Lånte vinger

I oldnordiske myter og heltesagn fortælles ofte om personer, der kan flyve – nogle fordi de af naturen er udrustet med denne gave, andre ved kunstige hjælpemidler. Et vigtigt supplement til disse beretninger giver fremstillingerne på de gotlandske billedsten, hvor flyvende eller i det mindste vingede menneskevæsener undertiden spiller med i de mange dramatiske scener, som giver et så rigt indblik i den sene jernalders forestillingsverden. Billedstenene har tidligere været behandlet her i bladet, nemlig i nr 3, 1968, hvor jeg redegjorde for den største af fire statelige sten fra omkring år 700, fundet ved Daggängen i Lärbro, nu opstillet i Bungemuseets løveng. Denne sten, som jeg for nemheds skyld vil kalde Daggängen I, synes at illustrere »sagnet om Hild«, men i en oprindeligere form end den, som er overleveret i forskellige, alle betydeligt yngre, optegnelser. (Fig. 1)

Af Sune Lindqvist

Billede

Fig. 1: Gotlands billedsten - en specialitet, som øen kan takke sin bløde kalksten for - kendes i et antal af henved 300 mere eller mindre velbevarede eksemplarer. De mærkelige grav - og mindemonumenter dukker op i 400-årene, men højdepunktet nås først nogle sekler senere, hvor udsmykningen har taget form af lange fortællende billedserier, åbenbart inspireret af datidens gude- og heltesagn. - Kortet til venstre viser findestederne for de i artiklen omtalte sten.

Mens artiklen herom tryktes i Skalk, var jeg i 14-15 arbejdsdage travlt beskæftiget med påny - for tredje gang - at opmåle de af vejr og vind udviskede ristningsspor på en anden af de fire Daggängsten, Daggängen III. Ganske vist lykkedes det mig ikke at få rede på kantborterne på samme elegante og fuldstændige måde som tidligere, hvor jeg havde hjælp af den udmærkede tegner og fotograf Harald Faith-Ell, men jeg mener til gengæld at have nået en sikrere løsning på detaljer i de berettende scener. Den dekorerede overflades højde er her betydeligt mindre end på den tidligere omtalte kæmpesten: 235 mod 309 cm. Billedfelterne er også kun fire i tal, men af dem har de to i hovedet motiver, som totalt afviger fra de billeder, som ellers kendetegner mindesmærkerne på goteøen.

(Fig. 2)

Billede

Fig. 2: Daggängen III, Farvefot: Evert Isacson.

Frem for alt gælder dette hovedets anden (nedre) scene. Læser vi som sædvanlig billedskriften fra venstre til højre, møder vi først en fremstilling, der, så vidt jeg ved, er enestående i Norden. Det umiddelbare indtryk er en fugl med flaksende vinger, men ser man nærmere til, opdager man, at det langstrakte rovfuglehoved med sin krumbøjede hals indrammer et typisk mandshoved i profil, med fipskæg og langt nakkehår. Omkring den firfligede fuglestjert ser vi fødder og nedre dele af to i knæene bøjede menneskeben. Partiet, der forener ben og hoved, passer fortræffeligt til krop, men er ikke tydeligt angivet som sådan. Usikkert, men sandsynligt er det, at vi fra skuldrene til albuerne ser mandens arme, hvormed han manøvrerer vingerne, som er udbredt bemærkelsesværdigt langt fra kroppen.

Altså har vi her, for første gang i Nordens fortid, et klart billede af, hvordan man tænkte sig, at et menneske - uden trolderi - kunne løse problemet at flyve. Manden er krøbet ind i, eller har spændt sig fast til, et flyveapparat på en sådan måde, at han med sine armes kraft kan sætte vingerne i bevægelse. (Fig. 3)

Billede

Fra antikkens verden erindrer vi atheneren Daidalos, som sammen med sin søn Ikaros flygtede fra Kreta ved hjælp af vinger, han selv havde fremstillet. I nordisk myte og sagn savnes ingenlunde oplysninger om lignende, med armkraft drevne indretninger. Fra Snorres Edda husker vi, hvordan jætten Tjatse i ørneham fløj med Idun til Trymheim, men Loke lovede at hente hende tilbage, »hvis Freja ville låne ham den fjederham, som hun ejede!« I Vølundskvadet fra den ældre Edda berettes om tre valkyrier, som overraskes af tre brødre på et tidspunkt, hvor de har afført sig deres svanehamme. En af brødrene er den duelige smed Vølund, som selv ved en senere lejlighed går i luften iført en egenhændigt tilvirket ørneham, hvorved han skaffer sig fri af kong Nidads fangenskab. Vølundskvadet regnes som et af den poetiske Eddas ældste digte, men Vølund optræder i en endnu ældre kilde, nemlig det angelsaksiske helteepos Beowulf, som i høj grad bygger på götisk, svensk og dansk, men også i visse tilfælde på kontinentalgermansk sagnstof. Vi må således regne med, at foreliggende åndeligt gods spredtes og blandedes inden for Nordens gamle kulturområde, længe inden det brudstykkevis havnede på Island.

En velkendt billedsten fra Ardre kirke, nu i Stockholm, som formentlig er udsmykket omkring år 800 eller senere, bærer i forvirret blanding med andre sagn- og mytemotiver noget, som almindeligt antages at være en fremstilling af Vølunds flugt fra øen, hvor han holdtes fangen med overskårne knæhaser. Sagnet lader ham forinden fuldbyrde en gruelig hævn over tilfangetageren, kong Nidad, og hans dronning: Han dræber kongens to sønner, kroppene begraver han »i gruben under essen«, men af deres hovedskaller, øjne og tænder forfærdiger han pragtfulde presenter til familiens overlevende medlemmer. Som kronen på værket forfører han kongedatteren, hvorefter han ifører sig ørnehammen og flyver bort. Hovedtrækkene i dette handlingsforløb ses på billedet. (Fig. 4)

Billede

Fig. 4: Ardrestenens Vølundscene.

De to kongesønners hovedløse kroppe er for tydelighedens skyld tegnet svævende over askegruben bag ved smedjen. Længst til venstre står en kvinde, kongedatteren, og mellem hende og smedjen finder vi hævneren Vølund i skikkelse af en rovfugl, hvis hoved, som presses mod kvindens bagdel, muligvis har mandlig profil. Når manden - bortset fra hovedet - synes fremstillet helt i fugls skikkelse, kan det skyldes, at Vølund, efter denne tegners opfattelse, ikke har benyttet fugleham, men at han simpelthen har skabt sig om. Det er meget almindeligt i oldnordisk tradition at lade mennesker antage dyrs kropsform. Det gjorde for eksempel Odin for at trænge frem til jætten Suttung, der vågede over skjaldemjøden. Ved hjælp af et specialbor frembragte han en åbning
gennem klippen, men så trang, at han måtte gøre sig til en orm for at smyge sig igennem. (Fig. 5-6)

Billede

Fig. 5: Franks skrin, således kaldet efter en tidligere ejer, er en lille æske af hvalben, fremstillet omkring år 700 i Northumberland, nu i British Museum. Den har runetekst og er rigt udstyret med billeder, hvoraf flere med motiver fra nordiske sagn. – Den her gengivne scene viser fangen Vølund i samtale med kongedatteren. Foran ambolten ligger en af de myrdede kongesønner.

Billede

Fig. 6: På et andet af billederne fra Franks skrin ses en bueskytte, der forsvarer sin indhegnede gård mod angribende fjender. Navnet AEGILI i runer gør det sandsynligt, at manden er Vølunds bror, bueskytten Egil, om hvis skæbne de skriftlige kilder åbenbart ikke har givet os tilstrækkeligt besked. En ganske tilsvarende fremstilling findes på en samtidig gotlandsk billedsten fra Klinte, nu i Visby.

Når vi tør tolke flyveren på Ardrestenen som Vølund, skyldes det, som man vil have forstået, risterens omsorg for gennem de vedføjede figurer klart at antyde sin helts erhverv og de hævnakter, som gik forud for flugten fra øen. Spørgsmålet er nu, om flyveren på Daggängen III kan identificeres på samme måde, selv om udenværkerne ikke er helt så talende i dette tilfælde. Nærmest den allerede skildrede hovedperson, fuglemanden, ser vi en kvinde, vendt imod ham med løftet drikkehorn. Efter hende følger endnu en figur, en mand, der holder armen frem for sig i en overrasket eller afværgende gestus - hvis det da ikke er et kort sværd, han står med; det er vanskeligt at afgøre på grund af den stærke forvitring netop på dette sted, men tvivlen spiller næppe nogen stor rolle, da kvinden sikkert er hovedpersonen. (Fig. 7)

Billede

På den yngre jernalders gotlandske billedsten er en kvinde med drikkehorn en ofte set gæst; fra gammel tid har man tolket hende som en valkyrie, der hilser en i strid falden kriger, gerne en rytter, velkommen til Valhal. Endnu på de yngste billedsten, fra en tid, hvor korstegnet er begyndt at dukke op, kan man møde hende, men nu modtagende én eller to personer, der kommer agende i en vogn som Elias til sin himmel. Fælles for disse Valhalsmøer synes at være, at de strækker hornets munding frem mod de ankommende, tydeligvis bydende dem en velkomstdrik. I åbenbar modsætning hertil vender kvinden på Daggängen III utvetydigt hornets munding mod sig, som ville hun selv drikke. Eller måske se efter, om der stadig er noget i hornet? Allerede det kan give anledning til at formode, at den kvinde, vi her har at gøre med, er en anden end den sædvanlige, og antagelsen bestyrkes deraf, at den »rigtige« valkyrie, med hornet retvendt, findes på billedet lige nedenunder, kun adskilt fra den her diskuterede scene ved en båndmønstret bort på stenens hals.

Dette har ført mig til den gisning, at vor scene er en illustration til den før omtalte beretning om, hvordan Odin kom i besiddelse af skjaldemjøden, som ejedes af jætten Suttung. Det skete jo på tarveligste måde under kurtise med jættens datter Gunlød, som forledtes til at love ham tre slurke af mjøden med det resultat, at han hastigt tømte hver og et af de tre kar, hvori mjøden opbevaredes. Derefter tog han sin ørneham på og fløj bort. Mon ikke billedstenens kunstner har fremstillet Odin just i dette øjeblik, mens Gunlød betuttet kigger i det tømte horn, og faderen på hendes råb kommer styrtende for at høre, hvad der er på færde.

I oldnordisk myte har skjaldemjøden åbenbart spillet samme rolle som vandet i de undergørende kilder, antikkens muser fik til at rinde på Olympens nordskråning; det var jo hos disse »Zeus' døtre«, de forskellige kunstarters udøvere hentede deres inspiration. Allerede Homer anråbte en eller nogle muser, senere voksede antallet til ni. Tilsvarende ser vi, at mens den ældre Edda kun kender ét opbevaringskar for skjaldemjøden, omtaler Snorres Edda tre kar, men ganske vist, uden at der - endnu - nævnes særskilte kvaliteter for de enkelte.

Nutidens filologer og historikere synes at have svært ved at forestille sig, at Nordens åndelige kultur kan have modtaget impulser sydfra så tidligt. Men enhver arkæolog ved fra talrige fund i alle egne af Norden, hvor stærkt vor materielle levevis blev påvirket af Middelhavskulturerne fra romersk tid og fremefter, og hvorfor skulle vort åndsliv ikke være påvirket lige så tidligt og så kraftigt, at det har sat sig spor? Skjaldemjøden er et eksempel herpå, men Daggängmonumentet kan levere endnu stærkere beviser. Som nævnt består mindesmærket i sin helhed af fire billedsten; de danner to par, hver med en større og en mindre sten, hvis indbyrdes sammenhæng bl.a. fremgår af smalsidernes udformning. (Fig. 8)

Billede

Fig. 8: De fire Daggängsten, som de nu er opstillet. Omtrent sådan må de have stået oprindelig.

Den i en tidligere artikel beskrevne sten I er den største, den nu behandlede sten III den mindste i gruppen. Sidstnævntes parsten (IV) er desværre lemlæstet; i behold er kun et stort stykke af underdelens øvre og mellemste parti, men det er til gengæld forbavsende velbevaret og lidet angrebet af forvitring. Det fremgår, at sten IV's underdel har været opdelt i to felter ligesom partnerens og med de samme billedmotiver. At nedrefelterne er ens er ikke så mærkeligt - det store skib, som ses her, er fast tilbehør til nordgotske billedsten fra denne tid - men når ligheden udstrækker sig til øvrefelterne, kunne det tyde på, at de to sten er rejst over mænd med et vist skæbnefællesskab. Det, at motiverne er fælles, betyder ikke at billederne er identiske. Den dygtige kunstner
forstod at variere detaljerne i passende grad. (Fig. 9)

Billede

Fig. 9: Nedre billedfelter på Daggäng III og tilsvarende på den defekte Daggäng IV.

Scenen oven over skibene er i øvrigt velkendt; det er den før omtalte, hvor den døde ankommer til Valhal ridende på helhesten og modtages af valkyrien med mjødhornet (som ganske vist mangler på den skamferede sten). Kvinden er i begge tilfælde klædt og vinget på en måde, som jeg ellers kun kender fra en eneste gotlandsk billedsten, nemlig præcis som Thorvaldsens engle! De gotlandske og den danske kunstner har åbenbart øst af samme kilde; det fælles forbillede er antikkens sejrsgudinde, som lykkeligt overlevede kristendommens indførelse nede sydpå, hvor talrige nordiske krigere må have set hende under langvarig krigstjeneste i det fremmede. Man kan indvende, at hun jo kronede heltene med krans, men »kranskullor« (som svenske idrætsmænd kalder dem, som i nutiden røgter et lignende hverv) savnes ikke på billedstenene. En af dem finder vi ved nærmere eftersyn på Daggängen IV; hun står, ivrigt fremstrækkende sin krans, bag halen af rytterens hest, men er af pladshensyn gjort mager og vingeløs og distanceres tydeligt af den elegante, vingede kvinde, der nu desværre mangler overkroppen med højrehånden, som sikkert har holdt et drikkehorn. Skulle nogen endnu tvivle på denne åndsforbindelse mellem Syden og Norden, kan der henvises til et fund - en rigt dekoreret pandeplade til en hjelm - fra Nievole i Toskana. Her ses en tronende fyrste flankeret af to vingede kvindeskikkelser med løftede drikkehorn og med en ledsagende tekst, dateret til 7. århundrede; den lyder: Sejr til kong Agilulf (en longobardisk fyrste). Her har vi altså på italiensk grund, men fra barbarisk miljø, to sejrsgudinder med drikkehorn i stedet for kranse. (Fig. 10)

Billede

Fig. 10: Udsnit af Nievole-hjelmens billedfrise. På hver side af midtergruppen (fyrsten og hans livvagt) ses et vinget væsen med drikkehorn og et lille skilt, hvorpå står skrevet ordet VICTVRIA. - Fundet opbevares på Bargello-museet, Florens.

Disse kvinder, der på deres store vinger har tilbagelagt vejen fra Middelhavslandene til den nordiske ø, fuldstændiggør vort billede af flyvningens mytologi med dens tre muligheder: fjederham, omskabelse og her altså »medfødt« flyvefærdighed. Det var mig en særlig oplevelse at sysle med disse væsener på hede sommerdage, mens der over mit hoved kredsede moderne stålfugle, som med deres monotone sang forkyndte, at Ikaros' problem, som så mange slægtled fantaserede om og forgæves søgte at komme til rette med, endelig til slut er blevet løst.