, på svagt befærdede veje og langs kørespor, uden for kirkegårdsmuren (hvis der da ikke allerede er lavet parkeringsplads); også oppe på kirkegårdsdiget leder man sjældent forgæves. Langs hække og hegn i mindre velholdte haver, hvor jorden sjældent, men dog lejlighedsvis, skuffes og graves, får nogle, især frøformerede, planter chancen for at spire og holde stand. Desværre må man konstatere, at fristederne for disse planter bliver færre og færre år efter år.

Det er bekendt, at vi har ret alvorlige synder på samvittigheden, hvad angår behandlingen af vore fortidsminder. Dysser, gravhøje, borge har vi ladet forsvinde den ene efter den anden, og guldhornene lod vi en indbrudstyv løbe med. De levende fortidsminder, som denne artikel handler om, er godt igang med at gå samme triste vej, og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at de fleste mennesker ikke har anelse om, at disse planter er fortidslevn, som det er værd at gemme på, men tværtimod kalder dem ukrudt og stræber dem efter livet. Når dertil kommer at yderst velmente forsøg på at værne om planterne har virket stik imod hensigten, så forstår man måske, at de botanikere, som denne sag ligger på sinde, må føle sig noget foruroliget. Lad os i korthed se på, hvad der er gjort, og hvad der måske alligevel kan gøres.

Adskillige steder ved vore mest kendte kloster- og borgruiner har man anlagt små botaniske haver mod gamle læge- og nytteplanter. Dette er et prisværdigt initiativ så længe, man holder sig til stedets egne urter, men desværre er dog ikke ualmindeligt, at man har forbedret bestanden mod planter hentet andetstedsfra. Der er nok at tage af, for antallet af nordiske lægeplanter er meget betydeligt, det er netop det, der giver de mange interessante kombinationsmuligheder. Nar omflytningen først er sket, er den oprindelige flora på den pågældende tomt i nogen grad fordærvet. Den giver ikke længere pålidelig oplysning om middelalderfloraens sammensætning, for man kan jo ikke regne med, at de fremmede planter bliver i de dem anviste bede. Botanikeren, som afsøger området, kan, selv hvor han finder disse urter i tilforladelig naturtilstand, aldrig føle sig helt sikker på, om de er nye eller gamle på stedet. Hvor skaden er sket, er der dog ingen grund til at foretage sig noget; det hjælper ikke at nedlægge haverne, men man bør modsætte sig, at der anlægges nye, og gøre det med samme kraft, som den hvormed man ville modsætte sig, at de foretoges misvisende restaureringer og rekonstruktioner af alle ruiner, som planterne hører til.

Bedre end at spærre alle gamle planter inde i kunstigt anlagte haver ville det være, om man kunne holde pa dem, hvor de naturligt vokser frem. Kan dette ikke opnås ved en form for fredning? Nej, i hvert fald er der høstet dårlige erfaringer desangående. Man har prøvet at værne om sjældne planter vel at indhegne voksestederne og derved forhindre kreaturgræsning, men resultatet er blevet, at planterne kvaltes af højtvoksene urter og krat. Hedefredning er blevet iværksat på lignende måde ved forbud mod lyngtørv-skæring, afbrænding og kreaturgræsning, men det viste sig, at det netop var det nævnte foranstaltninger, der holdt lyngen og dermed heden i live; tog man dem bort, fik andre planter overtaget. Overlader man en borg- eller klosterruin helt til sig selv, vil den dækkes med en grov græs- og ukrudtsvegetation, der kvæler alle de planter, som man netop ønskede at bevare.

Kan man da slet intet gøre? Jo maske. I stedet for den botanisk kulturhistoriske have kunne man anlægge en ganske almindelig køkkenhave ved tomten; en lokal mand ville muligvis endda gøre det gratis imod ham selv for at få udbyttet. I haven, der helst ikke skal passes alt for omhyggeligt, må der gerne være plantet nogle lave buske, eller udskiftes med års mellemrum, og måske nogle permanente, skyggegivende træer. For at undgå alle forvekslinger bør køkkenurterne være af arter, der ikke har været dyrket som nytteplanter i middelalderen.

løvrigt er den største tjeneste, man kan gøre de gamle lægeplanter - dem på ruinerne såvel som dem i landsbyerne - at lade dem være i fred. De trives hverken i den alt for friserede have eller i den alt for hæmningsløse natur. For haveejere i landsbyerne gælder det, at det bedste, de kan gøre, er ikke at gøre for meget. Det anbefales dem at vise mådehold i brugen af spade og skuffejern, hvad nogle af dem måske i forvejen føler en indre tilskyndelse til.
Johan Lange
På Politikens forlag er nylig udkommet »Lægeplanter og trolddomsurter« af Harald Nielsen. Anbefales.